Udgivet den

Hvis jeg bare gjorde det

Hvad hvis jeg bare gjorde det. Satte mig ned og skrev.
Ord. Der kom til syne på skærmen som mine fingre klimrede hen over tastaturet.
Hvad hvis jeg bare gjorde det? Uden at tænke for meget over det. Tænke over, hvad det skulle føre til. Eller bare tænkte handlingen ihjel, inden den var blevet til andet end en tanke.

Hvad hvis jeg bare gjorde det, er så besnærende nært ved.
Men for hver dag, jeg ikke gør det, vokser der en kløft frem mellem mig og Hvad hvis jeg bare gjorde det.
Og den bliver større. Og større.
Hver gang jeg tænker tanken, men ikke udfører handlingen.
Hvad hvis jeg bare gjorde det.

Men det gjorde jeg så ikke.
Dag efter dag gjorde jeg det bare ikke.

Jeg tøvede.
Jeg ventede.

Og det var jo ikke fordi, jeg slet ikke gjorde noget overhovedet.
Jeg gjorde en masse.
Jeg gjorde alt muligt andet.
Jeg gjorde nogle dage fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Alt muligt.
Jeg gjorde bare ikke lige det.

Ikke før nu.
Hvor jeg så bare gjorde det.
Jeg stoppede min egen tankerække, inden den igen nåede at slå handlingen ihjel.
Uden tanke rakte jeg hånden ud og åbnede computeren.
Jeg mærkede en svag modstand i mit indre. For selv dét at ikke gøre noget kan blive en indgroet vane. Og vi har det bedst med vaner, ik’. Noget trygt og vant, som vi kan læne os tilbage i.
Aaahh, jeg synes ligesom ikke, jeg har brug for mere nyt lige nu. Ikke engang gammelt nyt.

Men jeg gjorde det alligevel.
Jeg åbnede computeren. Og jeg åbnede min blog. Og jeg lod fingrene klimprer og danse hen over tastaturet. Og se! Bogstaver og ord og sætninger foldede sig ud på skærmen.
Som havde de hele tiden gjort det. Som havde de aldrig været stoppet og gemt væk i støvede spindelvævskasser bagerst i min hjerne.

Jeg mærker en stille triumf.
Jeg viser den ikke til nogen. (Her er heller ikke nogen, så ingen ville se den, selv om jeg viste den.)
Men jeg viser den ikke. Ikke engang til væggene og møblerne og det blå aftenlys i stuen.
Det er min lille, stille, indre triumf.
Jeg værner om den i mit indre. Lader den brede sig ud i mit bryst.

En sølvpil skyder hundrede kilometer oppe på den blå himmel mod sydvest. Den flyver lige igennem de spæde, lysegrønne skud på spidslønnen.
Det er alt, der er i min verden lige nu.
Det er alt, jeg behøver i min verden lige nu.
En sølvpil på en blå forårsaftenhimmel. Og en stille, indre triumf over ord.

Udgivet den

En god dag at holde syg på

Solskin. Og en lille, død fugl i min frosne græsplæne. En lille bitte gråmejse. Jeg havde nær trådt på den, da jeg hang dynerne ud på tørrestativet til en omgang frisk luft og solskin. Jeg sad et øjeblik hos den lille bitte fugl. Så fin og blød. Stakkels ven. God rejse videre og tak for denne gang. Gråmejser lever i par.

Jeg har en lang mandags-to do-liste. Men jeg har også sygdom i min krop. Ondt i halsen, hoste og svage lemmer, mens kroppen gør det, en krop nu engang gør ved sygdom. Det er længe siden, jeg har været syg. Det er lidt som at besøge sin barndoms forlystelsespark og ud af minder og ren nostalgi sætte sig op i en gammel, knirkende karrusel. Man husker turen og beruselsen. Og i starten er genkendelsen rar. Spændende. Som det var engang. Men da man stiger ud af vognen efter endt tur, trækker man bare på skuldrene. En karrusel som alle andre. Bare endnu en tur rundt og rundt. Ikke noget særligt. Bare lidt rustent tidspild. Den tur har vi taget så mange gange siden. Og vi forlader forlystelsesparken, nu et glitrende barndomsminde fattigere.

Min mandags-to do-liste hopper entusiastisk. Jeg ryster på hovedet. Man skal huske at ære, når man er syg. Jeg har talt med Chefen, og Chefen er enig. Sygdom er hellig. Selv om man i vores samfund hurtigt kan forvanske hellighed og gøre det til et middel for kontrol og magt og frygt.

Jeg har dog ikke brug for hverken magt eller frygt. Jeg har bare brug for ro. Jeg overvejer en gåtur i solskinnet, men min krop afviser forslaget som for ambitiøst. Det blæser også. Dynerne blafrer på tørrestativet. De har travlt. Dynerne. Med at blafre. Hvor ser det egentlig meningsfuldt ud, som de løfter og sænker sig og får tørrestativet til at dreje rundt. At blafre. Måske ville jeg være god til at blafre. Det virker i hvert fald mere meningsfyldt end nogle af de jobbeskrivelser, jeg har læst i jobannoncer på det seneste. Måske skal jeg skrive det på mit CV. “God til at blafre.”

Ikke at forveksle med “blaffe”. Det er en helt anden historie til en anden slags dag.
I dag er en dag med endeløs blå himmel. Jeg holder syg, og det ærer jeg ved at lægge mig på sofaen og holde øje med himlen. Der kommer nok snart nogle skyer forbi.

Udgivet den

Efterårsregnvejrsgåtur

Jeg går ud i den grå, regnvåde efterårsmandag. Mine planer for i dag er blevet ændret. Min to do-liste er lang. Udenpå er alting kaos. Men indeni er alting gylden ro. Alting er nyt. Men med følelsen af at være kommet hjem.

Jeg går forbi de disede marker. Gråvejr giver mig altid en følelse af, at tiden er gået i stå. Tiden er stoppet, og verden er gået i hi. Her er ingen mennesker. Kun kragerne ude på marken og gæsene højt over mit hoved. Træerne er i gang med en efterårssonate. Tusinde af krystaldråber klinger omkring mig. Småfuglene stemmer i, mens granerne tilføjer en underliggende susen. Lige rækker af høje, lige stammer. Som en mystisk søjlegang, der fører mig ind i elverkongens slot. Plantager har en helt særlig magi. Som om samspillet mellem menneske og natur skaber en særlig alkymi.

Mennesket – med sine idéer og drømme, visioner og planer. Mennesket med sine handlinger, sin gøren, sin ageren. Sin arrangeren og omorganisering. Med hårdt arbejde og tålmodighed gør han plads, planter han til, måler op og sætter i rækker. Og så forlader han stedet. Lader naturen gøre, som naturen gør. Vokser, skyder, bærer frugt, sætter frø. Åbner op mod forårssolen og går i hi med efterårsvinden. Sirlige, lige rækker med naturligt kaos af nedfaldne grene, mos og svampe. De var ikke en del af menneskets planlægning. De joinede ligesom bare, improviserede. Men vi kan se, at mennesket har været her. Engang.

Det er den samme følelse, jeg får omkring ruiner. Det er ikke en kamp mellem menneske og natur. Det er samskabelse af overnaturlige, magiske steder. Det er ikke en kamp om pladsen, men et samspil, hvor begge parter med respekt for hinanden, tilføjer netop dét, som de kan. Eller sådan tænker jeg det i hvert fald.

Det knæhøje græs er tungt af dugperler. De gennemvæder mine bukser. Væden trænger ind i min hud, i mine knogler, mit blod, helt ind i det inderste af mine celler. Alt er vand. Våde efterår. Dit vand gennemtrænger alting. Jorden er mættet og våd. Træerne, bladene, vejene, markerne er våde. Luften er våd. Selv regnen føles mere våd mod mit fugtige ansigt. Det er ikke vand for næring, som forårets glade strømme. Det er vand til opløsning. Vand til renselse. Vand til død. For alt det, som ikke længere tjener et formål. De splattede blade og blomsterstængler på jorden. Snart opløses de og forsvinder. Ned i mørket. Der er ikke noget drama over det. Ingen voldsom kraftanstrengelse for at slippe. Det er en passiv handling. Det sker bare. Helt af sig selv. Det, der skal slippes, glider bare stille og roligt af. Glider væk. Det var det. Intet drama, ingen sorg. Det var bare.

Elmetræernes gule blade sludrer lystigt, da jeg går under dem. De har altid så mange ting at fortælle. Rådyrene springer forskrækkede op, løber et stykke og stirrer så vantro tilbage på mig. Jeg smiler og vinker til dem. De lusker ind i krattet. Der lyder høje bank fra et overdækket bålsted. “Vil du ikke have en krebs?” spørger en mand, da jeg kommer derhen. Ham og hans datter har fanget krebs i åen og kogt dem over bål. Jeg får stukket et stykke flutes med helt frisk, saftig krebs i hånden.

Jeg vandrer videre hen over marken under den grå himmel og tiden, der er gået i stå. Her findes ikke andre mennesker. En hel række af høje planter står med lysende gule blomster. Som om de ikke har fået beskeden om, at sommeren nu officielt er slut. “Hvem er du?” spørger jeg den gule blomst. Den svarer ikke. Jeg plukker en og tage med mig hjem. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende vandrer i et tåget eventyrland.

Udgivet den

Søndagsstille, sommerdiset pause-pause

Et søndagsstille, sommerdiset hjørne af København. Solen er begyndt at kravle hen over den gule mur. Snakkende stemmer, der dæmpet når mit skjulested. Som om sommervarmen vakumiserer alle lyde. Gør dem fjerne og barndomsdrømme-agtige. Er det her min sommer lige nu, eller er det i virkeligheden et minde fra min barndom?

Og jeg mærker solen varme mine nøgne ben. Ligesom lydene flyder min krop ud. Konturerne smelter væk i varmen, og jeg flyder bare sådan lidt ud. Flyder bare helt udramatisk og dovent lidt sammen med verden. Vi er jo alligevel skabt af det samme. Det er kun et spørgsmål om tæthed og temperament.

Jeg holder en pause fra min pause. Alt er pause og flydende tempo de her dage. Tænk engang, at vi har gjort dét til noget unaturligt. Tænk engang, at man har fået indoktrineret flovhed på autopilot over at lave ingenting. Jeg har ingen planer. Ingenting jeg skal nå. Og i dag virker selv det en smule for meget, så jeg holder lige en pause her på altanen. Den driver trods alt tykt i sommersøndagsstemning.

Når jeg lægger mig ned kan jeg bare se blådiset himmel, grønne træer og et udsnit af solskinvarm, gul mur. Tænk engang, hvor heldig jeg var at finde sådan et hul midt i København. En stille oase med udsigt til uendelig himmel. Mursejlerne suser i store buer rundt på min himmel. Frie og ubekymrede. Nogle stemmer er ved at starte en grill i gården. Utydelige ord og røglugt stiger op til mig. Jeg suger det hele til mig. Nyder det. Gemmer det i det øjeblik, der er lige nu. Fremkalder et polaroid-minde og gemmer det i min skattekiste. Snart skal jeg videre herfra. Snart har jeg siddet på min altan og kigget op på min Københavnshimmel for sidste gang. Men lige nu er lige nu. Og lige nu er perfekt søndagsstille, sommerdiset stille liv. Her på altanen.

Solen er kravlet længere hen over himlen og kigger nu frem bag muren. Den blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod muren, suger solens varme ind med hele mit ansigt. Jeg tror faktisk, vi har brug for flere pause-pauser i verden.