Udgivet den

Det eneste, der er, er dage

Jeg føler et behov for at sætte mig og skrive et blogindlæg. Men jeg kan hverken finde roen eller inspirationen eller lysten. Måske er det “bare fordi”, det er ved at være længe siden sidste blogindlæg. Måske er det “bare fordi”, jeg jo skal holde gang i tingene. Holde momentum.

Men der er ikke rigtig noget, der er lineært længere. I hvert fald ikke tiden. Uger og dage er stoppet med at have betydning. Navne og tal. Det er ikke rigtigt af betydning, om det er tirsdag eller d. 15. Aftaler og planer er aflyst eller udskudt. Så hvorfor overhovedet tælle tiden? Jeg tæller i hvert fald ikke mere. Slet ikke på samme måde. Selv det gamle vægur med lodderne i stuen har længe hængt stille. Pendulet svinger ikke, og viserne viser for evigt klokken 8.

Det eneste, der er, er dage.

Morgen; Lyset og fuglene vækker os. Morgensolen stråler glad og varm ind ad stuevinduerne. Jeg elsker stuen om morgenen. Og jeg starter med en meditation eller bare at sidde stille og betragte støvkornene i solstrålerne og alle mine fine ting, der bliver belagt med morgenbladguld af solen.

Så følger et par timer med en indre kamp og ondt i maven, hvor jeg er nødt til at finde min arbejdscomputer frem. Jeg stirrer tomt og forpint på mails i min indbakke. De giver ikke rigtigt mening for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Det virker så meningsløst. Så ligegyldigt. Især nu.

Eftermiddag; Gåtur i solskinnet. Læse en bog. Lave en aktiv meditation. Skrive tanker ned. Mærke ind i mine tanker og følelser. Hvorfor sker der så meget indvendigt lige for tiden? Hvorfor er der så mange gamle og trælse følelser, der kommer op? Hvorfor nu? Hvorfor hele turen med offermentalitet og synd for mig-følelser, når nu jeg burde elske situationen med hjemme-isolation? Jeg føler mig fanget, det er de andres skyld, det hele kan også bare være lige meget, det er for hårdt overhovedet at prøve, og jeg tør ikke stille mig frem som mig, for jeg kan ingenting eller jeg ved i hvert fald ikke, hvad jeg egentlig kan.

Men så kører jeg en tur ud til vandet. Alt er blåt i blåt. Blå himmel, blåt vand, blå horisont. Blå tanker og blå drømme. Hjemme på sofaen, putter jeg mig under en dyne og falder i søvn til min yndlingsmusik og min yndlingsduft, mens himlen langsomt glider over i en symfoni af aftennuancer udenfor. Mit hjerte synger gyldent om simpel glæde.

Aften; Bjørn kommer frem fra sit arbejdshjørne i den anden ende af stuen. Vi mødes på sofaen og smelter sammen i et søvnigt kram til en dokumentar om Universet. Udenfor er Verden mørk og stille. Stjernerne våger lydløst over os og sender et blink ned, når jeg hilser dem fra altandøren. Halvsovende lister vi ind i seng.

Drømmer til stjernernes lydløse sang og Jordens stille, drejende dans. Snart klar til en ny cyklus i morgen. En dag. Bare en ny dag blandt alle de andre dage. Uden navn eller nummer. Bare rundt og rundt. Væren imellem lys og mørke.

Udgivet den

En cyklus vender

I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.

Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.

Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.

Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.

Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.

Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.

Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.

Udgivet den

Fragmenter i lilla

I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.

Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.

Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.

Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.

Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.

Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.

Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?