Så sidder jeg her i bilen i den kolde, mørke morgen. Jeg kigger ud fra min lille boble på alt det, jeg kører forbi. Eller som kører forbi mig. Gad vide, hvem af os, der egentlig bevæger sig? Eller om der overhovedet er nogen af os, der bevæger sig. Var vi ikke også her igår? Og i forgårs? Og dagen før? Gad vide, hvor de skal hen, de frysende mennesker på cyklerne? Gad vide, om de selv ved det? Mon de når frem?
Lys. Røde og grønne, der skifter. Billygter i gult og rødt glider lydløst hen ad den asfaltsorte flod. Små, drivende, søvnige bobler. Det regner på forruden. Lydløst. Flere og flere små, skinnende diamanter lægger sig på ruden. Jeg visker dem ikke væk. De er så smukke. Lyskaleidoskop. Til sidst kan jeg næsten ikke se morgenverdenen udenfor. Vinduesviskeren fejer hen over forruden. Lydløst. Et par enkelte nye diamantdråber dukker forsigtigt op igen, da den er fejet tilbage.
Rødt lys. Venter. Tænker på min dyne. Hvorfor er jeg overhovedet stået op? Min næse er stoppet, og min hals er irriteret. Skyer af snot er begyndt at stige op og overskye min hjerne. Det føles egentlig meget rart. Som at blive bedøvet. Som at opleve verden igennem en slowmotion af vat. Mine øjne vender vrangen ud på sig selv, og ting ser på en gang velkendte og underligt fremmede ud. Som om de har stået der så længe og bare været, hvad de er, at meningen er gået tabt. Hvad er du nu, lygtepæl?
Trafikken glider. Lydløst. Det er for tidligt og for mørkt og for koldt til at nogen gider være aggressive. De skutter sig bare i deres små, ensomme bilbobler med blanke, søvnige øjne. Jeg mindes tidlige morgener, da jeg var barn. På vej til børnehave. På bagsædet af bilen, hvor jeg lå og kiggede op og ud på de forbipasserende vinduer og hustage, der lænede sig ud over vejen for at kigge ned på mig. Nogle morgener fulgte Månen os på vej. Den fulgte os hele vejen hjemmefra og ind gennem byen til dér, hvor vejen slog en bue udad igen. Her vinkede jeg altid farvel til Månen, mens min mor hørte Anne Linnet på bånd:
“Stjerne og Sol og Måne – Dem får vi lov at låne.
Time og Dag og Uge – Dem får vi lov at bruge.”
Så sang jeg med. For mig var teksten fuld af håb. Håb om muligheder. Håb om et uendeligt Univers. Håb om uendelig tid. Håb om at få lov. Drømme om dansende stjerne og sole, måner og timer, dage og uger. Det er mange år siden, jeg har hørt den sang.
Da jeg stiger ud af bilen, er det begyndt at regne. Jeg fryser, og vinden skubber til min paraply. Hvor har jeg egentlig lagt de stjerner og sole og måner, som jeg lånte af Anne Linnet dengang? Jeg må lige huske at lede efter dem, når jeg kommer hjem.
