Jeg kunne skrive mange indlæg om mine tanker og overvejelser omkring at tilmelde mig og starte på Essence Practitioner-uddannelsen. Jeg kunne skrive om, hvad der skete på Modul 1. Jeg kunne skrive om, hvad jeg tænker for fremtiden. Og måske gør jeg det. En anden dag. Men i dag vil jeg bare skrive om min oplevelse i den aktive meditation på den sidste dag af Modul 1:
I dag gik der hul. I dag fik jeg kontakt med mig selv. I dag fik jeg banket et lille bitte hul aller dybest nede i bunden af mig selv. Dernede i mørket var en del af mig selv – skjult og gemt. Så godt gemt, at min bevidsthed ikke kendte til den, og skjult for mig selv for at beskytte mig.
En gang for længe siden var den lille del af mig kravlet dybt ned i mørket, hvor den sad og holdt fast og holdt sammen. For at beskytte mig mod verden udenfor. Den havde lagt slør og glemsel ud, så jeg ikke kunne finde den. For at beskytte mig mod mig selv. Men nu ville den lille del gerne ud. Nu var der ikke længere brug for, at den holdt fast og beskyttede mig. Men den vidste ikke længere, hvordan den skulle give slip eller finde ud. Den havde siddet der så længe, at den havde glemt det, og den havde gemt sig så godt, at Bevidstheden ikke anede, at den fandtes.
Og sådan gik der mange år. Den lille del af mig, hun sad nede i mørket og holdt fast og passede på, og Bevidstheden havde travlt med at agere og være i verden. Tage uddannelse, være social, opleve ting, blive klog på livet og prøve at finde min vej. Men en dag stoppede Bevidstheden op og begyndte at mærke indad – mærke efter. Det var som om, der manglede noget. Der var en ubestemmelig følelse af sorg. En længsel efter noget. Så Bevidstheden begyndte at lede. Hvor kommer den sorg fra? Hvad betyder den? Hvad er det, jeg længes efter?
Og der var mange gode bud fra verden omkring mig på løsninger: Kig indad. Åben op. Tune ind. Lyt til din sjæl. Lyt til din intuition. Bed dine guider og engle om svar. Lyt, lyt, lyt. Åben, åben, åben. “MEN HVORDAN?” råbte Bevidstheden. Og opgivende, magtesløs spurgte den; “Er jeg åben nu? Jeg føler mig åben. Eller. Jeg ved det ikke.“
Men i dag gik der hul. Da jeg lærte at trække vejret igen. Åndedrættet sad ikke længere fast oppe i halsen. Det var bare i hele kroppen. Frit og uden grænser. Og pludselig gik der altså hul i den aller nederste del af mig. Jeg kiggede ned og opdagede et skjult rum i mørket. “Det var på tide, jeg er klar til at give slip nu.” råbte den lille, skjulte del af mig op til den del af mig, der kiggede ned i hullet. Hun rakte med lettelse armene op mod mig. Jeg rakte ned efter hende, og jeg mærkede hvordan mine ben rystede, da spændingerne i dem gav slip.
Ååhh, jeg har jo råbt og skreget til Universet, at jeg var klar til at give slip. At de bare kunne vise mig, hvordan jeg skulle gøre. Men der var ingen, der kunne fortælle mig eller vise mig, hvordan jeg skulle give slip. Selv om jeg forsøgte at efterligne, forsøgte at forstå og følge deres anvisninger.
Men nu har jeg altså slået hul i bunden af mig selv og fundet det sted, hvor længslen strålede ud fra. Nu kan jeg tage den tabte del til mig og give slip. Hun behøver ikke længere sidde nede i mørket og holde krampagtigt fast for at beskytte mig. Det har jeg ikke brug for længere. Nu kan jeg åbne det skjulte, mørke rum op og fylde det med bevidsthed, udforskning, nysgerrighed, leg og gyldent lys.
