Udgivet den

Mandag i blåt og grønt

Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter feer og trolde. Nogle gange går jeg ud i skoven for at lede efter mig selv. I dag tog jeg ud for at lede efter den blå himmel. Jeg kan se et lille udsnit af den fra min altan. Men jeg ville se den rigtige vare. Den kæmpestore, uendelige, overvældende blå himmel. Uden grænser.

Og jeg elsker simpelthen friheden ved at suse af sted i min lille bil. Den har godt nok ikke så meget power til at accelerere, men når den først er kommet op i fart, så flyver den af sted. Svæver hen over asfalten som en vinget pegasus. Let og hurtig. Vi griner, mens vinden pisker inden gennem de åbne vinduer, mens musikken sætter stemningen og naturen sætter scenen. Vi suser af sted, indtil vejen hvisker; “Kom. Det er nu. Nu du skal dreje.” Og træerne læner sig ned over vejen, mens de vinker med deres tusinde blade. De skinner i solen. Og nogle af dem er begyndt at blive gule.

Det minder mig om noget. Det minder mig om efterår og vinter. Det minder mig om kulde og mørke. Men ikke endnu. Lige nu er vi i den tungeste, varmeste sensommer. Det er nu, det for alvor gælder. Det er nu, det bliver alvor. Det er nu, vi er færdige med tidsfordriv og lege. Det er nu, vi bliver sanseligt modne. Bugnende, overdådige, frugtbare, gyldne, strålende. Med værdighed, lysende bær og runde frugter. Med overlegen mildhed og gyldent, hviskende, duftende korn.

Jeg mærkede straks, jeg steg ud af bilen og gik ind i skovens kølige skygge, at min krop satte tempoet ned. Hele mit system havde kørt på forhøjet tempo. Pumpe, pumpe, pumpe. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Vi skal nå det hele, have krydset alting af på listen og have bekymret os rigeligt om det, vi ikke nåede, eller som kunne have været anderledes. Men så snart jeg overgiver mig selv i skovens favn, sænker mit system og min krop tempoet. Synkroniserer med Moder Jords sagte hjerteslag, som det er umuligt at høre inde midt i byens trafiklarmende kaos.

Jeg beruser mig i naturens skød, der driver af overflod, sødme og kærtegnende lyst. Luften er svirrende fuld af hvide sommerfugle og tunge suk. Men ellers er her stille. Fuglenes vilde forårskakafoni er for længst forstummet. Nu er det kun de fugle, der virkelig har noget på hjerte, der lader deres smukke røster klinge mellem træerne. Skovsøen blinker til mig, blank og dyb. Den varme vind smyger sig kælent om min krop, og solen bader mig i varme kærtegn.

Jeg ler, men min stemme er trist. Hvorfor bruger jeg så meget tid i voksenlivets kaotiske, samvittighedsnagende, stressende trædemølle? Hvorfor starter jeg ikke hver dag på ryggen i en kløvermark? Hvorfor gør vi så mange ting, der er så dårlige for os? Og så få, der er så gode for os? Eller er det kun mig? Er jeg kommet baglæns ind i verden og har derfor misforstået alting fra start af? Når jeg kigger mig omkring, finder jeg ingen genkendelse af mine spørgsmål i de andres ansigter. Verden virker mere og mere underlig og uvirkelig for hver dag. Jeg prøver undrende at forstå, hvad vi egentlig laver, mens jeg vader efter de andre frem og tilbage, frem og tilbage mellem kontoret og hjem.

Jeg trækker på skuldrene og skubbe det fra mig. I dag passer de andre kontoret. Og jeg har fundet den skjulte kløvereng. Jeg smider mig i det grønne. Lader de tre gamle graner våge over mig, mens jeg misser mod solen og følger de små, puffede skyer på vej. En af dem lader fem store regndråber dryppe på min solvarme hud.

Udgivet den

Pendulering

Jeg er her.

Jeg er her midt i den stormende, hvirvlende, snurrende, drejende, fantastisk verden. Jeg danser med de hvide skyer, og jeg mærker den friske vind smyge sig op ad mine bare arme. Lige nu, lige her, er livet smukt og enkelt. Træerne vinker til mig, og jeg griner stort tilbage. Trækker vejret helt ned i lilletæerne.

Og så er jeg tilbage i det gamle, trætte glasbur. Alting står stille. Tiden står stille, luften står stille. Selv computerskærmene med deres evige, usynlige blinken, står stille. Ingen gider længere lade som om, de laver noget vigtigt. Alle er taget på ferie hjem til dem selv. Ind i dem selv. Vi rykker tilbage i vores egne hjem. Har haft så travlt med at tage ud, at vi har glemt, hvordan de ser ud. Hvordan de føles. Jeg rykker ligegyldigt rundt på en stak papir. Måske skulle jeg bare smide den ud?

Og så er jeg her. Igen igang med at skabe mit eget eventyr. Lyset er skarpt. Alting står skåret ud i lysende blokke af klare farver. Verden stråler. Lyset er gyldent og spiller med skyggerne, der danser hen over muren, ind mellem de høje, svajende træer i skoven. Og verden synger. Fuglene synger. Og mit hjerte synger med.

Og så er jeg tilbage i den gamle tvivl. Tvivlen på mig selv. Tvivlen på, om noget overhovedet nytter noget. Jeg kigger mig omkring og bliver i tvivl om, hvad jeg egentlig var i færd med. Stille lusker jeg ned fra scenen, inden der er nogen, der opdager, at jeg for et øjeblik siden stod med udspredte arme midt i rampelyset. Dét nummer skal jeg nok lige øve mig lidt mere på. Eller måske bare vide, hvor jeg egentlig vil hen med det hele, inden jeg rager dirrigentstokken til mig.

Og så står jeg her. På kanten af den klippe, som jeg så mange gange har kigget beundrende op mod nede fra stranden. Set andre med rank ryg og elegante lemmer springe ud mod det glimtende, skinnende vand. Disse smukke væsener med særlige evner og talenter. Og nu står jeg her. Nu er det mig, der tager springet mod det glitrende, uendelige hav, og da jeg dykker ned i dybets omfavnelse, bobler indvielsens blå perler omkring min krop, og dråber af forundring og inspiration sprøjter op mod de måbende tilskuere på stranden.

Jeg vokser, jeg folder mig ud, jeg stråler. Jeg trækker mig sammen, jeg tvivler, jeg går i opløsning. Jeg pendulerer frem og tilbage. Snurrer uhjælpsomt rundt. Trækkes ned, hvirvles op. Jeg har ikke lært at navigere i det. Men jeg har lært at lade mig flyde med, accepterer den øde ø, jeg skyller op på i dag, og gå nysgerrigt på udforskning på den.

Verden hvirvler rundt derude. Der er så meget ny energi, der driver ind over verden. Frisk og hvid og ren. Jeg har lyst til at springe ud og gribe fat i den, smage på den og forme den til nye projekter. Men i dag er jeg skyllet op på kokon-stranden. Langsomt, langsomt kravler jeg ind i mig selv. Jeg kaster et søvnigt blik tilbage mod de hurtige, dansende skyer. Det er okay. Jeg skal nok nå at fange min sky.

Lige nu. Er jeg her.

Udgivet den

Selvforstærkende evighedsdans

Jeg er tilbage igen. Tilbage i mit tusmørkeland med de lilla bjerge og den dybblå nattehimmel fuld af månelys og stjernernes længselsfulde, hviskende sange. Det føles egentlig ikke, som om jeg har været væk. Alligevel føles alt anderledes. Som om jeg godt nok er tilbage, men jeg er ikke længere den samme. Er det overhovedet mig, der har været her før? Eller var det en anden? En anden, hvis minder jeg på et tidspunkt har samlet op og nu bærer med mig som mine.

Jeg sidder på min altan. Jeg har siddet her hver dag. Næsten. Men det er først nu – for første gang i lang tid – nok for første gang i år – at jeg virkelig sidder her. For rummet er anderledes. Alting er roligt. En ro, jeg nu opdager, jeg ikke har følt i lang tid. Aftenhimlen er stille. Lange, lyserøde penselsstrøg i horisonten. Stille, stille. Selv mursejlerne har sat tempoet ned. Den vilde jagt er afløst af lydløst, glidende graciøsitet. Stille musik luller træerne i søvn. Langt væk i et andet nabolag, i en anden tidszone, er en sidste solsort ved at afslutte sin aftensang. Det lyder som indledningen på en sær drøm, som jeg alligevel har glemt i morgen tidlig.

Og indeni mig er der ro. En enorm ro, der breder sig ud og vokser. Indeni mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg fornemme, hvordan min indre ro fylder hele Universet. Og jeg kan fornemme, hvordan der er plads i min indre ro til alle mulige stærke følelser. Følelsen af frihed, af glæde, af lykke, af lyst, af taknemmelighed. Og en smule af snuhed, legesyge og hemmelighedsfuldhed. Jeg kender sandheden om Universets begyndelse, hemmeligheden om Livets mening og meningen med begyndelsen om sandheden bag hemmeligheden.

Jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Den indskydelse dukker pludselig op fra mit indre og forplanter sig ud i hver eneste celle i min krop. Og her har jeg siddet og mediteret, roteret chakraer, åbnet stjerneporte og kaldt på guider og engle for at få et lille budskab, en lille anerkendelse af, at jeg var på den rette vej, eller måske et tip til, hvor pokker jeg dog skulle gå hen nu. Og så kommer det så klart og tydeligt; Indefra mig selv.

Jeg har det godt. Og det er vel egentlig bare dét. Dét, som det hele handler om. Dét, som er mit pejlemærke, når jeg farer forvildet rundt i denne forvirrende, forvitrede verden. Dét, som er det vigtigste budskab, jeg kan lytte efter. Og dét budskab, som jeg håber at få med.

Jeg har det godt. Jeg er på rette vej. Og så skal alting nok gå. Når først det er sandt, bliver det en selvforstærkende profeti. Slangen bider sig selv i halen. En evighedsdans. Jeg ved, at når jeg kan finde her hen, så kan du også. Jeg er fuld af håb. Ikke for mig selv. Men for dig.

Udgivet den

The Chariot

Så står jeg her igen. Overfor min evige fjende. Min evige udfordring. Følelsen af at være fanget. Følelsen af at være magtesløs. Følelsen af at være fængslet. Skakmat. Uden muligheder.

Og jeg har kastet mig rasende og frustreret mod tremmerne igen og igen og igen. Jeg har flygtet. Hovedkulds maset mig gennem sumpens mørke vand med glammende, blodtørstige sporhunde i hælene. Jeg har vendt dem ryggen, jeg har ignoreret dem, været lige glad indtil jeg blev følelsesløs og tom og apatisk. Jeg har kastet mig i sommerens arme med kun en tynd sommerjakke og et løfte om at indtage alt, hvad der mødte mig af rusmidler og feststemt kærlighed og koncertvibes.

Lev stærkt. Dø ung. Vær ansvarlig. Og klog. Planlæg. Eksekvér. Frem og tilbage i evig pendulering. Universitetsuddannelse og festrus. Karrierestræben og tømmermænd. Holde krampagtigt fast og give slip på alt. Selv på fornemmelsen for op og ned.

Hver gang jeg troede, jeg havde bevæget mig fremad, var jeg tilbage ved start. Tvivl. Usikkerhed. Ensomhed. Hvorfor blive ved? Hvorfor ikke bare give op? Hvorfor give op? Hvorfor ikke blive ved? Det er det eneste, jeg kan.

Og nu står jeg i min stridsvogn. Tremmerne er sprængt. Krænget til siden. Kraftesløse. Mine heste er stærke. Sort og hvid. Jeg står rank. Jeg har overblik over slagmarken. Men slaget er slut. Min indre kamp er vundet. For denne gang. For hver gang jeg sejrer, bliver jeg stærkere. Fjenden bliver svagere. Jeg kender snart alle dens tricks. Alle dens ansigter. Alle dens fælder. Jeg har set det hele. Mange gange. Og det rører mig ikke længere. Kan ikke nå mig her i min stridsvogn.

Hestene fnyser, så det damper ud af deres næsebor. Knogler knaser under hjulene, mens jeg i triumf indtager fjendens land. Det her er mit territorium nu. Og jeg tror, jeg planter tusindfryd og syrenbuske mellem kranier og bøjede sværd.

Udgivet den

Balancegang i Pinsevarmen

Så nu har jeg gjort det igen. Spredt mig ud over for meget, sat for mange ting i gang, tilmeldt mig et kursus mere. Købt en bog. Startet endnu et projekt op. Sagt ja til en aftale. Noget, som jeg tror, kan give mig rigtig meget. Noget, jeg rigtig gerne vil. Noget, der kan gøre en forskel. Så min kalender fyldes op. Min krop drænes. Mit hoved bliver tungt.

For jeg kan simpelthen ikke finde balancen. Jeg render frem og tilbage på bommen og får den konstant til at tippe. Bum! Ned i den ene side. Bum! Ned i den anden side. Frem og tilbage. Et kort øjeblik svæver bommen vægtløs i luften. Balancerer i verdensrummet. Jeg holder vejret. Jeg føler balancen i alle celler. Jeg føler letheden og energien. “Yes, nu har jeg den. Nu kører det sgu. Nu kan jeg alt!” Så trækker overmodet og tyngdekraften igen mig og bommen hårdt mod jorden.

Jeg rammer altanen og bliver liggende. Kigger op i himlen. Tyngdekraften er massiv i dag, og jeg tror ikke, jeg kan rejse mig igen ved egen kraft. Mit udsnit af verden er lysende blåt og gult. Det har de matchet godt – dem, der malede himlen i den blå farve – jeg tænker, at de har kigget på bygningens gule farve, inden de gik igang. Bambussen hvisker stille ord over mit hoved og slipper små glimt af sollys igennem.

Måske er min balance stilstand? Måske er det meningen, jeg bare skal ligge helt stille og betragte verden? Jeg skal ikke ud og lave revolutioner, stå på ølkasser og vifte med faner. Jeg skal ikke starte store projekter, opfinde nyt, skifte spor, have tusinde bolde i luften og skubbe stenen op ad det bjerg.

Mit hoved er tungt, men solen trækker snart varmen med ned bag hustaget. Alle duftene er ekstra skarpe i dag. Måske er det en slags omvendt corona. Luften har renset sig selv for al duftstøj og skidt og står ren og skarp. Jeg kan næsten se og gribe de tynde, snoede, fedtede duftbånd af grillet grisekotelet, syrener, nyslået græs, maling og cigaretrøg, der hænger i luften.

Træerne opfører en stille skyggepantomime af dansende blade på husmuren i de sidste aftensolstråler. Så nåede jeg heller ikke noget idag. Jeg fik ikke tænkt store tanker eller skrevet et manifest. Jeg fik ikke kloget mig på samfundssituationen eller skrevet en bevinget kronik. Der er ikke blevet produceret digte eller skønlitteratur her. Jeg har ikke engang læst noget af andre. Ingen indsigter – blot et par tilfældige tanker.

Men måske er det også nok for nu. Faktisk, så føles det som rigeligt for nu. Vi kan alligevel ikke kapere mere. Den varme Pinsedag har givet os en pause – Endnu en. Men vi har brug for mange pauser for tiden. Alting skal skiftes ud og gentænkes. Hver eneste lille Plejer og Altid skal tages op og drejes rundt. Og så er det vigtigt med de varme, langsomme, solskinnende pauser og små, luftige tanker til at lufte ud under vores hjerneskal, inden den igen skal igang med at se undersøgende og nysgerrigt på tingene.

Men jeg har været her før. Det hele kører i ring. Momentum og fremdrift overhales igen af træthed og stilstand. Tanker om, hvorvidt det hele overhovedet nytter noget. Er umagen værd. Overgivelse. Accept. Og nye spirer, der maser sig op gennem den ubevægelige, fastfrosne krop. Utålmodigt, med nye idéer, vibrerende af gå-på-mod og lyst til forandring. Lyst til at gøre en forskel.

Småbitte edderkopper har lavet småbitte spindelvævsbroer mellem de høje bambusskud. En due kurrer. En måge sejler. Nede i gården tændes grillene op. Utålmodigheden tapper med den ene fod; “Ja, ja. Det er meget fint og meget smukt. Men vi skal også videre. Vi bliver nødt til at gøre noget, udrette noget. Så i morgen skal vi igen forsøge at redde verden.”

Jeg har været her før. Det hele kører i ring. Men alting føles helt nyt. Alting har en duft af for-første-gang. Sikke en magisk og vidunderlig tid, vi lever i.

Udgivet den

Tankefragmenter

Og der forsvandt den igen. Drev hurtigt og lydløst videre som en mursejler mod den åbne, blå himmel. Alle mine tanker og idéer hvirvler rundt disse dage. En lang monolog opstår om det smukke ved at genfinde barndommens briller og se alting i et skær af for-første-gang.

En beundrende, fascineret samtale om myrens utrættelige, uendelige arbejde med at flytte ét sandkorn ad gangen. Tænk engang, hvis vi mennesker stadig følte det samme fællesskab. Hvis vi stadig følte den samme forbundethed og kalden mod et projekt, der var større end os selv. Så vi utrætteligt ville flytte sandkorn eller slæbe sten for at være en del af opførslen af et tusindårsmonument. Tænk, at føle stoltheden over at bidrage med en lille del til noget større.

Et teenage-skænderi med Universet, der igen opfører sig som gamle, forstokkede og håbløst ude-af-takt-forældre. “Du er her jo for at mærke – også de trælse følelser – så her; mærk håbløshed og modløshed.” Ja tak, men jeg er her fandme også for at mærke de fede følelser. Så hvornår fyrer I op for en ordentlig omgang medgang, selvtillid og lykkerus?

En hurtig one-liner. Et genialt budskab. Visdomssten, guldord og fjolleri. Jeg holder dem i min bevidsthed et kort øjeblik, tænker, jeg vil skrive dem ned, gemme dem, huske dem, så jeg kan omdanne dem til blogindlæg eller dagbog. Men de opløses og flagrer væk. Mister deres aktualitet og magiske skær. Mister deres betydning og deres pust, inden jeg når at få den lille notesbog i min taske hevet op.

Jeg går videre. Eller sidder en hel dag stille og stirrer ud i luften. Rastløshed og komplet udmattelse. Jeg ligger stille i flere dage og venter. Så springer jeg op og sætter ti projekter i gang. Snurrer en omgang om mig selv. Bliver i tvivl. Om alting. Om ingenting. Jeg bestemmer jo selv. Men hvad skal jeg vælge?

Skal det egentlig for evigt være så svært at sætte noget igang? Skal jeg altid føle tvivlen, der lokker med en støvet solskinssøndag på sofaen? Eller kommer der et tidspunkt, hvor jeg har losset mig selv igang tilstrækkeligt mange gange, til at jeg genkender det fede ved handling og gøren og skabelse? Bliver jeg nogensinde så sikker i mine valg, at de vælger mig først? At jeg slet ikke kan lade være, fordi de trækker så hårdt i mit hjerte, at det galoperer jublende og syngende ud af sengen om morgenen. Fordi det slet ikke kan lade være. Fordi det hører kaldet – så højt og tydeligt – og fordi det besvarer det med stolthed og tro på sig selv.

Der er ikke noget, der er rigtigt vigtigt lige nu. Men der er heller ikke noget, der er ligegyldigt. Alting har bare sådan en umiddelbarhed over sig. Som den blå himmel med strøg af hvidt. Den er der bare. Helt rolig. Jeg kan fordybe mig i den, drukne, svæve væk. Eller jeg kan lade den være. Gå ind og lukke døren og ikke kigge ud mere i dag. Det betyder egentlig ikke så meget. Det er bare.

Og det er til mig. Og til dig. Værsgo’. Frit valg og kærlige, blå muligheder.

Udgivet den

Universel Sandhed eller Billig Rosé

Og mens jeg sad i meditationsstilling på altanen med tæpper og handsker og frossen næse og stirrede uden fokus på himlen, besluttede sommeren sig for at komme tilbage. Den trak temperaturen op og grillstartere og værktøj frem. Og folk ud af deres lejligheder. En kakafoni af skrigende børn, hamren og banken, transportable basrytmer og mumlende, længselsfulde stemmer. Tørstende efter sol og frihed fylder de famlende zombier byens grønne pletter op. Hælder grillpølser og billig rosé ind med en rungende latter. Solbriller og Instagram. Hvordan smager frihed egentlig?

Og jeg sidder stadig på min altan. Jeg har smidt tæpper og handsker, men blikket er stadig fjernt og ufokuseret. “Hvorfor foretager du dig ikke noget, Marlene? Hvorfor sidder du bare dér og lader livet glide forbi? Lev dog livet! Berus dig i billig rosévin og livets banaliteter. For nu er det sommer. Og grillen er tændt. Og vi skal være sorgløse, for det står nu engang så godt til solbrune ben, tung, identitetsløs bas og sommerstemning.“

Men jeg havde faktisk lige gang i noget vigtigt. Jeg havde gang i et dybt kig indad. I kan ikke se det. For det kan ikke ses udenpå. Det hele foregår indeni. Her har jeg arbejdet hårdt på at udvide mit indre, skabe mere plads, skabe rummelighed, skabe forståelse, skabe tolerance, skabe robusthed. Sætte grænser, mærke efter, finde retning, finde forståelse. For pokker, der er da ikke noget at sige til, at jeg ofte er så træt.

Nu har jeg så fundet en plads midt i orkanens øje. Her kan jeg sidde stille og roligt og observere den hvirvlende, grumsede masse, der farer forbi mine øjne. Her i mit indre har jeg overtaget kontrollen. Det er mig, der styrer. Jeg bestemmer alt. Og jeg kan skifte mit humør fra opgivende til opløftende med et fingerknips. For jeg vælger selv. Jeg skaber selv min virkelighed og min verden. Fordi; i mit indre er jeg en gudinde, en titan, et væsen af ren energi.

Men den ydre verden banker på. Højt og larmende. Jeg prøver at lukke øjnene og ørerne. Lukke mig inde i min indre verden af ren power og kærligt lys. Men alle de ydre stimuli og muligheder får mig til at tvivle. Jeg åbner et øje på klem. Hvad er det egentlig, jeg vil? Mit hoved er ved at sprænges af tætheden i byen. Så meget larm og andre menneskers energi. Måske ville det være meget bedre at komme ud af byen. Købe et lille hus i skoven. Helt alene. Bare lytte til duerne og vinden i trækronerne. – Og de rastløse, hjemløse spøgelser og dine egne bange tanker om natten….

Måske har jeg slet ikke lyst til at dykke så dybt ind i mit eget indre. Finde oraklet på bunden og løse Universets gåde. I hvert fald ikke lige nu. Måske har jeg bare lyst til at sidde her med et glas billig rosé. Jeg vakler mellem den simple og den universelle sandhed om meningen med livet. Det er så småt ved at gå op for mig, at min opgave ikke er at vælge det ene frem for det andet. Min opgave er at finde balancen. Alt eksisterer samtidigt.

Udgivet den

Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?

“Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?”

Jeg sender spørgsmålet op i den strålende klare aftenhimmel. Op til Venus, som hænger ulasteligt, skinnende hvid helt alene på deroppe. Himmelhvælvingen er ved at skifte fra dagsklæder til nattedragt, men lige nu befinder den sig i tusmørkets ubestemmelige rum. Alle farverne glider ligesom ind i hinanden. Blå, gul, hvid. Og jo mere intenst jeg kigger, jo mere flyder det hele ud. Flyder sammen. Ingenting er virkeligt imellem dag og nat. Kun Venus. Og solsortens aftensang.

Åh, den aftensang. Så fuld af vitalitet og håb og ren og skær glæde. Min sjæl drikker den sammen med aftenhimlens intense glød. “Kan du huske…?” hvisker aftenen, og sender minder om uendelige, sorgløse sommeraftener fulde af latter og magi ned til mig med den kølige nattevind. Jeg nikker og smiler. Jeg husker. Og glæder mig.

Venus besvarer ikke mit spørgsmål. Hun kigger bare insisterende på mig. Uden at blinke. Spøgelsesbilleder fra oldtidens Ægypten og det gamle Grækenland blafrer og flimrer som tynde slør mellem universernes lag på den skumrende himmel. Venus går sikkert igennem dem allesammen med langsomme, majestætiske skridt. Hun ved det. Hun var der. Hun er her. Hun kender budskaberne, indsigterne, visdommen og hemmelighederne fra dem, der var der før, og hun tager dem med til dem, der kommer efter. Men hun siger ingenting. Det er op til dem selv, om de vil hente budskaberne ned.

Jeg mærker min sjæl flakke usikkert som en flamme i vilde vinde. “Men det er jo nemt nok for dig, når du var der. Jeg forstår ikke budskaberne. Jeg kan ikke nå indsigterne. Jeg har glemt hemmelighederne. Jeg forstår ikke, hvad jeg skal, og jeg er i tvivl om hvert eneste skridt.“

En flagermus cirkler i lydløs, halsbrækkende flugt rundt mellem bygningerne. Den tvivler ikke. Følger bare de usynlige impulser fra byttet i mørket.

“Behøver det egentlig altid handle om udvikling, evolution, revolution, at nå noget, opnå noget og at ændre verden? Kan det ikke tænkes, at selv udødelige sjæle har brug for ferie? Bare slappe af og tage en inkarnation med fred og ro. Bare sidde en forårsaften og betragte en flagermus mod den indigoblå himmel, lytte til ekkoerne af fuglenes søvnige aftensange, mærke et usynligt kærtegn af kølig aftenvind mod den nøgne hud. Bare suge al verdens uendelige skønhed til sig. Bare sanse. Mærke, dufte, smage, høre, se. Bare tage det ind. Bare nyde det. Bare drikke det og lade sjælen flyde over af indtryk. Uden at skulle nå noget.”

Venus betragter mig med ophøjet tavshed. Flagermusen er forsvundet. Garanteret mæt og veltilfreds. Den har opnået alt, den satte sig for her til aften. Solsortens sidste toner rinder ud. Stilheden sænker sig, mens aftenstjernerne en for en træder ind på den blå scene bag ved Venus. Alt er uendeligt. Langt borte. Og dog helt tæt på. Der findes kun min altan, gården og bygningen overfor. Lukket inde i vores egen lille verden af en blå glaskuppel lige over mit hoved.

Jeg ved det ikke. Jeg forstår det ikke. Noget trækker i mig og råber på handling. Noget andet bliver træt ved tanken og beder om ro. Hvordan giver jeg begge sider, hvad de beder om? Her i det stille tusmørke ved jeg ingenting. Jo mere, jeg prøver at se konturerne klart i mørket, jo mere flyder de ud. Bliver formløse, uvirkelige, måske-eksisterende. Jo mere jeg forsøger at finde hoved og hale og mening med det hele, jo mere glider det ud og bliver meningsløst. Hvordan skal jeg finde en mening, når jeg ikke engang ved, hvordan en mening ser ud? Og hvordan skal jeg bruge den, når jeg finder den?

Mit spørgsmål hænger stadig et sted mellem stjernerne, da jeg rejser mig for at gå ind: “Hvis jeg står op i morgen og bare går ud af døren. Hvem er jeg så egentlig?”

Inden altandøren lukker bag mig, hører jeg Venus hviske: “Hvem har du lyst til at være?”

Udgivet den

Eftermiddag ud af vinduet

Nu sidder jeg her igen. Jeg har lige fundet mig selv på sofaen, stirrende ud af vinduet på blå himmel og drivende, hvide skyer. Igen! Jeg har altid været glad for at kigge ud af vinduer, kigge på himler. Men jeg begynder at få fornemmelsen af, at det har taget overhånd på det seneste.

Så sidder jeg altså her igen. Med drømmende øjne og indadvendte tanketåger. Gad vide, om jeg nogensinde kommer ud herfra? Kommer væk herfra? Og har jeg egentlig lyst?

Det er sjovt, for det første jeg gjorde, dengang jeg startede denne rejse. Dengang, jeg stod og kiggede ned ad en vej med stress og gråhed og tristhed og råbte “stop!” Det første, jeg gjorde – det første, jeg var nødt til at gøre – var at banke hul på den kampestenstykke mur, jeg havde bygget uden om mig selv. Jeg hamrede og sparkede og spyttede og skreg. Og til sidste gik der hul, og jeg kunne kravle ud.

Og nu sidder jeg så her. Har jeg bygget et nyt tårn? Lukket mig inde igen? Jeg kigger mig omkring. Måske. Men her er ikke mørkt og trangt og koldt. Nej, her er lys og luft. Planter og duft. Varm te, stakke af bøger og kærlighed.

Et frivilligt eksil fra verden, allerede inden verden besluttede sig for at lukke ned. Måske er verden lukket op igen? Uden jeg har opdaget det. Jeg kan ikke se vejen her fra sofaen, så jeg kan ikke se, om biler og cykler og busser og små mennesker med små hunde haster forbi derude. Eller om alt stadig er stille gået i stå. Jeg kan kun se det røde hus ovre på den anden side af gaden. Det bevæger sig ingen steder hen. Og så kan jeg se den blå himmel og de hvide skyer.

De er stoppet op. Skyerne. De farer ikke længere forbi i jagten på øst. De hænger der bare. Helt stille og tunge, men lysende hvide. Verden er nok stadig lukket ned. Måske er den forsvundet. Måske findes vejen og bilerne og de små mennesker med små hunde slet ikke længere. Der er kun det røde hus overfor, der svæver over en uendelig tomhed.

Jeg ved alligevel ikke, om jeg har lyst til at gå ud. Der er altid så meget larm. Så meget, der forstyrrer. Uinteressante folk, der snakker om uinteressante ting for så at gentage sig selv. Mine tanke fragmenterer. Bliver usammenhængende. Jeg kan ikke koncentrere mig for al den snak. Alle de tanker og idéer som ikke er mine og som ikke interesserer mig.

Så hellere sidde her sammen med skyerne. De afbryder ikke mine tanker. Og mine tanker larmer rigeligt i sig selv. Til tider formerer og forgrener de sig til et helt hundekobbel af vilde, gøende gadekryds, der ikke hører til nogle steder, og som ikke har tænkt sig at give slip, når de først har sat tænderne i min opmærksomhed. De knurrer og rusker vildt og legesygt min opmærksomhed, der snart gribes af flere tænder, snart kastes snurrende op i luften, snart trækkes hen ad vejen i flyvende fart til jeg rundtosset giver op i forsøget på at finde hoved og hale, start og slut, op og ned.

Skyerne er der bare. Hvide. Skyer har nok ikke tankemylder. Skyers bevidsthed må være ren og simpel og smuk med bare en enkel tanke om “øst”. Sådan driver de langsomt hen over det blå i ordnet formation. Mit fokus glider ud. Glider ud af vinduet og ud i det blå. Glider med de hvide skyer af sted mod øst.

Min øjenlåg bliver tunge. Gad vide om det er for sent til en eftermiddagslur? Eller for tidligt?

Udgivet den

I dag er det efterår

Der er så underligt koldt alle steder i dag. Ude på gaden, i vaskekælderen, i min halvfulde tekop, under fødderne, ja, selv min motivation er frossen. Verden udenfor er blevet grå igen. Skyerne er tunge, vinden er skarp. Gaderne er tomme og træernes grene er nøgne. Måske er det blevet efterår igen?

Det sker en gang imellem. Som om Verden går i stå, trækker sig baglæns og pludselig sender efteråret ind igen. Det kan ske midt på sommeren, hvor de lange stranddage og evige grillaftener pludselig bliver afbrudt af efterårsvinde, der trækker ispapir hen over de forladte strande. Eller en frostbidende vinter, der pludselig tør lidt op med efterårslunhed under de lavthængende, grå skyer.

Eller som nu, hvor de kvidrende fuglestemmer og dirrende, grønne knopper er trukket tilbage. Forstummet. Som om naturen har brug for en kort restitution midt i forårstravlheden: “Pyh, lige et par dage uden fremdrift og udvikling. Bare lige et par dage på sofaen med Netflix og ingen planer. Så er jeg klar igen. Klar til at brage af sted med morgensol, fuglesang, grønne, spirende, vajende, duftende træer og buske og milde kys på kinderne.”

Så vi kigger os lidt forhutlede omkring. Har vi sovet over os? Misset vækkeuret og gået glip af sommeren? Forårsfrakken blotter vores halse mod den hujende vind, der lystigt bider i det nøgne kød. Det kriller i halsen. Vi hoster. Forskrækkede ned i jakkeærmet. Forårsforkølelse er ikke længere en uskyldig folkesport, som der bliver smilet overbærende af.

Det er nemt at blive indendøre i dag. Bjørn har lavet æbleskiver. Måske er det blevet efterår igen? Måske er sommeren strøget forbi, mens jeg har siddet her og kigget ud af vinduet. Vinden rusker i taget, rusker i træerne. Æbleskiver og kaffe. Jeg får lyst til at puste til flormelissen, så der på magisk vis opstår et lokalt snevejr i vores stue. Bjørn synes, det er en dårlig idé. Jeg nøjes med at samle en lille skibakke på tallerkenen med fingeren. Tværer den så ud – jeg kan alligevel ikke stå på ski – og sutter eftertænksomt på fingeren. Det er egentlig sjovt, at sukker og flormelis smager så forskelligt.

Jeg skal ikke ud i dag. Jeg skal faktisk tilsyneladende ingenting i dag. Hele mit system er igang med at hente trøjer og tæpper frem og gøre klar til at gå i hi på sofaen med stearinlys og en bog. Mit system vinker fornøjet til mig med favnen fuld af tæpper. Et par enkelte tanker slipper ud og lander her på bloggen. Alt andet har gjort klar til dvale.

Vi ses igen til foråret.