Hvem er jeg?
Jeg hedder Marlene.
Jeg er et helt almindeligt menneske i den her højst besynderlige verden. Jeg har prøvet at tilpasse mig, passe ind, være sådan som jeg troede, at andre mente, at jeg skulle være. Det virkede ikke rigtigt. Så nu er jeg taget ud på en rejse for at finde ud af, hvem jeg selv har lyst til at være, hvis jeg bare skal være mig. Heldigvis er det en rejse fuld af stjernestøv, magi, feer, hekse, regnbuer og gylden glæde, der mærkes i maven.
Hvad er Den Halve Time?
Den Halve Time er en skriveøvelse.
Hvis du gerne vil lære at skrive eller øve dig på at skrive bedre, så sæt dig en halv time hver dag og bare skriv. Skriv lige dét, der falder dig ind uden at tænke for meget over det, redigere eller dømme det. Bare lad tankerne løbe, hoppe og svæve, og lad pennen eller tasterne bevæge sig frit under dine fingres dans og opdag, hvad din sjæl hvisker.
Tanker Fra Den Halve Time
Tanker Fra Den Halve Time er mit lille frirum. Et sted, hvor jeg øver mig på at skrive. Et sted, hvor jeg lader tankerne strømme frit. Et sted, hvor jeg øver mig på at være menneske. Et sted, hvorfra jeg drager ud for at lære mig selv bedre at kende. Et sted, hvor der er plads til underfundighed, forundring og finurlighed. Et sted med plads til glæde, tristhed og udforskning af alle følelserne derimellem.
Tanker Fra Den Halve Time er først og fremmest mit sted, men du er velkommen til at kigge indenfor i min lille hule, slå dig gerne ned og lyt lidt til mine historier. Bliv inspireret, underholdt eller chokeret, inden du igen drager ud ad din vej her i denne besynderlige verden.