4. juli 2020
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget at skrive. Jeg sidder bare stille her – i det stille tomrum – et lydløst limbo – inden fuldmånen og dens voldsomme energi brager løs.
Det hele er stop-go. Hele tiden.
Men lige nu er her stille. Alt er stille. Holder vejret. Det blæser og er vådt udenfor. Det fysiske forbereder sig på skiftet. Men på energiplan er alt stille. Det er smukt. Og trygt.
8. juli 2020
Det øjeblik. Hvor jeg bare befinder mig i nuet og derfor kan mærke hver eneste enkelte celle og dem alle sammen i fællesskab fortælle mig, at jeg har det godt.
Den følelse. Den sandhed. I og igennem hele min krop.
Lige dér. Lige dér er Livet ubeskriveligt fantastisk, sitrende og guldrandet smukt.
9. juli 2020
Det fede ved at være voksen er, at selv om det er sengetid, kan jeg sidde nøgen i stuen og spise is. Fordi jeg har lyst. Fordi jeg bestemmer.
Frihed.
Lys og skygger. Stearinlys og natteblå. Jeg er træt. (Det er også voksent at glæde sig til at skulle sove.)
Jeg kan mærke, der er alt muligt godt og spændende på vej.
23. juli 2020
En hård dag. Og alt gik i opløsning. Og alt var tungt. Og jeg ville bare gemme mig for verden. Og græde. Og tårerne kom. Og min healingssession blev aflyst igen. Og jeg lå flere timer på gulvet i stuen. Lyde hjalp. Og så fik jeg håbet tilbage. Eller jeg blev i hvert fald praktisk. Fik ordnet ting. Hakket af. Føles en smule lettere nu. Men venter stadig på blodet. Utålmodigt.
25. juli 2020
Ferie. Igen. Tempoet bliver langsomt. Tiden bliver en anden. Flyder ud. Det er tiltrængt. Cacao og healing og sove på altanen. Og gåtur med Bjørn. Den bedste måde at ære min menstruation. Det var lige sådan en dag, jeg havde brug for. Så må jeg pakke til sommerhus i morgen.
28. juli 2020
Og nu er det blevet mørkt. Og tiden glider bare. Og jeg vil gerne mange ting. Jeg vil gerne skrive. Og læse. Men egentlig vil jeg også gerne bare sidde og glo. Glo på, at lyset svinder. Og mørket kryber ind. Bare kigge på tiden, der drypper forbi. Bare kigge på græsset og skyerne. Bare det dog ikke havde blæst så meget hele tiden. Men nu er det lige meget. For i morgen tager vi af sted igen. Så er jeg ligeglad. Så kan det bare blæse.
8. august 2020
Det har været en vild uge med tydelige fysiske stress-tegn. (Ti Stave.) Jeg troede lige, at jeg havde styr på det, og nu styrter jeg nedad og nedad. Ingenting er vigtigt. Har jeg valgt helt forkert? Det tror jeg ikke. Men det er tid til justering igen. Jeg kan bare ikke helt se, hvad jeg skal skære fra. Jeg har jo kun fyldt gode ting på.
13. august 2020
August er en summende, flittig arbejdsbi. Min kalender er helt fyldt ud. Hver dag. Hele dagen. Men det er ikke sundt. Jeg kan mærke stressen rumstere i min krop. Og andre ting. Healingen fra i går. Jeg har haft en hyletone i højre øre hele dagen. Jeg må lave om på ting. For det her går ikke i længden. Det er meningen, det skal være sjovt og nærende.
18. august 2020
Et åndehul. Et kort øjeblik. En lomme, som jeg selv har skabt. I morgen tager jeg af sted på Modul 4 på EP. En milepæl. Mange ting bliver anderledes efter det. Det skal blive anderledes. For jeg har mærket stressen rumle i kroppen de sidste par uger. Og jeg har glemt nydelsen og mig selv.
24. august 2020
MELDTE MIG SYG MED STRESS.
28. august 2020
Det har været en hård dag i dag. Jeg troede, jeg skulle gå tur i skoven. Eller skrive. Eller læse. Eller bare noget. Bare lidt. Men jeg kan ingenting. Jeg har faktisk bare haft det dårligt. Dårligt og mat. Har ligget i sengen. Nu er Bjørn taget ud, så jeg har stuen for mig selv. Har drukket en kop te og scrollet ligegyldigt på Instagram og sågar Facebook. Jeg har ikke engang åbnet min bog, der ligger her ved siden af. Jeg har lyst til at skrive, men jeg orker ikke. Måske skal jeg bare gå i seng. Jeg føler mig trist og lille og forladt. Men ellers er jeg ok.
2. september 2020
Det her. Lige nu. Er afslutningen på et kapitel. Et kapitel i min indvendige bog. Jeg har givet slip. Nu er jeg endelig i puppen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når jeg kommer ud. Måske vil man slet ikke kunne se, at noget er forandret, men det vil det være. Indeni. For evigt. For jeg er vokset. Og når jeg kommer ud på den anden side, må jeg samle stykkerne og trådene op. Se, hvad der stadig er. Se, hvad der er faldet fra. Og så samle et nyt billede. Et billede, der passer bedre til, hvem jeg så er nu. Det føles så godt. Det føles vildt. Det føles helt rigtigt. Nu falder det bare i hak som det mest naturlige i verden. Og jeg har taget min power hjem. Jeg har svarene. Jeg bestemmer.
11. september 2020
Træthed. Jeg forsøger virkelig ikke at lave særlig meget de her dage. Har ikke særlig meget i kalenderen. Alligevel formår det at køre mig træt. Jeg svømmer i et uendeligt ocean af træthed. Små, lyse øer af energi dukker op. Her kan jeg hvile. Her kan jeg mærke iveren efter at komme i gang. Gøre ting. Skabe. Og jeg er lige ved at give efter og kaste mig ud i projekter. Men jeg holder igen. Øen slutter. Jeg plumper ned i Træthedsoceanet igen. Ikke for mange ting. Men jeg får da gjort rent.
16. september 2020
Solskin. Kørte tur til vandet. Men det var gråt og blæsende og koldt. Ville finde en skov. Men alle veje var blinde og private. Kørte rundt i flere timer. Endte i “min” skov ved Bagsværd. Her skinnede solen. Pludselig gik der hul. Min sjæl skreg sin smerte ud over at have måtte lukke ned for karriere-drømme og ambitioner. Alt kom væltende op. Urimelig behandling. Og jeg græd og græd. Ved søen i skoven. Forløsning.
19. september 2020
Det er så fint det hele. Lige nu. Skumringstime. Aftenen falder på. Efteråret falder på. Dagen og året går på hæld. Livet går på hæld. Alt er stille og fint. Koldt og klart. Dybblåt. Køkkenet er ryddet op. Stearinlys. Dybe skov- og ur-dufte i diffuseren. Sidste dag i min cyklus. Tidligere var jeg træt og pirrelig. Men nu er kroppen og sindet ligesom faldet til ro. Har accepteret. Lader cyklussen gå på hæld.
Jeg kiggede på Instagram igen i dag. Det hele roder bare rundt. Jeg tror ikke, jeg slår notifikationer til igen. Jeg kan ret godt lide stilheden.
29. september 2020
Første dag på arbejde. Første halvanden time gik fint. Så begyndte stressen at boble i maven. Jeg blev siddende. Vi havde jo aftalt 2 timer. Da jeg kom hjem var kroppen totalt overvældet og stresset. Jeg har brugt resten af dagen og aftenen på at få den til at falde til ro igen. Meditation virkede ikke, men cacaoen var overraskende effektiv. Den tog kvalmen. Jeg nåede overhovedet ikke dét, jeg havde tænkt. Men roen er det vigtigste. Så må jeg nå de andre ting i morgen.
2020 – Forår
2. april 2020
Der er en utidighed i dag. En rastløshed. Og også en træthed. Og en ugidelighed. Jeg gider ikke arbejde i morgen. Jeg vil bare holde fri. Og hvad? Det ved jeg ikke. Bruge dagen på meditationer og yoni-sauna og cacao. Sætte store projekter i gang. Jeg ved bare ikke helt hvilke. De er ligesom ikke kommet endnu. Det er nok også meditationerne, jeg mangler. I dag vaskede jeg tøj. De andre dage har jeg været for træt. Jeg gider ikke arbejde.
3. april 2020
Energierne er utålmodige. Men ikke ustyrlige. Jeg har ingen motivation for arbejdet. Men endnu heller ikke modet eller retningen eller formen på noget nyt. Men det er heller ikke vigtigt lige nu. For jeg er på vej den rigtige vej. Og jeg øver mig. Også i mine drømme for tiden øver jeg mig på at mærke, at det ikke er farligt at stå i en ny situation. Det er bare nyt.
15. april 2020
Det hele kører stadig så hurtigt. Indeni. Op og ned. Og så en snurrende tur rundt. Fra opgivenhed og frygt og stress. Til glæde og dans og boblende, håbefuld optimisme. Lige nu danser min sjæl. Men jeg ved det ikke. Måske er det bare den nye normal. Jeg kontrollerer i sidste ende selv, hvor længe jeg svinger ud til den ene side, og hvor længe jeg opholder mig på den anden side.
21. april 2020
Kontrast. Eller måske ydrepunkter og balance. Pendulering. Rutschebane. Havde det vanvittigt dårligt over arbejdet tidligere. Fysisk dårligt. Har det helt fantastisk nu. Har siddet ude på altanen og kigget på stjernerne og mærket, hvor meget plads, der er indeni mig nu. Jeg er for vild og awesome.
22. april 2020
Måske kommer hele dette år til at handle om cirkler. Mine egne, personlige cirkler, som jeg bliver ved med at køre rundt i. (Det handler hele livet jo om!) Ja, ja. Men lige nu kører det bare så hurtigt rundt, at jeg ikke kan se andet. Hele verden er flimret og utydelig ude på den anden side. Jeg kan ikke få hold på noget. Mit humør svinger vildt. Og jeg er køresyg. Men jeg har selv bedt om det. Jeg har selv skubbet karrusellen i gang og råbt “hurtigere, hurtigere.” Så nu er det bare at holde fast og få så meget ud af turen som muligt.
7. maj 2020
Der sker så vanvittigt meget indeni. Den seneste tid har jeg udenpå været fanget i træthed og stagnation, ensomhed og modløshed. Men da jeg vendte blikket indad, lige ind bag skallen, så så jeg, hvor meget der sker lige nu. Hvor meget jeg vokser. Og når jeg bliver herinde kan jeg mærke, at det spreder sig ud. Min vej er ikke som de andres. Min udvikling er ikke som de andres. Det er min. Og den er helt særlig. Unik. Jeg glæder mig til, at jeg kan lade min skal sprække og mit lys skinne ud. Til at jeg kan sætte ord og handling på, så andre kan se og spejle og lade sig inspirere. Der er så meget indeni mig. Nu er jeg snart klar.
10. maj 2020
Der skrælles meget af i disse dage. Og jeg er klar til at sige farvel til mere. Sige farvel til alt det, jeg har sagt ja til eller holdt fast i ud af frygt. Jeg behøver det ikke længere. Jeg kan se renheden og klarheden i mine øjne. Jeg kan mærke slippene i min krop.
12. maj 2020
Jeg har påtaget mig mange identiteter igennem tiden. Nogle gange har jeg insisteret på at være så underlig og anderledes som muligt. Nogle gange har jeg insisteret på at være så normal og gennemsnitlig som mulig. Hvem er jeg? Hvilken side vælger jeg? Jeg er mig. Jeg er begge dele på samme tid.
3. juni 2020
Jeg har ikke skrevet længe. Jeg har bare ikke følt for det. Ikke haft lyst. (Og jeg har mærket en anelse “Ej, men så kommer der alle de tomme sider. Al den spild. Jeg burde virkelig…” Men det har været okay. For jeg har ikke følt for det. Og så har det været sådan.) Men nu fik jeg lyst igen. Så måske begynder jeg at skrive hver aften igen. Hvem ved?
11. juni 2020
Jeg sidder på altanen med en kop cacao, inden jeg skal af sted på Gong-uddannelse. Jeg kan mærke eventyr- og rejselysten trække i mig. Jeg glæder mig til bare at køre ud i det blå, finde en snoet omvej, suse gennem den danske sommer, finde et sted, hvor jeg kan ligge i græsset og kigge op i den blå himmel og de drivende skyer. Og cacaoen har skrællet det ydre lag af sitrende aktivitet og stress af. Nu sidder jeg tilbage i min ro og min styrke.
15. juni 2020
Jeg har gang i vanvittigt meget lige nu. Og jeg mærker en frygt for, at jeg ikke kan klare det. Eller at jeg vil blive for træt. Måske en frygt for at være nødt til at give op. Men den er ikke så fremtrædende. Og det er en gammel frygt. For jeg har lov til at ombestemme mig og sige fra. Det er ok. Og lige nu nyder jeg bare at prøve alle de fede ting af. Og mærke at de giver mig energi. Måske bliver jeg ikke træt af mange ting. Måske giver det mig energi og lyst og passion og nysgerrighed og glæde. Og susende fornemmelse af livet.
18. juni 2020
Så lad os bare droppe det med tid. Det betyder alligevel ikke noget længere. Og skidt med, hvem jeg var i går, og hvad jeg gjorde. For jeg kan alligevel ikke huske det. Sidste gang jeg sad her på altanen med cacao og solskin, havde jeg svært ved at komme i gang. Tempoet var langsomt og nydelsesfuldt. Nu har jeg endelig tid til at sidde her igen. Men jeg kan ikke finde roen. Sommerregn. Duften og lyden af de tusindvis af dråber. Jeg har lyst til at spise mig ud af kroppens urolighed. Så nu har jeg lavet en kop varmt vand med citron. Tilbage til roen.
25. juni 2020
Og det er så lyst, at jeg kan sidde udenfor og skrive, selv om klokken er 23. Det er sådan et sjovt, blåt overnaturligt lys. Det får bogstaverne til at danse. De vil ikke rigtig falde på plads på linjerne. Natten og varmen og månen har gjort dem vilde. Jeg har været til Sacred Cacao Spaceholder Training. Og ellers har jeg bare været enormt træt.
Alt er godt. Nu lægger jeg mig ind og putter med Bjørn.
28. juni 2020
I dag var der plads til ro. Og til langsomhed og til ingenting. Og derfor nåede jeg en masse. Der var også ting, jeg ikke nåede, men de var ikke vigtige. Og jeg fik skrevet et blogindlæg. Det er længe siden, jeg har haft tid og ro og rum og lyst. Men jeg sad ude på altanen og midt i blogindlægget ramte det mig, at jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Og det er vel egentlig bare dét, som det hele handler om.
2020 – Vinter
1. januar 2020
NULSTILLE. GÅ I STYKKER. RIVE. FLÅ.
SMADRER. HELT UD TIL KANTEN. UD OVER KANTEN.
TOMHED.
DØD. GENFØDSEL.
JEG KAN IKKE GØRE ANDET END BARE LIGGE HER OG VENTE…
2. januar 2020
JEG VENTER STADIG. LIGGER BARE. KAN IKKE ANDET.
HAR IKKE LYST TIL ANDET.
MEN NU KOMMER RASTLØSHEDEN. OG IRRITATIONEN.
JEG HAR IKKE TID TIL AT LIGGE HER.
JEG HAR IKKE LYST TIL AT LIGGE HER.
JEG VIL I GANG. JEG VIL UDRETTE NOGET.
SÆTTE HAK. KOMME FREMAD.
JEG LIGGER BARE. ENDNU.
6. januar 2020
Det har været en helt vildt dejlig dag. Fyldt med gode og dejlige ting. Kropsbehandling, tur i skoven, skrive blog-indlæg i min dejlige hule, meditation og bookning af prøve-sessioner. Jeg har ovenikøbet også nået vasketøj og at lave lækker salat til aftensmad. Fed, fed dag – Det er sådan mit liv skal være. I morgen skal jeg på arbejde igen. Det er jeg faktisk ret nervøs for.
15. januar 2020
Jeg er gået i stå. Stoppet. Står stille. Eller min proces gør. Eller. Min proces kører for fuld fart. Der sker virkelig noget. Nedenunder. Men jeg er røget af og står helt stille – måske lidt fortabt? – ved siden af proces-toget, der bare buldrer forbi. En underlig, dualistisk følelse af at være gået i stå og samtidig på fuld fart fremad.
19. januar 2020
I går var det gråvejr, og jeg var helt nede i det mørkeste hul med de mørkeste, mest opgivende følelser.
I dag skinnede solen. Alt var godt, og følelserne var lette og boblende.
Nu er det søndag aften. Jeg har ikke nået det, jeg gerne ville i weekenden. I år. Sidste år. Nogensinde.
Utidig rastløshed. Jeg er en tømmerflåde, der kastes rundt på Følelsernes Oprørte Have.
3. februar 2020
Mandag. Igen. Det er hele tiden mandag.
Og dagen er gået. Igen.
Det går hurtigt for tiden. Jeg hænger bare i. Prøver at hænge på. Ingen daglig praksis. Bare overlevelse.
Da jeg besluttede mig for at skære ind til benet og skære fra, blev min kalender fyldt helt op med ting. Men det er fede ting. Ting, jeg gerne vil. Så jeg hænger på og flyder med.
7. februar 2020
Roen og langsomheden er ved at indfinde sig. Stille og roligt. Inden i mig. Og forandringer. Der er forandringer på vej. I det ydre. Men jeg tror, de er startet inden i. Inden i mig. Og nu har de bredt sig ud i det ydre. Materialiseret sig. Sat noget i gang. Men der er stadig en fortid. Jeg skal ikke ændre den eller løsrive mig fra den. Men hvad skal jeg så?
18. februar 2020
OG JEG TOG MUSIK I ØRENE OG DANSEDE.
OG JEG GIK UD PÅ ALTANEN MED BARE FØDDER. KULDE OG MØRKE.
JEG HILSTE DEN STORE, LYSENDE PLANET, DER HANG OVER HUSTAGET. JEG GRÆD TIL DEN OG STJERNERNE, AT DE VAR SÅ LANGT VÆK OG AT JEG IKKE ENGANG KENDTE DERES NAVNE.
ENSOMHED OG KULDE OG AFSTAND OG TÅRER.
STJERNERNE SVAREDE MIG MED ET LYSENDE STJERNESKUD HEN OVER HIMLEN. KÆRLIGHED.
DE ER DER. OG DE SER OG LYTTER. OG DE ELSKER OS – DERES STJERNEBØRN. JEG MÆRKER DET INDENI. OG JEG PRØVER IKKE AT HOLDE IGEN, NÅR DET REJSER SIG. LADER ENERGIEN FLYDE. FRIT.
19. februar 2020
Det fede ved at være mig lige nu er ikke, at jeg har et mål eller en retning eller ved, hvor jeg er på vej hen. For det ved jeg ikke. Det fede er, at jeg laver ting, som jeg synes er fede og sjove og spændende og udfordrende. Jeg ved ikke, hvor de fører mig hen. Eller om de fører til noget. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste er, den følelse det giver mig.
… Men derfor kan jeg alligevel godt blive lidt skuffet over ikke at modtage instant succes-feedback i form af likes og followers. (Hej Ego.)
23. februar 2020
JEG ER EN LARVE, DER LANGSOMT STIVNER I MIN FORGÆNGELIGHED – OPBRUGT TID, OPBRUGT FORM.
JEG BYGGER MIN KOKOON UD AF MARTS MÅNED. SPINNER PUPPEN AF MIN EGEN OPLØSELIGE KROP. VIKLER MIG IND I VRANGEN PÅ MIG SELV. RENHED, STILHED, STILSTAND.
ALT SKÆRES FRA, BLIVER STILLE, GÅR I STÅ I UENDELIGHEDEN MELLEM TO HJERTESLAG.
JEG TRÆKKER VEJRET IND PÅ NY, FOLDER LANGSOMT MINE NYE VINGER UD, LADER DEM TØRRE, GLITRE, MÆRKER DERES TYNGDE, NYDER ROEN.
14. marts 2020
Og jeg vidste godt, at jeg ville blive stille efter EP Modul 2. Jeg havde regnet med det og planlagt efter det. Og jeg tror egentlig også, der har været noget ro udenpå. På overfladen. Hele verden er gået i stå nu. Men det er som om, jeg ikke helt kan finde ro indvendig. Inderst inde. Jeg har stadig en følelse af eller en idé om, at jeg skal nå noget i denne pause. Så i dag arbejder jeg med stilhed og ro og stilstand indvendigt. Og jeg tænker, det er vejen frem. Nu fik jeg da hul på journalen igen. Og de tomme sider – er bare præcis, som de skal være.
17. marts 2020
Jeg ville have skrevet i går. Og i forgårs. Dagene flyder sammen. Jeg har lyst til at skrive ned. Alt dét, der foregår i mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg har gode intentioner om morgenen. Og så går der et øjeblik. Og så sidder jeg igen om aftenen og kigger tomt og ugideligt på journalen. Hvorfor er jeg blevet givet al den tid, hvis det alligevel ikke føles som om, jeg kan bruge den til noget?
30. marts 2020
Dag 1. Så. En cyklus endte. En ny begynder. Jeg havde heldigvis friheden til at ligge på sofaen under dynen hele dagen. Blodet kom med enormt træk. Jeg var helt rundtosset. Det kom også fyldt med kærlighed. Senere kom sorgen og vreden. Hvorfor er der aldrig noget af det, jeg sætter mig for, der skal lykkes? Vrede mod Verden og Universet. De kan passe sig selv. Aftenhimlen var klar og blå. Falmende. Stille. Smuk. Uvirkelig. Det eneste virkelige i verden. Den kølige vind strømmede ind ad vinduet og tørrede blidt mine tårer af mine kinder.
Sne. Snefnug. Snevejr.
Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.
Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?
Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.
Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed.
Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.
På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.
Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.
Det Gamle År og Det Nye År
Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.
Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!
Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.
Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.
Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.
Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.
Et kaos af larm
Der er så meget larm. Over det hele. Alle steder. Fra alle kanter. Alle larmer. Råber op. Vifter og gestikulerer. “Se mig! Hør mig! Jeg har det næste vigtige budskab. Jeg har det næste produkt, du bare må eje. Jeg er vigtigt. Mig! Se mig! Hør mig!”
Og inden i mit hoved larmer det. Alt kværner rundt. “Du kan gøre det her! Eller skrive det her! Du kan gå den vej, eller gøre sådan eller det her!” Jeg føler mig som en fuld hund i et spil kegler. Vælter forvirret rundt. Kan ikke finde ud af, hvad jeg skal. Kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Tror, der er noget, jeg gerne vil, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke eller gøre det.
Jeg prøver for mig selv. Øver mig. Forsøger. Skaber billeder og ord. Men de passer ikke rigtigt sammen. Passer ikke rigtigt til det, jeg prøver at udtrykke. Passer ikke rigtigt til noget. Sletter. Lader det komme ud. Haltende. Forkvaklet. Hvor er sammenhængen og den røde tråd? Hvor er visdommen eller den overraskende puncline? Smukke drømmevæsener, der materialiserer sig som misfostrer.
Forvirrende. Frustrerende. Jeg vil jo bare gerne fortælle min historie. Give min sandhed en stemme. Berette om min rejse, så andre kan lade sig inspirere. Give mit bidrag til det kakofoniske kaos af larm og stemmer og budskaber og salgstaler. Jeg veksler imellem lysten til at råbe højt og lysten til at opgive i stilhed. Frem og tilbage.
Jeg føler, jeg har noget vigtigt at sige. Men mine budskaber drukner. Hvorfor overhovedet prøve? Er det ikke bare larm som alt det andet? Mere støj. Forurening af enkelheden og klarheden. Hvad kan jeg egentlig bidrage med, når det kommer til stykke? Er alting ikke allerede blevet sagt?
Men når jeg så flakser rundt i de susende lydtunneller som en omtumlet natsværmer og lytter til alle de andres larm, læser deres tekster, ser deres billeder – så er de ikke bedre end mine. Ikke nær så pæne og gennemarbejdede. Ingen korrekturlæsning. Intet gyldent snit. Ingen magi. Bare en masse larm, der bliver kastet tilfældigt ud i det store rum. Algoritmerne hjælper mig ikke. De fodrer mig bare med mere af det samme. Aldrig noget nyt. Aldrig noget anderledes. Hvordan kan jeg udvide min horisont, når jeg altid får serveret det samme?
Så jeg trækker mig tilbage. Tilbage til min egen sfære, hvor det kun er min egen larm, jeg kan høre. Mine tekster, mine tanker, mine billeder og min lommefilosofi. Og her kan jeg drømme om en dag, hvor de må hæve sig på stolte, hvide vinger op over tornadoen af larm, flyve vidt og bredt, inspirere andre mennesker, få dem til at stoppe op et kort øjeblik og tænke nye tanker. Måske sker det aldrig. Men jeg ved, at jeg i hvert fald inspirerer ét menneske. En person, der ofte vender tilbage og læser og kigger og nyder og forundres og glædes og inspireres. Og den person er mig.
Så selv om jeg føler, at jeg drukner i larmen. At det ikke nytter noget at blive ved med at råbe højere – og jeg faktisk heller ikke har lyst til at blive ved med at råbe. Så sender jeg alligevel stilfærdigt mine skriverier, tanker, billeder, eventyr og magi ud i den overfyldte æter. For jeg har brug for det. Jeg får noget ud af det. Jeg gør det for at bane min egen vej gennem en verden af larm og kaos. Og det giver mening nok for mig.
Allehelgenes Dag
Allehelgenes Dag. De Dødes Dag. Den sidste dag. Og den første. De døde har rejst længe og langt for at komme frem til den dag. Og lige midt imellem den sidste og den første dag er sløret helt tyndt. En silkegennemskinnelig ham, der strækkes og trækkes ud, vrides og vendes, når Verdensslangen ryster sig i kramper for at glide ud af sin gamle, døde hud. Hendes lydløse suk opfanges af sjælen i nattens mørke. De udenjordiske vibrationer vugger sagte sjælen i den sovende krop. Og sjælen kender klagesangen og nynner med på den sukkende melodi. Melankolske drømme hjemsøger den sovende. Alting må dø og slippe. Også denne dag, denne cyklus, denne tur rundt i Livets karrusel. Er I klar til en ny tur?
Verdensslangen bugter sig fri. Bugter sig videre hen over Universets stjernebanker. De døde skæl drysser stille ned over planeter på hendes vej, falder som stjerneskud gennem atmosfærer. Og de døde står klar med opadvendte ansigter. Da slangeskinnet sprak, strømmede de igennem. Ind i denne verden. Vores verden? Den verden, hvor du og jeg lige nu opholder os. Vi har den vist kun til låns, men vi ynder at lade som om, den er vores ejendom.
Og de døde fejer som grå tågetæpper ind over den allertidligste morgen. Dagen bliver skubbet til sidde og lukket ude. I dag bliver det ikke dag. I dag er det de dødes dag. Og de døde hænger over hele verden som et gråt, ubevægeligt tæppe. De står skulder ved skulder i gaderne og på markerne. Står vinkende mellem træerne i skovene og i parkerne. Løber efter bilerne og cyklerne og hvirvles ind i de roterende hjul. De lægger sig ned over hustagene, forsøger at glide ned gennem skorstene og ind gennem utætte vinduer og brevsprækker.
De døde plejer at lave en masse larm. Huje og skrige, fløjte og pifte, hulke og græde. Råbe forbandelser og fornærmelser og sønderrivende bønner efter de levende. Men ikke i år. I år er de alle sammen stille. I år står og ligger og hænger de døde bare. Helt stille kigger de på de levende. Venter. Observerer dem bare tavst. For i år er verden ikke, som den plejer at være. I år kan de døde ikke kende den verden, de tog af sted fra. I år er der ingen misundelse eller fortrydelse. I år venter de døde bare.
Der er stille i gaderne. Kun få levende har vovet sig ud. Der er underligt stille i hjemmene. Der er ikke mange, der har noget at sige. Alt er ligesom allerede blevet sagt for flere uger siden. Og de få, der stadig taler, gør det med hviskende stemmer. Som om ord også er blevet en forbrydelse. Der bliver skruet ned for radioer og fjernsyn. Folk lægger ikke selv mærke til det, men de skæver en gang imellem ud af vinduet. Ud på tågen. Og de skutter sig. Det er nok vinterkulden, tænker de og skruer lidt ekstra op for radiatoren. Men der bliver aldrig rigtig varmt i stuerne.
Tågen begynder at mørknes i kanten. Dagen fik aldrig lov til at komme frem, men aftenen ridder ind med hurtige skridt. Døden ridder ved hans side i den store, sorte kutte. Hans blåhvide dødningegrin titter frem under kutten, og hans le skinner skarpt og blankt højt over ham. Det bliver en travl nat.
De døde står langs vejene. Stille. Ventende. Svajende let fra side til side som til usynlig musik. Lys bliver tændt rundt om i husene. Men mange steder er der stadig mørkt. De få levende, der vover at kigge ud i skumringen kan se de blege, døde kroppe og ansigter stå tæt derude. De døde rykker sammen, rykker tættere på. Står nu helt tæt på vinduerne. De døde kravler ned fra tage og træer og stimler sammen om det varme lys, der strømmer ud fra vinduerne. De virker så skrøbelige – vinduerne – som små lysøer i et uendeligt hav af mørke og døde og ensomhed.
En ung mand står på en stol i en mørk, kold lejlighed. Han har fået bundet et reb fast i loftet. Han stirrer med sammenbidte tænder og tårer i øjnene ud mod de kolde ansigter uden for vinduet. ”Så I gjorde ingenting!” Hvæser han, ”I gjorde ingenting, og nu står vi her! I skred fra jeres ansvar! I tænkte kun på jer selv! I gjorde ingenting for at række hånden ud! I gjorde ingenting for at forsøge at redde andre eller redde verden! I gad ikke engang forsøge at redde jer selv! I åd og drak bare! Festede og forbrugte og grinede sanseløst og hysterisk, når I hældte mere gift ud omkring jer! I GJORDE INGENTING! OG I SKRED BARE FRA JERES ANSVAR OG EFTERLOD ALT JERES LORT TIL ANDRE!
Men det skal være løgn! Det skal kraftedersuseme være løgn! Jeg rydder ikke jeres lort op! Jeg gider ikke rette op på jeres fejl og jeres totale kuldsejling af jordkloden, af samfundet, af menneskeheden! Jeg gider fandme ikke engang redde mig selv op af den sump, I har efterladt mig i! Tak, for lort og FUCK JER!!!” Han vifter vildt med fuckfingrene strakt stift frem foran sig. Truer af vinduerne og de døde ansigter. Så træder han ud fra stolen og bliver hængende i luften. Trukket ned af tyngdekraften. Holdt oppe af rebet. Et absolut nulpunkt mellem gulv og loft. De døde vender sig bort. Flyder videre i tusmørket. I nat vil der være mange flere som den unge mand. Aldrig har verden været så tæt på sin undergang som denne nat.
Et sted mellem meditation og revolution
“Jeg er simpelthen så træt, og jeg forstår det ikke,” sagde jeg til Kroppen. “Og vi har slet ikke tid til at være trætte. Vi skal da gøre noget, udrette noget.” Kroppen kiggede på mig. Så pegede den ud af vinduet, hvor den efterårsgrå morgen stadig var halvmørk og indhyllet i kolde, klamme tågeskyer. Og så pegede den på det røde blod, der dryppede fra min måneblødning. “Udenfor er det efterår. Indeni er det vinter. Du må gerne være træt, for det er tid til at give slip, hvile, restituere,” sagde Kroppen.
“Jo, jo,” mumlede jeg. “Men har vi ikke allerede gjort det? Det gjorde vi jo i går.” Men Kroppen lyttede ikke, den var allerede på vej tilbage mod den varme, bløde dynehule i soveværelsesgrotten. Vi blev dog hurtigt enige om et kompromis, og byggede en ny hule i sofaen. Det fejrede vi med en kop te.
Så nu sidder vi her. I sofahulen. Verden udenfor er stadig grå og kold og klam. Jeg tror slet ikke, Dagen kommer i dag. Den har nok også besluttet at blive i sin hule. Det er i grunden længe siden, vi har haft en længere periode med gråt vejr. Jeg synes, Solen har været yderst gavmild med den blå himmel i år. Førhen var der lange perioder med gråt. Jeg kan huske, at jeg tit tvivlede på, om Solen mon stadig eksisterede. Og om vi nogensinde ville få den at se igen.
Måske blev Verden så glad og mild, da vi lod alle flyene stå på jorden i en måned, at den åbnede op for uendelige dage med blå himmel. Måske er det bare min indre verden, der er skiftet. Måske ser jeg bare kun de strålende solskindage nu, mens de grå dage glider ligeså stille forbi bevidstheden uden at sætte sig fast. Gad vide, om der overhovedet er andre, der oplever den ydre verden, som jeg gør? Eller går alle rundt i hver deres boble af overbevisninger om sandheden? Måske er mine øjnes og min hjernes proces med at skabe et visuelt, forståeligt image helt anderledes end din? Det er ikke underligt, at mennesker har så svært ved at forstå hinanden.
Jeg veksler lidt mellem den bløde overgivelse til at kravle ind i min egen navle for at prøve bare at forstå et enkelt menneske – nemlig mig selv – en smule bedre. Og på den anden side en oprørsk trang til at forsøge at gøre en forskel og få alle mennesker til at forstå hinanden og sig selv bare en lille smule bedre. Kan jeg redde verden, når jeg nu kæmper så ihærdigt for bare at redde mig selv?
Jeg kan mærke, jeg har begge to i mig. Dagdrømmeren, der vender verden ryggen og sætter sig ud i skoven og betragter årstiderne skifte, mens det hvide skæg bliver længere og længere. Revolutionæren, der rejser næven og stemmen mod systemet, og som med brændende visioner og kærlighed til folket, bryder gamle dogmer ned for at bygge nye strukturer op. De er her begge to. Ingen af dem er gået ud for at følge deres vej endnu. De har begge en hånd på dørhåndtaget til hver deres dør. De kigger afventende bagud mod mig, der står imellem dem. “Nåh, hvad venter du på? Kom. Kom med mig. Vi skal denne vej.” synes de begge at sige med deres udtryksfulde, glimtende øjne.
Jeg bliver stående midt imellem dem. Ubeslutsom. Jeg føler mig draget af dem begge. Men begge to fylder mig også med frygt. Kroppen har lagt sig ned. Den ænser ikke de to. I dag er det hviledag. Det er efterår udenfor. Og vinter indeni. Meditativ opstigning og revolution må vente til i morgen.
Morgenobservationer
Jeg sidder her og ser morgenen kravle op over himlen. Langsomt. Stille. Der er mørkt i stuen. Kun to stearinlys bryder lidt af mørket med deres gyldne skær. Jeg sidder bare stille og kigger. Stilhed. En smule ferskenfarvet rødmen glider langsomt op og blender ind i nattehimlens dybe mørke. En enkelt fugl kan ikke sove længere og begynder nervøst at pippe. Den letter og flyver bort. Stille på lydløse vinger.
Jeg glider væk et øjeblik i tankestrømme. Fortidsminder og fremtidsplaner hvirvler drømmeagtigt ind og ud mellem hinanden. Jeg bliver nærværende igen. Ser, at det spæde ferskenfarvede lys nu har trukket en svag lyseblå farve med op over hele himmelbuen. Langsomt. Stille. Lyset tager til. Uden hastværk. Det glider bare ubemærket hen over kloden. Gradvist.
Jeg lægger mærke til den brusende summen af morgentrafik, der også er taget til. Langsomt. Umærkeligt er den steget i volumen. Har lagt sig som en bagtæppe til morgenscenen. Jeg kender den lyd helt ind i knoglerne og i sjælen. Og selv om jeg ved, at den kommer fra tunge lastbiler og små, gassende personbiler. Og selv om jeg ved, at den repræsenterer forurening og travlhed og stress og jag. Så er den lyd alligevel en del af min DNA. Jeg er barn af den industrialiserede verden. Jeg er flasket op ved brystet af effektivitetens beton og glas. Jeg er lullet i søvn under en lyssløret stjernehimmel til lyden af de sene lastbiltog på landevejen bag de høje træer, der omkransede min barndomsverden.
Det er lyden af en vågnende verden. Det er lyden af alle de mennesker, som jeg er i familie med. Og jeg rækker tråde af kærlig energi ud mod dem alle sammen. Rører hver enkelt person, som kører forbi i sin lille bil. Giver dem et strejf af kærlighed med på vejen mod dagens travle gøremål. Tager en smule af deres sorg eller bekymringer med tilbage. Vi er alle sammen familie. Jeg mærker jer. Vi støtter og bærer hinanden gennem livet og tilværelsen.
Himlen er helt lys nu. Mine øjne drikker lyset. Drukner i lyset. Hvis jeg lader mit blik glide ud af fokus, er det næsten som om, jeg kan kigge igennem det blå. Gennemtrænge det. Se i dybden. Se igennem. Til den anden side. En sky sejler ind i mit synsfelt og flammer op i orange. Et træ strækker sine grene og blade op over hustagene. De står tegnet i skarp silhouet mod den overjordiske, lyse morgenhimmel. Væsener og dyr træder frem af det skyggeagtige virvar. Tager form af grene og blade og skygger.
En trold vinker til mig. Jeg smiler og vinker tilbage. Jeg kender dem. Skyggevæsenerne. Dem er jeg også vokset op med. De bevæger sig ikke. Kan ikke. Gør ingenting. De er der bare. Men de er opmærksomme. Våger over mig. Passer på mig. Og jeg føler mig tryg med den vinkende trold, den lille hund og den store, forfjamskede haner, der alle troner på hustaget overfor.
Morgenen glider langsomt videre. Hen over kloden. Uden nogen rigtig lægger mærke til det. Jeg må også hellere komme i gang. Få ordnet gøremål. Få noget ud af dagen. Men jeg bliver siddende en stund endnu. Stille. Uden at røre mig. Bare observerer morgenen, der langsomt og umærkeligt bliver til dag.
Lidt om ingenting
I går havde jeg en stærk lyst til at skrive. Bare gøre det. For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke. Så forbliver mine eventyr tanketåger, der hjemsøger mine hjernekroge uden nogensinde at finde fred i bogstavernes faste form. Jeg fik lyst til at samle og organisere alle mine noter og flaksende papirlapper med små guldkorn på. Jeg fik lyst til at færdiggøre, afslutte alle de halvfærdige historier, der ligger tålmodigt i min arbejdsmappe. Jeg fik lyst til at se det hele bundet ind og udgivet i en smuk, slank bog.
Men det var i går. Og det var inden middag. Timerne gled stille og roligt af sted, mens jeg ordnede overspringshandlinger. Jo, jo, godt nok relevante overspringshandlinger – jeg fik skrevet blogindlæg og Instagram-post. Noget med ord. Men så var jeg også træt. Sofaen havde trukket solens stråler ned over sig og lokkede; “Kom, læg dig her hos mig i eftermiddagssolen. Herfra kan du se skyernes flugt over himlen og mærke den friske vind fra vinduet. Her er blødt og rart og ingenting, du skal.”
Og jeg er nem at lokke til rare ting, så jeg puttede mig ned i sofaens bløde favn. Kiggede på skyerne. Kiggede på stuen. Lå i en boble af rarhed og havde det bare rart. Uden at skulle noget bestemt.
Så det var i går. I dag regner det. Stille, hviskende, silende. Jeg føler stadig lysten, behovet for at skrive. Men i dag har en anden modstander meldt sig på banen: Modløsheden. Og den svinger sit sværd af U-inspiration hen over mit hoved. Jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg er helt tom for idéer. Jeg har jo ikke oplevet eller tænkt noget siden i går. Hvis jeg ikke kunne skrive de historier færdige for flere år siden, hvor jeg var ung og frisk og kreativ, så kan jeg da slet ikke nu.
Heldigvis har jeg et hurtigt bagholdsangreb klar mod Modløshedens mismods-ild. “Det betyder ikke noget,” råber jeg, “jeg skriver bare om ingenting. Og hvis det er ingenting, behøver jeg ingen idéer, ingen kreativitet eller inspiration. Der vil ikke engang være en bedømmelse af kvaliteten. For det er jo bare.. Ingenting!“
Modløsheden stopper op med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg går grinende forbi den. Sætte mig i sofaen med en kop te og begynder roligt at fylde et blogindlæg ud med ingenting.