Udgivet den

Under en morgenmeditation

Morgenens grå, stille timer krøb langsomt ind gennem sprækkerne og vækkede mig med en stille hvisken. Verden var stadig stille, og jeg listede ind i stuen til min halve times morgenmeditation. Tankerne var friske og klar til en ny dag, så de så straks muligheden for at fare af sted i alle mulige retninger med alle mulige idéer og projekter og påfund. Jeg fik dem samlet ind igen og centrerede dem omkring “JEG ER”.

Rummet indeni min krop har udvidet sig de seneste par år. Og det udvider sig stadig. Bliver større og større. Der findes en slette indeni mig, der strækker sig ud mod de lilla bjerge i horisonten, som strækker sig op mod de blinkende stjerner og snurrende galakser. Og her er Ro og Styrke. Og Magi. Her står jeg i min reneste essens. Jeg øver mig på at finde herind. Og blive herinde. En halv times tid hver morgen.

Tankerne forsøgte at forholde sig i ro, men det er så nemt at blive distraheret. Så mange spændende, frustrerende, sjove, underlige ting og tanker, vi bliver nødt til at vende. For første gang. Eller igen og igen og igen.

Jeg lagde mærke til, at der var en streg hen over stuegulvet. Som om laminatgulvet slet ikke var et laminatgulv, men bare et tæppe med laminatgulvstryk. Jeg tog fat i tæppet og løftede op. Det strakte sig helt ned til væggen. Jeg kiggede ind under tæppet og kunne se toppede brosten, der endte for foden af en væg af store, tunge kampesten. En mørk døråbning førte op. Eller ned. Eller ind i mørket. Jeg sænkede tæppet og kiggede hen over det. Laminatgulvet strakte sig hen under spisebordet til hvide fodpaneler og den hvide stuevæg. Jeg kiggede ind under tæppet igen. Tunge, mørke sten og den mørke døråbning. Jeg lagde tæppet på plads. “Ikke i dag,” tænkte jeg.

En frisk vind fejede ind af vinduet og fløj rundt langs stuens vægge, inden den ramte mig i ansigtet. “De er på vej,” bekendtgjorde den. Og jeg så den stolte brig med alle de hvide sejl bugnende af Vestenvinden pløje sig gennem det dybe blå hav, så det friske, hvide skum stod hende om stævnen. På dækket stod de barkede sømænd med de klare øjne rettet fremad. Opmærksomt skuende ud over horisonten. Stolthed. Råhed. Styrke. Handlekraft.

Jeg mærkede pludselig en frygt for at blive overrumplet, rendt over ende, drukne og bukke under for de fremadstormende pirater, når de gik i land. Hvad hvis de kom for at plyndre og myrde og voldtage og brænde ned? Hvordan skulle jeg kunne klare dem? Jeg greb ud efter en anden tanke. En idé om, at de ikke kom som fjender. Men at de kommer for at hjælpe mig. Jeg må hellere forberede mig på at kunne håndtere så megen råstyrke.

Vinden, der kom med budskabet, forsvandt ud af vinduet igen. Fejede hen over hustagene. Satte kursen mod havet og den åbne himmel. Endnu var riggen langt væk. Endnu havde de ikke land i sigte. Jeg har tid til at forberede mig. Men de er på vej. De kommer. Vinden ruskede i træerne udenfor, så de måtte give slip på deres blade.

Udgivet den

Min rejse

Jeg oplever og prøver mange nye ting på denne rejse, som jeg har begivet mig ud på. Denne rejse, hvor jeg ikke kender retning eller mål, ja, jeg kan ikke engang se det næste skridt klart. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, eller hvor jeg egentlig er på vej hen. Men jeg ved, at det har en stærk følelse af “hjem”. Og når jeg finder det, så finder jeg også mig selv og hemmeligheden om meningen med livet.

Så det er lidt af et eventyr, jeg har begivet mig ud på. Og de dage, hvor jeg står en stille morgen – før Verden rigtig vågner – og kigger ud over et diset landskab af bløde, grønne bakker og små, tætte skove, den svagt blå himmel og Solens første dansende, gyldne stråler, som kilder græsstråene og den snoede vej for mine fødder – de dage jubler og synger og ler mit hjerte i mit bryst, så det føles som om, det skal sprænges i et regnbuefarvet glædesfyrværkeri.

Der er også dage, hvor jeg har vandret gennem mørkt, koldt mudder. Intet lys. Ingen glæde. Ingen fornøjelse. Bare vandre fremad, et skridt ad gangen, med bøjet hoved og værkende skuldre. Fremad, fremad. For der må være en ende. Lys på den anden side. Det må stoppe på et tidspunkt, og så er jeg kommet igennem dét. Har overvundet det, besejret det, er kommet ud på den anden side.

Eller de dage, hvor jeg skubber den store sten op ad bjerget. For jeg vil så gerne have den strålende udsigt på toppen. Jeg har hørt andre tale om den, og jeg vil så gerne selv opleve den. Så jeg skubber den store, tunge sten op. Aser og maser. For jeg kan ikke se nogen anden vej til toppen. Andre overhaler mig. Nogle er leende på vej ned ad bjerget igen. På vej mod nye, smukke tinder. Og jeg aser og maser. Ingen hjælper mig. Ingen tilbyder mig hvile eller et godt råd eller en anden vej. Og da skyggerne begynder at blive lange, kan jeg se, at jeg ikke engang er nået halvvejs op af bjerget. Så jeg sætter mig og græder. Opgivelse, afmagt, træthed. Men jeg holder stadig fast på stenen. For nu er jeg jo trods alt kommet et stykke op, så nu må jeg jo fortsætte. Jeg kan ikke se nogen anden vej.

Og så er der dage, hvor jeg mærker, at noget pludselig er skiftet. Faldet på plads. Har byttet plads. Eller helt er forsvundet. Indeni mig. Og jeg kigger på den sti, jeg er på vej hen af. Og jeg kigger på den sten, jeg så møjsommeligt har skubbet halvvejs op ad bjerget. Og jeg trækker på skuldrene. Mærker spændingerne løsne sig. Og jeg giver slip. Forlader den gamle sti. Lader stenen være. For en ny sti har pludselig åbnet sig foran mig. Dér – ude til højre i det høje græs, kan jeg pludselig se et lille spor åbne sig. Buskene trækker forsigtigt deres grene til side, holder øje med, at ingen andre opdager deres hemmelighed. En hvid sommerfugl vinker mig nærmere og viser vejen ind i vildnisset. Jeg mærker spændingen. Jeg mærker eventyrlysten. Jeg mærker mit hjerte vågne og slå et par hurtige, jublende slag.

Jeg standser kort, ser mig tilbage. Buskene har igen lukket indgangen bag mig. Jeg bevæger mig ind i vildnisset, ukendt land, nye steder. Den hvide sommerfugl flakser utålmodigt af mig. “Det her er din vej.” Her er grønt og stille. Men de hvide skyer driver af sted over mig. Jeg tager en dyb indånding, min krop fyldes af liv og ny energi. Jeg begynder at gå. Følger de hvide skyer.

Udgivet den

Selvforstærkende evighedsdans

Jeg er tilbage igen. Tilbage i mit tusmørkeland med de lilla bjerge og den dybblå nattehimmel fuld af månelys og stjernernes længselsfulde, hviskende sange. Det føles egentlig ikke, som om jeg har været væk. Alligevel føles alt anderledes. Som om jeg godt nok er tilbage, men jeg er ikke længere den samme. Er det overhovedet mig, der har været her før? Eller var det en anden? En anden, hvis minder jeg på et tidspunkt har samlet op og nu bærer med mig som mine.

Jeg sidder på min altan. Jeg har siddet her hver dag. Næsten. Men det er først nu – for første gang i lang tid – nok for første gang i år – at jeg virkelig sidder her. For rummet er anderledes. Alting er roligt. En ro, jeg nu opdager, jeg ikke har følt i lang tid. Aftenhimlen er stille. Lange, lyserøde penselsstrøg i horisonten. Stille, stille. Selv mursejlerne har sat tempoet ned. Den vilde jagt er afløst af lydløst, glidende graciøsitet. Stille musik luller træerne i søvn. Langt væk i et andet nabolag, i en anden tidszone, er en sidste solsort ved at afslutte sin aftensang. Det lyder som indledningen på en sær drøm, som jeg alligevel har glemt i morgen tidlig.

Og indeni mig er der ro. En enorm ro, der breder sig ud og vokser. Indeni mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg fornemme, hvordan min indre ro fylder hele Universet. Og jeg kan fornemme, hvordan der er plads i min indre ro til alle mulige stærke følelser. Følelsen af frihed, af glæde, af lykke, af lyst, af taknemmelighed. Og en smule af snuhed, legesyge og hemmelighedsfuldhed. Jeg kender sandheden om Universets begyndelse, hemmeligheden om Livets mening og meningen med begyndelsen om sandheden bag hemmeligheden.

Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Den indskydelse dukker pludselig op fra mit indre og forplanter sig ud i hver eneste celle i min krop. Og her har jeg siddet og mediteret, roteret chakraer, åbnet stjerneporte og kaldt på guider og engle for at få et lille budskab, en lille anerkendelse af, at jeg var på den rette vej, eller måske et tip til, hvor pokker jeg dog skulle gå hen nu. Og så kommer det så klart og tydeligt; Indefra mig selv.

Jeg har det godt. Og det er vel egentlig bare dét. Dét, som det hele handler om. Dét, som er mit pejlemærke, når jeg farer forvildet rundt i denne forvirrende, forvitrede verden. Dét, som er det vigtigste budskab, jeg kan lytte efter. Og dét budskab, som jeg håber at få med.

Jeg har det godt. Jeg er på rette vej. Og så skal alting nok gå. Når først det er sandt, bliver det en selvforstærkende profeti. Slangen bider sig selv i halen. En evighedsdans. Jeg ved, at når jeg kan finde her hen, så kan du også. Jeg er fuld af håb. Ikke for mig selv. Men for dig.