Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.