Aftenstemningen er lummer, tung, ventende. Vi kørte en tur. Eventyr. Bare lige ud, indtil en indskydelse fik os til at dreje. Nogle steder havde det regnet. Intens duft af vådt. Asfalt. Græs. Liv. Grønt. Bål. Som vi susede forbi, indsnusede jeg det med hele kroppen.
Og jeg kunne mærke den nye begyndelse stå og vinke i horisonten. Nu. Nu. Lige om lidt. Og min sjæl jublede af glæde ved fornemmelsen af, at denne gang var jeg ikke alene. Den her nye begyndelse skal jeg dele med Bjørn. Os to. Helt tæt sammen. Åbne døren sammen. Træde ind sammen. Stå i den store, tomme stue og føle os små og måske lidt fortabte – sammen. Dele glæder og frustrationer. Række ud og vide, at den anden er der med kærlighed og støtte. Falde i søvn, mætte og overvældede af alt det nye, i hinandens arme under nye stjerner.
Og måske er det derfor, jeg føler sådan en ro. Selv om jeg ingenting ved, selv om jeg ikke har regnet noget ud eller har nogen plan, så mærker jeg, at alt bliver, ligesom det skal være. Alt bliver godt. For jeg er ikke alene. Jeg krammer den følelse ind til mig, mens vi kører igennem den danske sommeraften. Hun er frodig og tung – sommeraftenen. Markerne svulmer og lyser gyldent rosa. Træerne hænger tungt rundt om markerne som en beskyttende, grøn mur. Mågerne cirkler under de tunge tordenskyer, holder festmåltid i flyvemyrer. Alt er langsomt og tungt. Alt er frodigt og vibrerende. Alt er, som det skal være. Vi farer vild i et sommerhusområde. Måske med vilje.
… Og så blev mit eventyr-skriveri afbrudt af naboen, der kom ud på sin altan og talte højt i telefon. Min boble opløste sig. Eventyret i sommerhuslabyrinten og det gyldne lys på markerne opløste sig i luftige drømmekasteller, der hurtigt svævede væk over hustagene.
Egentlig var alt, jeg ville sige, vel bare følelsen af opløsning. Jeg føler en lyst, ja, en trang til at gå i opløsning. Flyde ud. Blive et med alt. Blive alt.
Jeg er alt. Jeg strækker mig ud over min krops grænser. Min bevidsthed ekspanderer. Endeløst. Stadig prøvende, da jeg forventer at støde mod noget. En grænse. Men det gør jeg ikke. Det er kun mig selv, der beslutter begrænsningen. Den findes ikke i virkeligheden. Kun i mit eget hoved. Giver jeg slip på den, kan jeg fortsætte udad og udad og opad. Uendeligt. Jeg kan udfylde hele Universet med min bevidsthed. Og hele Universet kan være indeni mig. Så der er ikke noget at være bange for. Alligevel mærker jeg usikkerhed. Jeg er trods alt kun/også et menneske. Og i horisonten vinker en ny begyndelse.
Jo længere tid jeg befinder mig i verden, jo mindre forstår jeg af den. Eller – jo længere tid, jeg befinder mig i den menneskeskabte verden, det civiliserede, moderne samfund, jo mindre forstår jeg det. Jeg kigger mig omkring og føler mig som én, der lige er ankommet fra en anden planet, eller som én, der lige er vågnet. Forestillinger givet til mig som barn og teenager, viser sig en for en ikke at være rigtige. Måske i teorien, i idéen. Engang i intentionen. Men ikke i den virkelighed, jeg nu står og betragter. Alle de forventninger, jeg havde med mig, da jeg kom ind i denne verden, skuffes igen og igen. Måske har verden ikke mere at byde på? Måske var jeg overambitiøs på verdens vegne. Skru lige ned og stik piben ind. Der er ikke mere at komme efter. Ikke for dig i hvert fald.
Men jeg kan se spøgelset af den verden, jeg troede eksisterede. Jeg kan se genskæret af det samfund, jeg i tidens morgen købte billet til. Jeg kan se alle de rigtige bevæggrunde og intentioner stå tomme og forladte og vaje i en svag vind. Glemt. Forladt. Efterladt. Måske i farten. Har vi glemt os selv og vores strålende vision, mens vi har udviklet os til endnu et nyt stadie af avancerethed?
Et moderne samfund for os alle. Alle mennesker er lige. Alle mennesker har rettigheder. Ret til livet. Ret til frihed. Ret til fred og ro og tryghed. Men kanterne bliver stadig skarpere, og rammerne bliver stadig smallere. Form dig, pas ind. Og maskerne i sikkerhedsnettet bliver stadig større. Ingen rækker en hånd ud, når du hænger dinglende over afgrunden. I stedet smider de blanketter ned til dig. “Udfyld de her spørgeskemaer.” Tro og love-erklæringer. Forudindtagede og fordømmende ledende spørgsmål, der vil putte dig i en bestemt kasse. Eller helst uden for kasserne. For du er besværlig for systemet. Systemet, der måske nok engang var tænkt til at være til for dig, har ikke tid eller ressourcer til dig. Du er besværlig for systemet. For systemet har udviklet sig og knopskudt 8 nye systemer, og de har alle sammen travlt med at holde hinanden beskæftigede. Med digitale 20-siders formularer holder de hinanden fuldt beskæftigede, ja faktisk overbebyrdede, hurtigtløbende, papirudstedende, sagsrundtflyttende. “Måske vi bør skynde os at oprette et system og en instans mere. Det har vi brug for. Hvor blev borgeren nu af? Nåh, pyh. Godt, hun er væk. Hun var også kun til besvær og sænkede vores arbejde.“
Skatter. Omfordeling af goder. En fælles kasse, så vi alle sammen kan bidrage og hjælpes ad med at opbygge et smukt og dejligt samfund. Skoler, plejehjem, svømmehaller, biblioteker, politi, museer. Smukke, fredelige parker og skyggefulde, trimmede alléer. Kan I se det for jer? Har I købt ind på den forestilling? Skatter og afgifter og moms og gebyrer. Pengekarussellen drejer hurtigere og hurtigere. Men der ryger ingen af de store bamser ud fra tombolaen i aften. Heller ikke i aften. Men i morgen. I morgen er der helt sikkert gevinst. Den største bamse fra øverste hylde. Til borgerne. Til samfundet. Til alle mennesker. Men ikke i aften. Kom igen i morgen. Betal din indsats. Lad hjulet spinne og lamperne blinke. Men kom så igen i morgen. Måske i morgen.
Og demokratiets ølkasse er blevet en lukket klub for egoets liderlige strategispil. Alle kaster sig frådende ind i bunken for at nå toppen. “Hvorfor redde verden, hvis jeg kan smadre min modstanders fjæs. På live TV? Hvorfor gøre noget godt for borgerne, hvis jeg kan trampe på mine modstandere? Sagen? Den ved jeg ikke noget om, men jeg kan love jer for, at de kommer ned med nakken, og at vi vinder.” Måske var det bare en romantisk, naiv drøm? Måske fandtes der engang politikere, der gik til tinge for at gøre en forskel for mennesker. For at skabe et bedre samfund. For at bygge noget stort og smukt. Noget visionært, langsigtet og fremtidssikret. Og ikke bare et jernmonument med deres navn i toppen. “Se mig, se mig. Se, hvor vigtig jeg er for samfundet – og ikke mindst for mine venners pengepung.“
Som jeg står her. Undrende. Hovedrystende. Tvilende. Opgivende. Så fornemmer jeg genfærdene omkring mig. Genfærdene af dem, der har stillet de samme spørgsmål før mig. Det moderne samfunds kritiske spøgelser. Hippiere. BZ’ere. Punkere. Utilpassede. Hjemløse. Rodløse. Klimaaktivister. Højtråbende. Utaknemmelige. Har samfundet da ikke givet dem alt?
Men det var ikke dét, vi var blevet lovet. Vi trådte ud af barndommens dør og stod tilbage og kiggede på et helt andet billede end det, der var malet i vores barndomslærdomsbilledebøger. Ingen smilende politimand. Ingen andemor med ællinger. Ingen glade piger med rottehaler. Ingen rolige, overskudsagtige voksne med venlighed og respekt til overs for hinanden. Ingen smukke parker, skoler, alderdom, sikkerhedsnet, frihed, kultur, lærdom. Ingen plads til alle mennesker.
Er det fordi vi ikke vil? Eller har vi egentlig bare glemt, hvad det hele handler om? I farten? For at skabe det bedste samfund? Måske er det ikke blevet værre. Men spøgelsernes hvisken fortæller, at det heller ikke er blevet bedre. Måske er det her bare det bedste, vi kan præstere. Måske. Men drømmene er ikke ved at slukkes. Drømmene er ved at vågne.
Et søndagsstille, sommerdiset hjørne af København. Solen er begyndt at kravle hen over den gule mur. Snakkende stemmer, der dæmpet når mit skjulested. Som om sommervarmen vakumiserer alle lyde. Gør dem fjerne og barndomsdrømme-agtige. Er det her min sommer lige nu, eller er det i virkeligheden et minde fra min barndom?
Og jeg mærker solen varme mine nøgne ben. Ligesom lydene flyder min krop ud. Konturerne smelter væk i varmen, og jeg flyder bare sådan lidt ud. Flyder bare helt udramatisk og dovent lidt sammen med verden. Vi er jo alligevel skabt af det samme. Det er kun et spørgsmål om tæthed og temperament.
Jeg holder en pause fra min pause. Alt er pause og flydende tempo de her dage. Tænk engang, at vi har gjort dét til noget unaturligt. Tænk engang, at man har fået indoktrineret flovhed på autopilot over at lave ingenting. Jeg har ingen planer. Ingenting jeg skal nå. Og i dag virker selv det en smule for meget, så jeg holder lige en pause her på altanen. Den driver trods alt tykt i sommersøndagsstemning.
Når jeg lægger mig ned kan jeg bare se blådiset himmel, grønne træer og et udsnit af solskinvarm, gul mur. Tænk engang, hvor heldig jeg var at finde sådan et hul midt i København. En stille oase med udsigt til uendelig himmel. Mursejlerne suser i store buer rundt på min himmel. Frie og ubekymrede. Nogle stemmer er ved at starte en grill i gården. Utydelige ord og røglugt stiger op til mig. Jeg suger det hele til mig. Nyder det. Gemmer det i det øjeblik, der er lige nu. Fremkalder et polaroid-minde og gemmer det i min skattekiste. Snart skal jeg videre herfra. Snart har jeg siddet på min altan og kigget op på min Københavnshimmel for sidste gang. Men lige nu er lige nu. Og lige nu er perfekt søndagsstille, sommerdiset stille liv. Her på altanen.
Solen er kravlet længere hen over himlen og kigger nu frem bag muren. Den blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg lukker øjnene, læner hovedet tilbage mod muren, suger solens varme ind med hele mit ansigt. Jeg tror faktisk, vi har brug for flere pause-pauser i verden.
Den her tid er fuld af healing. Hvis vi tillader den. Hvis vi stopper op og åbner os for den. Alle de gamle sår og uretfærdigheder, der bliver revet op. Og det er grimt og ulækkert, sviende og ubehageligt, når de ligger dér. Åbne. Blottede. Men det er herfra healingen begynder.
Jeg trænger hele tiden dybere ned. Giver lidt mere slip. Åbner lidt mere op. Tillader lidt mere. Det er så smukt, og jeg bliver stille rørt, hver gang jeg oplever, at nu er der sket lidt mere healing. Og jeg har lyst til at fortælle om det. Jeg har lyst til at forklare og vise, hvordan det ser ud, hvordan det føles, og hvordan det sker. Men det er ikke nemt at få greb om med ord. Det er nok også derfor, det har taget så lang tid for mig at finde det. Eller opdage det. For det sker hele tiden. Ubemærket. Umærkeligt. Mens jeg har travlt med at lede efter det i stort opsatte, oplyste, larmende, oppustede scenarier.
Men nu begynder jeg at få en slags greb om det. Som man griber den lune sommerbrise, mærker dens pulserende essens i sin hånd, velvidende at man aldrig vil kunne fastholde den. Den er virkelig og potent. Og dog så usynlig og virkelighedsfjern, at man må løsne op for begreberne for helt at fatte den. Men healingen findes i sommerbrisen. Så prøv næste gang, du står midt i en solbeskinnet sommerdag at lukke øjnene, trække vejret helt ned i maven og give slip på alle spændinger og bekymringer i din krop. Mærk, hvordan sommerbrisen jublende kommer dig i møde, omfavner dit ansigt, krammer din krop og kysser din sjæl med solskinsvarme kys. Healing er alle steder omkring os. Og i os. Vi er fri til at benytte os af den. Hvis vi vil.
Lige nu er himlen grå. Alt er stille. Fuldmånen fik endnu engang mit måneblod til at springe ud i spinkle, dybrøde blomster. Tunghed og træthed. Jeg takkede ja til kroppens invitation og lagde mig på gulvet. Her har jeg ligget i tre dage nu. Verden er pakket ind i gråt. Hele huset er pakket ind i grå plastik. Kun en lille firkant, jeg har skåret med en saks, giver mig mulighed for et glimt af verden og et glimt af frisk luft. Der er et dunkelt gråt lys i min puppe og rolig musik. Jeg tillader det, jeg accepterer det, jeg takker ja. Og i rolige bølger glider jeg under overfladen. Det er ikke søvn. Det er det uformelige, tågede mellemlag af healing. Min krop ligger afslappet, hvilende. Men min sjæl arbejder hårdt. Der er andre sjæle/væsener, jeg har samtaler med. Der er opgaver, der skal løses. Men det hele på så abstrakt et plan, at jeg ikke kan gribe det og omsætte det til andre ord og begreber, end dét; samtaler og ting, der skal gøres. Men jeg vender altid tilbage til kroppen fuld af ro, afslappethed, afklarethed. Kærlighed.
Den her tid er fuld af healing. Og min rejse er lige nu en healingsrejse, der fører mig ad forskellige healingsveje gennem forskellige healingslande og -byer. Jeg tænkte, jeg ville prøve at definere eller afgrænse, hvad healing er, men alting kan vel i bund og grund være healing. Hvis vi vil det.
Jeg føler en sorg i dag. Den er blæst ind med vinden, der lige pludselig er taget til. Nu havde jeg ellers lige vænnet mig til varmen. Forandringsvinde. Stille sorg over dét, der er mistet.
Jeg sidder bare lidt her på altanen, pakket ind i tæpper og dyner, med en kop cacao og betragter skyerne. De har hævet sig højt op over den vilde, legesyge vind, driver langsomt af sted. Forandring er uundgåelig. Vi kan ikke gemme os. Alting forandrer sig altid. Til sidst. Før eller siden. Hele tiden. I én glidende bevægelse. Hen over himmelhvælvingen.
Mit stearinlys er blæst ud. Det holdt ikke længe mod vinden. Kulden finder min nøgne krop under tæpperne og dynerne. Kryber ind og lægger sig som kuldegysninger på min hud. Jeg er træt. Også i dag. Evigt træt. Jeg er tit bange for, at jeg aldrig vil stoppe med at være træt. At jeg altid vil skubbe og slæbe mig tungt af sted. Men jeg ved godt, at det ændrer sig på et tidspunkt. Når jeg engang er færdig med at være træt, så vil jeg igen være frisk og springe let og energisk af sted. Men jeg kan godt blive bange for, om jeg har tid nok til at være træt. Hvad hvis de kommer og siger, at min tid til træthed er sluppet op? At jeg skal i gang. At jeg skal skubbe og slæbe og ase og mase, indtil jeg en dag segner om for sidste gang? Men det er ikke det, jeg skal. Jeg funder en anden måde. En anden vej.
Cacaoen er blevet kold. Men fuck, den smager godt. Jeg kan gøre alt. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Når bare jeg gør det lige så godt som cacaoen, så kan jeg gøre alt med succes. Så jeg behøver ikke ase og mase. Jeg kan bare lave cacao.
Det er tre måneder siden, jeg har været her sidst. 85 dage. Et kvart år. Et øjeblik. Et halvt åndedrag for at samle pusten igen. Der er den igen – Tiden. Hvad er den egentlig for en størrelse? Er tre måneder lang eller kort tid? Hvad betyder det egentlig? Ikke rigtig noget. Det er jo i bund og grund bare endnu en af menneskehedens konstruktioner for at forsøge at skabe en slags orden i Universets almindelige kaos.
“Men hvad har du så lavet?” hører jeg stemmerne spørge. “Har du brugt tiden fornuftigt?“
Jeg svarer dem ikke. Jeg kigger på den blå himmel. Træerne vinker og svajer og hvisker og snakker med deres nye, neongrønne blade. De er virkelig vågnet nu efter vinteren. Fra den ene dag til den anden. Da vi næsten ikke kunne udholde de nøgne, brune vintergrene længere og var begyndt at tvivle på, om foråret nogensinde ville vende tilbage. Måske var kvoten af forår endelig opbrugt. Vi stirrede sultent på de små, kolde knopper, som frosten blev ved med at bide i. Suk og lange, vinterblege blikke. Men så skete det. Fra den ene dag til den anden eksploderede landet i et grønt festfyrværkeri. Og nu står de dér – alle træerne og buskene – viser deres nye dragter frem og pludrer i munden på hinanden. Fortæller om deres lange vinterdrømme og strålende sommerplaner. Syrenen strutter og klematissen har dækket cykelskurtaget helt i sart lilla. Gad vide, om jeg kan klatre op og tage et billede af det?
Men selv om det ligner sommer, så er det stadig køligt. Jeg sidder med trøje og dyne og kolde, stive fingre. Det har været en hård vinter. En lang vinter. Og den har ikke helt sluppet sit tag i os endnu. Ikke i mig i hvert fald. En gang imellem begynder jeg at fryse. Lige pludselig bliver min krop kold og kan ikke finde varmen. Vinteren har sat sit spor i os. I hvert fald i mig. Kolde minder om en verden og et samfund i opløsning har lagt sig i min sjæl. Jo mere, jeg synes, jeg forstår verden, jo mindre mening giver den. Jo mere, jeg øver mig på at være et menneske, jo sværere synes jeg, det bliver. Skal jeg finde min mening med Livet, eller skal jeg skabe den selv?
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med mine ord. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvor jeg vil hen overhovedet. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle. Så mange holdninger og observationer. Så mange eventyr og historier. Men lige nu er der vist alt for meget på en gang. Og så ingenting. For når man har alting samlet på et sted på en gang, så bliver det hele lige gyldigt. Lige meget værd. Og dermed – Ingenting. Alting ophæver hinanden. Finder balancen i den absolutte ligevægt. Og her står alting stille. Overfor hinanden. Mellem hinanden. Over og under og rundt om hinanden. I en mikrodel af en uendelighed.
Så hvad er egentlig vigtigt? Nej. Det er ikke det rigtige spørgsmål. For alt er vigtigt og ikke-vigtigt. Spørgsmålet er nok nærmere; hvordan kommer jeg videre herfra?
1. oktober 2020 Energierne har lagt op til en måned med venten. Det hele kommer når rette tid er. Jeg modnes nu. Alt er større og hurtigere, end det har været før. Alt før har bare været forberedelse til nu. Små skridt. Nu er jeg i gang med nogle store skridt. Men det glider ligesom bare af sig selv. Jeg skal bare være og vente og glide med. Jeg har gjort alt forarbejdet. Nu glider det. Kortene siger, det bliver en vild måned.
4. oktober 2020 Wow. Jeg har fundet og læst mine notesbøger tilbage fra 2017, hvor jeg startede min rejse med Shakti Circle. Det er allerede 3 år siden. Det føles som meget længere væk. Men tallet 3 virker stort. Det er sjovt, som jeg næsten bedre kan huske og mærke nogle af de første ting, jeg har skrevet, mens det fra januar i år virker meget fjernere. Men jeg kan se en udvikling – og det var det, jeg kom efter. Jeg kan virkelig se, at jeg er vokset. I starten var der så mange spørgsmål og så meget tvivl. Nu har jeg fundet min egen måde og min egen vej.
8. oktober 2020 Meldte mig syg igen. Kroppen reagerede alt for voldsomt. Og så fandt den tilbage i sit gamle overlevelsesmønster. Gemme mig på min plads, sortere mails, vente på, jeg kunne komme hjem igen. Lettelse. Kroppen er allerede meget roligere. Igen føles det godt og stærkt. Cacao Spirit og kortene kommer med healing. Gudinderne kommer med den rene, uforanderlige kerne, der er mit sande jeg. Og med betingelsesløs kærlighed. Jeg er holdt og støttet. Jeg er selv min egen, stærke, lysende kerne og varm, strålende kærlighed.
10. oktober 2020 JEG ER ET FRØ. LIGGER. VENTER. BETRAGTER SKYERNE. GRÅ. HVIDE. PÅ VEJ. OVER HIMLEN. REGN. JEG PAKKER TÆPPER OG DYNER TÆTTERE OMKRING MIG. BEGRAVER MIG SELV. DYBERE. JEG SKAL IKKE ANDET END AT VENTE. SÅ SKAL ALT DET ANDET NOK KOMME. NÅR JEG ER KLAR. SÅ FINDER DET MIG. JEG HAR SØGT LÆNGE NOK NU. NU KAN JEG BARE VENTE.
18. oktober 2020 Landede efter Modul 5 på EP. Landede måske mest tilbage på Instagram, mail m.m. Og sådan gik dagen. Hurtigt. Mens jeg langsomt tager verden udenom ind igen. Kun i små doser. For jeg ved egentlig ikke, om jeg har lyst. Der er så fint og roligt og komplet indeni mig lige nu. Jeg har ikke rigtig lyst til alt det kaos og larm. Men på den anden siden vil jeg også gerne ud og gøre noget. Skabe noget. Skabe noget smukt. Gøre en forskel.
22. oktober 2020 Jeg prøver at holde fanen højt, men jeg er bare træt. Jeg prøver at skubbe på – bare en lille smule. Men jeg er træt. Jeg skal ting, og de ligger som store klodser og fylder nærmest hele min bevidsthed. “Så skal jeg det. Og så det.” Fra klods til klods. Nu giver jeg slip. Laver plads. Fylder min bevidsthed med store oceaner af “jeg skal ingenting.” Der flyder små klodser rundt i det uendelige ocean. Men de er små og langt væk. Jeg tager en kop te og kigger ud af vinduet, inden jeg går i land på den næste ø.
30. oktober 2020 Efteråret er her massivt. Nu er der ingen vej tilbage. Alting og Ingenting. Alt flyder. Regn. Vi har gemt os i vores hule. I morgen starter det sidste kapitel af 2020. Fårk, et underligt år. En del af mig hænger stadig i foråret. Er endnu ikke nået videre. En anden del af mig er transformeret ind til en anden, en ny mig. Og alligevel er alt roligt. Og straks – inden jeg har skrevet sætningen færdig – er alt kaos. Og uforståeligt.
31. oktober 2020 DØD OG GENFØDSEL. AFSKRÆLLET. NØGEN. BLIVER VED MED AT VÆRE TEMAET. JEG BEGYNDER AT MÆRKE UTÅLMODIGHEDEN. JEG HAR IKKE MERE AT SKRÆLLE AF NU. MEN DE BLIVER VED MED AT RIVE OG FLÅ I MINE BLOTTEDE KNOGLER. JEG ER TRÆT. TRÆT AF DEN EVIGT HYLENDE VIND. ET ØJEBLIK VARMER JEG MIG VED LYSET FRA FORHÅBNINGEN. FORHÅBNING OG FORVENTNING OM STRÅLENDE, SPIRITUEL GENFØDSEL PÅ DEN ANDEN SIDE. FUGL FØNIKS REJSER SIG AF FLAMMERNE. TVIVL OG MODLØSHED PUSTER GRINENDE FLAMMEN UD. HVAD ER DER I VERDEN TIL MIG? HVAD HAR LIVET TIL MIG? DU MÅ SELV SKABE. OG HER STÅR JEG. SANDSLOTTENE FALDER HJÆLPELØST SAMMEN MELLEM MINE HÆNDER. IRRITATION. JEG PRØVER JO. HVAD MED BARE EN ENKELT SUCCESOPLEVELSE? TIL EN AFVEKSLING. LAD OS PRØVE NOGET NYT.
5. november 2020 … Og Bjørn havde købt blomster og morgenmad. Og drysset flag ud over hele stuen. Og inviteret mig ud at spise på Oyster & Grill. Og blomster fra familien.
7. November 2020 Dagene flyder. Flyder af sted på en bred, langsom flod. Flyder uden pause. Uden hast. Flyder sammen. Den ene i den anden. Er det vigtigt at holde dem adskilt? Jeg flyder mest bare med. Øver mig i at give slip og flyde ud. Men der er noget inderst inde, der stadig holder fast. Det ved ikke, hvordan det giver slip. Det er stadig ikke trygt. Jeg arbejder mig langsomt ind mod det. Rækker hånden ud. Tålmodig. Blid. Blød. Jeg skal ikke nå andet end at bevæge mig fremad. Langsomt. Et skridt ad gangen.
24. november 2020 Så prøver jeg igen. Tilbage på arbejde. Igen. Igen. Kroppen gik helt amok i går. Jeg havde session med Ida i går. Sov dårligt. Var til tandlæge i morges. Har bare ligget på stuegulvet hele dagen i dag. Kan ingenting. Stakkels krop. Hvornår eller hvordan lærer jeg at sige stop? I stedet for bare at blive ved og ved og ved. “Men hvad skal jeg så?” Det spørgsmål frygter jeg. For jeg har ikke noget svar. Hvornår bliver jeg modig nok til at gå ud og lede efter det svar? Nysgerrigt. Modigt. Stå åben og ren mod en ny verden. Den gamle giver ikke mening længere.
27. november 2020 Flyder. Igen. En uge. Igen. Vild. Igen. Jeg gør det så godt jeg kan. Meget. Alting og ingenting. Det er måske derfor, jeg ikke skriver. Alting – Hvor skal jeg starte og slutte. Ingenting – BARE ER. Himlen er vanvittig blå og lys og ren. Jeg har pakket og er klar til Silent Meditation Retreat. Det er bare det, der er.
8. december 2020 Og hver dag/aften tænker jeg, at jeg skal sætte mig og lige skrive et par ord. Jeg har tiden. Men måske har jeg ikke ordene. Eller roen. Eller lysten. Siderne er i hvert fald blanke. Jeg er færdig med noget uden at vide, hvad der så kommer. Hvad jeg skal. Limbo. Vente. Eller måske er jeg bare en zombie, der tror, jeg er i gang med at skabe et rigtigt liv, men i virkeligheden bliver jeg bare ved med at hænge fast i den samme sump. Hvem ved det? Og er det vigtigt?
9. december 2020 Og du troede, det var hårdt før. Du troede, at du havde det svært. Men se så nu. Alt er sprængt fuldt åbent. Blødende. Flænset. Blottet. Åbenbaret. Og alligevel fortsætter du. Bliver ved. Prøver. Igen. Og igen. Og igen. Alle ryster medlidende på hovedet. Nej, de lægger nok ikke mærke til noget. Men du kan ikke blive ved med at gøre det samme og forvente andre resultater. Hvordan bryder jeg ud? Hvis jeg bliver ved med at gøre det samme, må der da på et tidspunkt ske noget andet.
16. december 2020 Hvordan har jeg det lige nu? Giver det spørgsmål egentlig mening? Eller er det det eneste spørgsmål, der giver mening? Lige nu let og tom og tilfreds. Tidligere i dag fuldstændig kaotisk. Jeg bliver træt, når jeg tænker på kaosset. Jeg bliver let og tilfreds, når jeg skubber kaosset væk. Giv slip.
27. december 2020 Det stormer udenfor. Gråt og vådt. Og nu også stormende. Én dag med solskin og blå himmel fik vi. Jeg håber, Solen kommer igen til næste år. Limbo. Dagene mellem jul og nytår. Alle muskler i min krop gør ondt. Af stilstand. Af uvirksomhed. De knager og værker, mens de venter. Venter på at stormen og stilstanden skal drive over. Så de igen kan begynde at bevæge sig. Jeg venter. Venter på at se, hvor jeg skal bevæge mig hen. Jeg har et par planer. Jeg har drømme og håb og ønsker. Men jeg ved ingenting. Og lige nu føles det heller ikke som om, jeg kan bestemme nogen ting. Alt er bare stormende, grå vådhed. Så jeg venter. Min krop og mine muskler venter. Jeg venter tålmodigt på, at spændingerne skal slippe. At hårdheden skal fortage sig. At de skal blive bløde og slappe. Flyde ud og overgive sig.
4. juli 2020 Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget at skrive. Jeg sidder bare stille her – i det stille tomrum – et lydløst limbo – inden fuldmånen og dens voldsomme energi brager løs. Det hele er stop-go. Hele tiden. Men lige nu er her stille. Alt er stille. Holder vejret. Det blæser og er vådt udenfor. Det fysiske forbereder sig på skiftet. Men på energiplan er alt stille. Det er smukt. Og trygt.
8. juli 2020 Det øjeblik. Hvor jeg bare befinder mig i nuet og derfor kan mærke hver eneste enkelte celle og dem alle sammen i fællesskab fortælle mig, at jeg har det godt. Den følelse. Den sandhed. I og igennem hele min krop. Lige dér. Lige dér er Livet ubeskriveligt fantastisk, sitrende og guldrandet smukt.
9. juli 2020 Det fede ved at være voksen er, at selv om det er sengetid, kan jeg sidde nøgen i stuen og spise is. Fordi jeg har lyst. Fordi jeg bestemmer. Frihed. Lys og skygger. Stearinlys og natteblå. Jeg er træt. (Det er også voksent at glæde sig til at skulle sove.) Jeg kan mærke, der er alt muligt godt og spændende på vej.
23. juli 2020 En hård dag. Og alt gik i opløsning. Og alt var tungt. Og jeg ville bare gemme mig for verden. Og græde. Og tårerne kom. Og min healingssession blev aflyst igen. Og jeg lå flere timer på gulvet i stuen. Lyde hjalp. Og så fik jeg håbet tilbage. Eller jeg blev i hvert fald praktisk. Fik ordnet ting. Hakket af. Føles en smule lettere nu. Men venter stadig på blodet. Utålmodigt.
25. juli 2020 Ferie. Igen. Tempoet bliver langsomt. Tiden bliver en anden. Flyder ud. Det er tiltrængt. Cacao og healing og sove på altanen. Og gåtur med Bjørn. Den bedste måde at ære min menstruation. Det var lige sådan en dag, jeg havde brug for. Så må jeg pakke til sommerhus i morgen.
28. juli 2020 Og nu er det blevet mørkt. Og tiden glider bare. Og jeg vil gerne mange ting. Jeg vil gerne skrive. Og læse. Men egentlig vil jeg også gerne bare sidde og glo. Glo på, at lyset svinder. Og mørket kryber ind. Bare kigge på tiden, der drypper forbi. Bare kigge på græsset og skyerne. Bare det dog ikke havde blæst så meget hele tiden. Men nu er det lige meget. For i morgen tager vi af sted igen. Så er jeg ligeglad. Så kan det bare blæse.
8. august 2020 Det har været en vild uge med tydelige fysiske stress-tegn. (Ti Stave.) Jeg troede lige, at jeg havde styr på det, og nu styrter jeg nedad og nedad. Ingenting er vigtigt. Har jeg valgt helt forkert? Det tror jeg ikke. Men det er tid til justering igen. Jeg kan bare ikke helt se, hvad jeg skal skære fra. Jeg har jo kun fyldt gode ting på.
13. august 2020 August er en summende, flittig arbejdsbi. Min kalender er helt fyldt ud. Hver dag. Hele dagen. Men det er ikke sundt. Jeg kan mærke stressen rumstere i min krop. Og andre ting. Healingen fra i går. Jeg har haft en hyletone i højre øre hele dagen. Jeg må lave om på ting. For det her går ikke i længden. Det er meningen, det skal være sjovt og nærende.
18. august 2020 Et åndehul. Et kort øjeblik. En lomme, som jeg selv har skabt. I morgen tager jeg af sted på Modul 4 på EP. En milepæl. Mange ting bliver anderledes efter det. Det skal blive anderledes. For jeg har mærket stressen rumle i kroppen de sidste par uger. Og jeg har glemt nydelsen og mig selv.
24. august 2020 MELDTE MIG SYG MED STRESS.
28. august 2020 Det har været en hård dag i dag. Jeg troede, jeg skulle gå tur i skoven. Eller skrive. Eller læse. Eller bare noget. Bare lidt. Men jeg kan ingenting. Jeg har faktisk bare haft det dårligt. Dårligt og mat. Har ligget i sengen. Nu er Bjørn taget ud, så jeg har stuen for mig selv. Har drukket en kop te og scrollet ligegyldigt på Instagram og sågar Facebook. Jeg har ikke engang åbnet min bog, der ligger her ved siden af. Jeg har lyst til at skrive, men jeg orker ikke. Måske skal jeg bare gå i seng. Jeg føler mig trist og lille og forladt. Men ellers er jeg ok.
2. september 2020 Det her. Lige nu. Er afslutningen på et kapitel. Et kapitel i min indvendige bog. Jeg har givet slip. Nu er jeg endelig i puppen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når jeg kommer ud. Måske vil man slet ikke kunne se, at noget er forandret, men det vil det være. Indeni. For evigt. For jeg er vokset. Og når jeg kommer ud på den anden side, må jeg samle stykkerne og trådene op. Se, hvad der stadig er. Se, hvad der er faldet fra. Og så samle et nyt billede. Et billede, der passer bedre til, hvem jeg så er nu. Det føles så godt. Det føles vildt. Det føles helt rigtigt. Nu falder det bare i hak som det mest naturlige i verden. Og jeg har taget min power hjem. Jeg har svarene. Jeg bestemmer.
11. september 2020 Træthed. Jeg forsøger virkelig ikke at lave særlig meget de her dage. Har ikke særlig meget i kalenderen. Alligevel formår det at køre mig træt. Jeg svømmer i et uendeligt ocean af træthed. Små, lyse øer af energi dukker op. Her kan jeg hvile. Her kan jeg mærke iveren efter at komme i gang. Gøre ting. Skabe. Og jeg er lige ved at give efter og kaste mig ud i projekter. Men jeg holder igen. Øen slutter. Jeg plumper ned i Træthedsoceanet igen. Ikke for mange ting. Men jeg får da gjort rent.
16. september 2020 Solskin. Kørte tur til vandet. Men det var gråt og blæsende og koldt. Ville finde en skov. Men alle veje var blinde og private. Kørte rundt i flere timer. Endte i “min” skov ved Bagsværd. Her skinnede solen. Pludselig gik der hul. Min sjæl skreg sin smerte ud over at have måtte lukke ned for karriere-drømme og ambitioner. Alt kom væltende op. Urimelig behandling. Og jeg græd og græd. Ved søen i skoven. Forløsning.
19. september 2020 Det er så fint det hele. Lige nu. Skumringstime. Aftenen falder på. Efteråret falder på. Dagen og året går på hæld. Livet går på hæld. Alt er stille og fint. Koldt og klart. Dybblåt. Køkkenet er ryddet op. Stearinlys. Dybe skov- og ur-dufte i diffuseren. Sidste dag i min cyklus. Tidligere var jeg træt og pirrelig. Men nu er kroppen og sindet ligesom faldet til ro. Har accepteret. Lader cyklussen gå på hæld. Jeg kiggede på Instagram igen i dag. Det hele roder bare rundt. Jeg tror ikke, jeg slår notifikationer til igen. Jeg kan ret godt lide stilheden.
29. september 2020 Første dag på arbejde. Første halvanden time gik fint. Så begyndte stressen at boble i maven. Jeg blev siddende. Vi havde jo aftalt 2 timer. Da jeg kom hjem var kroppen totalt overvældet og stresset. Jeg har brugt resten af dagen og aftenen på at få den til at falde til ro igen. Meditation virkede ikke, men cacaoen var overraskende effektiv. Den tog kvalmen. Jeg nåede overhovedet ikke dét, jeg havde tænkt. Men roen er det vigtigste. Så må jeg nå de andre ting i morgen.
Jeg havde en masse små idéer om, hvad jeg skulle i det nye år. Ikke fordi, jeg lavede nytårsfortsætter. Heller ikke fordi, jeg egentlig mærkede noget særligt skift fra det ene til det andet. Egentlig flød jeg bare lidt fra det ene til det andet uden rigtigt at bemærke det. Men der var alligevel en stemning af “nyt år”. Og selv om jeg ikke ville tage fat på dag 1, så spirede der alligevel små idéer og ønsker og drømme om alle de ting, jeg kunne og gerne ville, når jeg endelig stod med et helt nyt år i hænderne.
Men det nye år har slet ikke haft energien af nyt med sig. Ikke endnu. Og jeg var ellers skiftet helt over allerede midt i januar. Der stod jeg. Helt klar til nye energier og planer. Men der var ingenting. Kun tåge og kulde og stilstand. En uendelig række af grå, sløve, lukkede dage. Dage i venten. Dage i træthed. Kun lejlighedsvis har en solstråle kunne finde en sprække i det grå og sende lidt lys og et strejf af ny, frisk energi ned til os. Så jeg ved jo, at den er på vej. Den nye, friske energi. Den suser rundt over de grå skyer, som en regnbue, der er faret vild. Det synger og drysser med stjernstøv, når den bugter sig hen over himlen i dens jagt på et hul i stilstanden, så den kan komme ned og stråle lidt farvelade ind i hjerterne på os.
En af de små idéer, jeg havde liggende klar til det nye år, var at lave en opsamling over sidste år her på bloggen. Jeg har min journal fra sidste år liggende under stuebordet. Dér har den ligget i to måneder. Jeg har forsøgt at dække den med andre bøger for at undgå dens bebrejdende blik. “Skal vi ikke snart komme i gang, eller hvad?” Og det ville jeg jo gerne. Altså, det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har ikke kunne.
For ligeså meget jeg mærker lysten til at skrive rive og flå i min sjæl. Ligeså meget modstand har jeg åbenbart mod det. Som en fysisk kraft bliver jeg stødt væk fra computeren, og får jeg den endelig tændt, overmandes jeg af træthed og slaphed. Jeg har flere ufærdige kladder end udgivne blogindlæg med 2021-mærket på. Det er som om ordene begynder at snuble over hinanden. At mine egne forventninger er blevet skruet alt for højt op. Hvis jeg ikke skriver om guldstrøgne åbenbaringer, hvad er min berettigelse så til at fylde mere ud på internettet?
Men her til aften fandt jeg Beslutsomheden frem. Jeg har gravet 2020-journalen ud fra bogbunken. Og nu ligger den her ved siden af mig, klar til at give et overblik over mine tanker hele sidste år, mens jeg skriver et blogindlæg om min plan om at skrive et blogindlæg om mine tanker i 2020…
Jeg giver slip på mine forventninger om “den rigtige måde at gøre det på.” Jeg byder omveje og uventede oplevelser velkommen. Der er ikke noget her, der skal være perfekt. Nu er jeg i hvert fald i gang.
