I dag er det 1 år siden, jeg skrev mit første blogindlæg. Nogensinde i hele verden! I dag er det 1 år siden, at Tankerfradenhalvetime.dk materialiserede sig fra drømmevæverstof til fast, metallisk-skinnende cyber-lilla online-univers. Og faktisk er dette blog-indlæg nr. 50. Sikke nogle fantastiske milepæle. Sikke nogle præstationer. Så hvordan har det så været – det første år? Og hvad er de strålende planer for fremtiden?
Tja, det har jeg vel egentlig ikke tænkt så meget over. Jeg er faktisk ikke så god til at fejre fødselsdage, jubilæer, succeser. De er der ligesom bare. Også uden at man tænker for meget over dem. Så jeg sidder bare i hyggetøj og dyne i sofaen med te og stearinlys. Men indeni er jeg glad og stolt. En stille, indvendig fejring. Af mig selv og mine kreationer. På den måde er jeg måske alligevel meget god til fejringer. De små, stille fejringer, når jeg sidder en langsom eftermiddagstime og scroller ned igennem mine egne blogindlæg eller mine egne billeder på Instagram. Jeg læser tidligere ord, genoplever tidligere stemninger. Og min sjæl fyldes op af hverdagseventyr og øjebliksmagi. “Har jeg virkelig skrevet det? Ej, hvor finurligt. Det billede er totalt skarpt og professionelt. Hvor snedigt fanget.”
Så min sjæl jubler, og jeg synes faktisk – hånden på hjertet – at jeg har den flotteste, mest fantastiske og eventyrlige blog og Instagram-profil. Jeg elsker selv mit univers. Og på den måde er det jo perfekt. På den måde har det opfyldt sit formål. At skabe glæde og magi for mig. Men – hånden på hjertet – jeg elsker også, når andre finder ind i mit univers og lader sig forbløffe, forundre, forføre eller blot inspirere. En kort stund. Et hvil i den cyber-lilla tusmørkestemning før de vandrende pilgrimme igen drager videre på hver deres egen personlige eventyr.
“Jeg laver en blog for min egen skyld. Med lige præcis det indhold, der kommer ud af mine tanker og min navle. Ingen regler, blot ren lyst.”
Sådan skrev jeg i mit allerførste blogindlæg for et år siden. Og det vil også blive rettesnoren for det næste år. Mine tanker, mine drømme – ingen regler, blot ren lyst. Og nogle gange synes jeg, mine tanker køre i ring, og at det er det samme, der kommer ned på papiret og ud gennem skærmen. Igen og igen. Samme tema. Samme stemning. Nye skyer. Men andre gange mærker jeg, at jeg har rykket mig til en ny dimension. Og jeg mærker, at jeg træder tydeligere og tydeligere frem. Smider mine filtrer og hæmninger, masker og reb. Tør mere. Åbner mere op. Hvirvler i berusende glædesdans rundt i efterårstågens spøgelsesgardiner, der kun halvt skjuler min vilde natur og sjæl, min nøgne krop og sandhed.
Mine tanker og drømme. Mine idéer og fantasier. Måske bare mine observationer på min vej gennem livet. Og bliver det i grunden ikke mærkeligere og mærkeligere, jo længere man bevæger sig frem? Det er blevet mørkt udenfor. Lige pludselig er det begyndt at blive mørkt igen. Alt for hurtigt. Alt for pludseligt. Mens vi stod og ventede på at sommeren skulle komme, fløj den lige forbi os. Jeg ved ikke, hvad der skal ske det næste år. Eller de næste 50 indlæg. Måske bliver det lutter gentagelser. Måske bliver det nye, tøvende, prøvende skridt på usikker og ukendt, gyngende grund. Men det bliver med en stille, indre glæde over de hverdagseventyr og den øjebliksmagi, jeg skaber. Lige her. I øjeblikket. I sofaens bløde aftenmørke.
