Udgivet den

Mandag morgen i et nyt år under en ny måne

Jeg starter mandag morgen i det nye år langsomt op. Mandag morgen under Stenbukkens nymåne. Alting emmer af ny energi. Ny start. Jeg strækker mig i sengen. Strækker mig sammen med morgenbrisen, der får gardinet til at vinke og bærer morgenlyde af hanegal og motorvej med sig ind til mig.

Jeg starter mandag morgen langsomt. Mens jeg børster tænder trommer regnen ivrigt på ruden. Da jeg laver te i køkkenet, er regnen draget videre. Den har ting, den skal nå. Ting, den skal udrette. Jeg har også ting, jeg gerne vil nå. Ting, jeg gerne vil udrette. Og jeg mærker forventning boble i min mave. Himlens grå farve har nuancer af optimisme. Måske kigger solen frem i dag. Måske.

Jeg lufter ud i stuen og rydder op. Jeg fylder foder op til fuglene ude i træet. Temperaturen er mild for en januarmorgen. Optimistisk. Jeg nyder verden omkring mig. Nipper til min te, mens jeg fra det åbne vindue byder de første gæster velkommen i fuglefoderrestauranten. Musvit og bogfinke. Solsorten venter tålmodigt på jorden på de kerner, de andre smider ned.

Langsom mandag morgen med tusinde visioner og planer. Men jeg har ikke travlt. Jeg har bare passion. Jeg lander igen efter juledagenes limbo. Jeg overgav mig fuldstændigt til juleferiens udflydende substans. Det er nemmere at flyde med end at kæmpe imod. Dagene mellem jul og nytår er altid udenfor nummer. Uden datostempel og tid. De er en opløsning af tid. De er mad og slik, familie, sofa og tv. De er mørke og kulde og venten. Og søvn. Og jeg flød med og lod mig gå i opløsning. Herfra kan jeg samles igen.

Mandag morgen. Et nyt år. En ny måne. En ny verden. Herfra kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg kan skabe og bygge. Jeg kan lege og male. Jeg kan drømme stort og fortælle eventyr indtil de manifesterer sig i ægte kød og blod, sten og jord.

Jeg lukker vinduet igen. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke holder fast på mig selv, risikerer jeg at svæve væk. Let svimmel lukker jeg øjnene og sender mine tanker og rødder ned mod jorden. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er. Måske er jeg bare mig. Måske er det alt, jeg behøver at være. Måske er det bare herfra, jeg starter.

Langsom mandag morgen i en helt ny begyndelse. Te og stille, atmosfærisk morgenjazz. Den grå himmel smiler kækt med en vind, der bevæger de tynde vinterblade mod ruden. Skraldebilen tømmer klirrende de tomme nytårsflasker og ræser videre. Jeg sætter mig foran computeren. Jeg har meget, jeg gerne vil skabe. Meget, jeg gerne vil udrette.

Udgivet den

Det Gamle År og Det Nye År

Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.

Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!

Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.

Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.

Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.

Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.

Udgivet den

Tanken med Den Halve Time

Jeg spørger tit mig selv for tiden, om det ikke snart er på tide med et nyt blog-indlæg. Nye tanker skrevet ned og sendt ud i cyberspace. Men jeg bliver ved med at slå det hen; “Ikke lige nu. Jeg har ikke roen. Mine tanker vælter bare rundt i en stor pærevælling. De er ikke til at få styr på. Der er ingen hoveder eller haler at gribe fat i. Hvad skal jeg skrive om? Hvor skal jeg begynde?“

Men så slog det mig – det er jo netop dét, der er tanken med Den Halve Time. Sæt dig ned, max en halv time, og så bare tøm hovedet for tanker. Klik ventilen op, lad den værste damp fare ud, inden du letter på låget og bukker hovedet let fremover, så tankerne strømmer frit ned på papiret. Bare lad dem komme. Bare lad pærevællingen løbe ud. Du behøver ikke at gribe efter den eller prøve at forme den til noget. Bare lad dens form være en udflydende strøm af tilfældighed. Bare lad vildfarne tanker flagre op ad den åbne kranieskal som sorte, skræppende krager. Lad være med at forsøge at fange dem. Bare observér, hvordan de flyver forvildede og oprørte rundt, indtil de finder et åbent vindue og forsvinde mod den grå himmel med lange, længselsfulde skrig.

Jeg kan allerede mærke det. Som strømmen af pærevælling begynder at tage af, bliver mit hoved meget lettere. Det vipper lidt usikkert frem og tilbage på halsstilken, som nu virker lidt for lang og lidt for tynd. Mit hoved er nu en stor, tom valmuekapsel, der vugger let i den blide brise under den skyplettede, blå septemberhimmel på den vidstrakte valmuemark. Når vinden tager fat i mine kinder, kan jeg mærke og høre et par tørre frø rasle rundt inde i bunden af mit hoved. Men de fleste frø er allerede faldet ud, fløjet videre, ud mod havet. Der breder sig en stille ro. Fra hovedet glider den ned gennem kroppen. Det er lige præcis dét, jeg har manglet de sidste par uger.

Det er sjovt egentlig, som der hænger en umiskendelig efterårsstemning over dagen i dag. I går var fuld af forårsstemning. Lyset afslørede at alt var nyt og klar til begyndelse. I dag har Verden atter trukket sig ind i sig selv. Alt er gammelt og tynget af visdom og erfaringer. Alting vil bare gerne sætte tempoet ned, til det til sidst går i stå. Det kan ikke engang være min indre cyklus, der farver min verdensopfattelse, for den indre kalender siger sommer. Vi må nok bare berede os på, at intet er, som det burde være. Alting er i oprør mod det etablerede. Alting gør bare lige præcis, som det passer det.

Jeg kigger lidt på tanken om at skrive indlæg med temaer. Indlæg med en rød tråd, med et budskab og med hoved og hale. Tanken ligger dér på bordet som en grå klat. Den er begyndt at størkne i kanterne. Jeg kan godt se, hvor den kommer fra. Den har kigget rundt i verden og set, at sådan gør andre bloggere og Instagrammere. De skriver lange indlæg med store temaer og vigtige budskaber. “Det må være sådan, man gør. Det vil jeg også,” hvisker tanken. Jeg sender en kærlig tanke ned for at skrabe den op fra bordet.

“Men jeg er jo ikke alle andre. Og jeg vil nok heller ikke være alle andre. Jeg vil bare være mig,” indser jeg. Den grå tanke på bordet peger med en afkræftet finger op på min ene skulder. En lille djævel stikker sin lange, spidse næse ind i mit øre. “Men hvad nu hvis du er alt for sær? Hvad hvis der ikke er nogen, der forstår dig? Se, de andre har succes med deres formel. Du vil også gerne have succes, ik’? Kopiér deres formel. Alle gør det. Bruger formlen, som folk kender og forstår. Og alle har succes. Ingen forstår det, du gør.” Ordene triller ned i mit hjerte, der giver et forskrækket hop.

Men i dag er en dårlig dag for smådjævle og forræderiske, selvdestruktive tanker. Den grå efterårsstemning har et lag af gyldent lys over sig. Luften er tyk af gudinde-energi. Kali, som så insisterende sprang ud af kortbunken i går aftes, ligger på bordet ved siden af mig. Hendes gennemborende, intense øjne låser sig fast i mine, da hun springer op og uden tøven svinger sit sværd i en bue, der kløver djævelen i to stykker. I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.

I dag er ikke en dag til ikke at stå stærkt i sig selv.