Har jeg mistet eventyret? Er eventyrlysten forduftet? Er længslen forstummet?
Måske. Eller også har den skiftet form. Den river og flår ikke længere mit indre til laser. Den kaster mig ikke længere rundt på følelsernes kolde, stormfulde hav. Den driver ikke længere ustoppelige strømme af bitre tårer ud af mine øjne.
Men hvor er eventyrlysten så? Hvad længes jeg efter?
Jeg længes efter at blive her. Jeg længes efter at dykke dybere ind i mit indre, der ikke længere er en dyb, sort skovsø, men en lysende, glitrende sø af ren energi. Jeg længes efter at folde det hele ud og ud og ud som en blomst med tusinde kronblade.
Jeg drømmer om de helt små, langsomme eventyr, som vi kun opdager, når vi sætter os ned i græsset, tæt på bier og sommerfugle, og giver os tid til at betragte deres svirrende liv.
Jeg drømmer om at gå i total symbiose med træernes rytme og lade alle mine blade falde, nu hvor det er efterår. Trække mig ind i min barkede stamme og gå i hi. Drømme sære drømme om fjerne lande langt, langt herfra under en anden sol, med høje vinkende palmer og fremmedartede dufte i vinden.
Vide – uden at vide hvorfra – at træerne stadig er telepatisk forbundne, selv om de er blevet fældet. Vide – uden at vide hvordan – at træerne stadig er levende, når de står som ranke master på skibe og sender mennesker mod sydlige himmelstrøg og sære drømme hjem til deres fætre og kusiner i nord.
Jeg er flyttet ind og min sjæl er landet. Huset og de gamle træer har budt os velkommen og accepteret os. Og vi har forpligtet os til at passe på dem.
Jeg er landet, og jeg har sat mit præg. Alferne og troldene er flyttet ind – eller måske har de boet her hele tiden?
Jeg mærker ikke længere nogen udlængsel rive og flå i mig. Jeg mærker en længsel efter at grave mine rødder dybere ned. En længsel efter at være lige her lige nu. En længsel efter at opdage og undersøge hver eneste krog og lære dens historier og hemmeligheder at kende. En længsel efter at undersøge dybden af at være endnu langsommere. En længsel efter at smelte ind i træernes stammer og røre deres sjæl.
Måske. Måske er jeg bare ved at blive voksen. Måske har jeg bare fundet mit eventyr.
Når Du Allerede Er Midt I Din Drøm
Efterårssolens gyldne lys vælter ind ad vinduet. Vælter skråt hen over det dugvåde græs. Trækker lange skygger. Trækker nattens væsener hjem i deres huler. Alting svulmer af dugvåd frodighed. Alting er så potent i sin modne ro.
Der hviler en højtidelighed over efterårsmorgenen.
Vi ved godt, at vi kun har det hele til låns. Og det er okay.
Men hvorfor har vi så så travlt?
Hun har gået rundt i duggen med bare fødder. Drivvåd kølighed mod tæerne.
Den dampende varme fra te-koppen, som hun holder ind mod brystet.
Varme. Og kulde.
Lys og mørke.
Det hele mødes lige her på Jævndøgns-vippen.
Hun kigger op. Misser mod solens stærke lys. Ser de tusindvis af vinkende grønne blade, der om et øjeblik skifter endegyldigt farve. Hun ser den uendeligt høje, blå september-himmel. Og hun ser en lille, gennemsigtig, hvid vattot-sky hurtigt dukke frem over trætoppene og sejle videre hen over himlen. Flere skyer. Efter hinanden. De folder sig ligesom ud, mens de glider hen over himlen. Spreder deres i forvejen tynde væsen endnu mere. Strækker sig ud for at få så meget som muligt med. Bliver endnu mere spøgelsesagtige i deres glidende flugt.
Hvor er de på vej hen?
En kuldegysning op langs benene, får hende til at vende tilbage til de dug-frosne tæer. Hun går indenfor igen. Laver sig halvt nærværende, halvt drømmende en ny kop te. Hun snupper computeren og et stort, blødt tæppe. Sætte sig til rette på sin yndlingsplads foran de store vinduer. Svøber de bare ben ind i tæppets varme favn. Sipper til teen og kigger ud på træerne, på haven, der strækker sig ned til søen. Kigger på de fjerne granskove, der zig-zagger horisonten.
Hun åbner computeren. Lader den roligt og forventningsfuldt blinke på den tomme side. Og med et hemmelighedsfuldt, legende smil printer hun de første ord på siden.
Jeg ser hende. Som hun sidder dér med det lange hår bølgende ned over nakken og den store skjorte. Med de bare ben viklet ind i tæppet. Med te-koppen. Og med efterårssolens støvede, gyldne lys ind gennem de store vinduer. Med de gamle træer ude i den store have. Med de små alfer, der flyver ind og ud, laver pirouetter i luften og hvisker eventyr i hendes øre. Eventyr, som hun lader flyde ind i computeren og videre ud i bogformat til hele verden.
Jeg mærker roen og latteren i hendes sind.
Jeg ser hende tydeligt, for hun er min drøm.
Og det går op for mig, at hun også er mig. Hun er mig. Og nu er jeg også hende.
Jeg træder forsigtigt nærmere. Skridt for skridt. Træder helt hen. Sætter mig på min yndlingsplads i stolen foran de store vinduer. Smelter sammen med drømmebilledet. Smelter sammen med mig selv.
Og jeg kigger mig omkring. Og jeg opdager, at alle elementerne allerede findes her i min verden omkring mig. Og det kan godt være, at vinduerne ikke er helt så store, som i min drøm. Og det kan godt være, at den mytiske silhouette af tryllegranskoven ikke er placeret bag ved søen. Men de er her begge to. Granskoven til den ene side, søen til den anden. Og de store, gamle træer i haven omkring det store, gamle hus.
Universet lytter til vores drømme. Og giver os byggestenene.
Så det eneste, vi skal gøre, er selv at lytte til vores drømme.
Leve vores drømme. Være vores drømme.
Jeg laver mig en kop varm te, går med bare tæer ud i det dugvåde græs og lader mig overvælde af solens gyldne stråler og skyggernes spil mellem de frodige blade.
Jeg snupper min computer og sætter mig op ved det lille skrivebord i gæsteværelset. Jeg åbner vinduet og ser træerne vinke til mig. Sommerfugle og alfer svirrer omkring.
Jeg mærker dyb ro og ægte glæde i min sjæl.
Og så lader jeg ordene flyde.
Marlenes Naturlov og En Slap Skrivemuskel
Jeg havde ellers besluttet mig for at gøre det nemt og simpelt for mig selv.
Bare sæt dig ned og skriv. Bare lad det være det første, der kommer.
At skrive er en muskel, der skal trænes og vedligeholdes. Og den her muskel er ikke blevet trænet længe. Så jeg ville gøre det nemt og simpelt.
Men jeg har lige slettet alt det, jeg skrev. Alt dét, jeg bare lod flyde ud. Og ærligt. Det flød ikke engang særlig nemt.
“Det skal være nemt,” så ikke alle mulige forberedelser. Gør det som det første om morgenen. Men jeg brugte alligevel 2 timer på små-projekter i haven. Så nu er staudebedet vandet, regnvandstønden tømt og rengjort og rabarberne høstet.
“Det skal være nemt,” så du behøver ikke alle mulige ting. Og jeg tog bare min computer under armen og satte mig op i skriveværelset. Men så nemt er det altså ikke. Jeg mangler virkelig en kop varm te. Et tændt stearinlys. Måske en krystal. Og jeg mangler helt bestemt at lukke døren ind til studiet, hvor Bjørn komponerer musik for fulde decibel.
Og det var omtrent hér, jeg slettede det forrige, jeg havde skrevet.
Og jeg mærkede igen den samme trang til at lade fingeren sænke sig ned over slette-tasten. Ligegyldige banaliteter. Og ikke engang særlig godt beskrevet.
Hvad vil jeg egentlig? Var det en fejl at komme her?
Havde jeg egentlig ikke en vag idé om… noget? Ord. Tanker.
Jeg lader tvivlen komme ordene til gode og lader slette-tasten være. Men nu henter jeg altså en kop te og lukker døren.
—
Og med en kop te lander jeg her. Lander faktisk mest i erkendelsen af, at jeg har gang i så mange ting, at jeg har svært ved at hensætte mig i rolig fordybelse.
Så mange fantastiske ting og projekter. Bare jeg kan nå dem alle sammen.
Og på den måde bliver jeg helt rundtosset. Har svært ved at vælge. Har svært ved at finde roen til dét, jeg faktisk aller helst vil; nemlig finde roen til at fordybe mig i fantastiske projekter.
Og det er jo slet ikke nyt. Det er jo faktisk hele essensen af mig i en fin, lille nøddeskal.
Et evigt tema. En evig lærdom at vende tilbage til. Igen og igen. Fra tusinde nye vinkler.
Jeg vil gerne det hele. Og så når jeg ingenting.
Og på den måde nåede jeg alligevel frem til kernen i mine tanker. Bevæggrunden for at kredse om skrivningen. Motivationen til at tage computeren under armen og sætte mig op i skriveværelset;
For jeg havde nogle nytårsfortsætter.
Ting, jeg gerne ville gøre i år. Ting, jeg gerne ville gøre mere af i år.
Og derfor har jeg stort set ikke gjort de ting i år!
Jo tættere jeg beslutter mig for at komme på noget, jo længere bevæger jeg mig væk.
Marlenes Naturlov.
Så jeg besluttede mig for, at i 2024 ville jeg skrive mere og vandre mere i naturen.
Og aldrig har jeg skrevet og gået så lidt som i år.
Meeeen. Det var kun de første 8 måneder. Og se nu bare, nu er jeg her.
Det bliver helt fantastisk at se, hvordan de sidste 4 måneder af året folder sig ud. Hvad kan der ikke ske af fantastiske ting? Hvilke eventyr venter ikke derude i efterårets dis?
Jeg er klar på endnu en forunderlig rejse.
18. september 2023
Det er længe siden, jeg har været her.
Måske har jeg brug for at komme tilbage. Måske var det her, jeg hele tiden skulle være.
Måske er det bare endnu et forsøg på at finde noget, der kan dulme.
Eller en flugt. En undskyldning. En udskydelse.
Men nu er jeg her igen.
I min søgen efter succes.
I min søgen efter mening.
Og der bliver stille omkring mig, som jeg sidder her med computeren i skødet.
Vinden suser udenfor og rusker i træerne. Efterårsagtigt. Efter et par sommeragtige septemberdage. Midtvejs i september. Nu er det ægte efterår. Vi kan ikke længere lade som om, det stadig er sommer.
Sommeren føles alt for hurtig overstået. Jeg nåede slet ikke dét, jeg ville.
Jeg har allerede for længst givet slip på sommeren og budt efteråret velkommen.
I dybet af min sjæl i hvert fald. Min hjerne skal bare lige følge med. Og give slip. Det må være den, der hænger fast ved alt dét, vi ikke nåede at få ud af sommeren.
Kroppen og sjælen er allerede fyldt op af alt dét, som vi nåede at få ud af sommeren.
Alt det, vi sugede og dansede og grinede og græd og omfavnede og kastede op mod himlen og lå længe og kiggede efter helt tæt nede mellem græsstråene.
Så nu er jeg her.
Og det føltes, som om verden faldt en smule på plads. Faldt i det rigtige hak og faldt lidt til ro.
Måske er det her, jeg skal være.
Måske er det her, jeg hele tiden har skulle være.
Måske er det her, jeg har søgt efter hele tiden, mens jeg har rendt rundt i verden og afsøgt og afprøvet den ene livsvej efter den anden.
Imens sad min egen livsvej hele tiden her i sofaen – stille og betragtede mig – ventende på, at jeg fandt tilbage.
Jeg tror også, jeg er klar til at komme hjem nu.
Jeg mærker ikke hjemve, men jeg mærker en længsel efter at føle mig hjemme i mig selv. Som om jeg falder lidt mere i hak i mig selv. Dén følelse. Den længes jeg efter.
Mens den første efterårsblæst får bladene til at lave dansende mønstre af lys og skygge hen over mine gardiner og mit gulv.
Drømme-arbejde
Jeg besøger ofte stadig min gamle arbejdsplads.
Den arbejdsplads, jeg forlod med en stress-sygemelding.
Jeg besøger den om natten.
I drømme.
Det er 3 år siden, jeg ringede og meldte mig syg.
Det er 2 år siden, jeg officielt stoppede på mit arbejde.
Jeg har været tilbage på min gamle arbejdsplads mange gange siden.
Mens jeg sover, vender Drømme-Marlene tilbage igen og igen for at afslutte dét, jeg ikke fik afsluttet i den vågne virkelighed.
I starten var drømmene hyppige.
Jeg opdagede, at jeg igen befandt mig på mit arbejde, og jeg mærkede tvivlen, sorgen og udmattelsen skylle ind over mig. “Åh nej, jeg er her igen. Jeg er her stadig.” Og med en klump i maven og tungt hjerte arbejdede jeg videre.
Så kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk ikke arbejdede her længere.
Det tunge blev lidt mindre tungt. Men jeg blev alligevel.
Nu var jeg her jo. Og jeg måtte gøre mine arbejdsopgaver færdige, inden jeg kunne gå.
På et tidspunkt fandt jeg endelig modet til at forlade min arbejdsplads.
De første par gange snigende.
Jeg ville virkelig ikke møde nogle af mine kollegaer. Jeg ville virkelig ikke ses.
Jeg var flov. Og bange.
Men efter at have øvet mig på at forlade min arbejdsplads igen og igen i drømmene, blev det nemmere. Så snart jeg opdagede, at jeg igen var tilbage, sagde jeg til mig selv: “Nej, jeg behøver ikke være her. Jeg er færdig her.” Og jeg gik selvsikkert og resolut mod udgangen.
På nogle af mine rejser mod udgangen begyndte jeg at møde kollegaer.
De lykønskede mig, heppede på mig og ønskede mig god rejse videre.
Den ene gang holdt de faktisk en hel afskedsfest for mig. Og selv min tidligere chef, der ellers var gået på pension, kom forbi for at lykønske mig. Og sige undskyld for at have efterladt mig.
Den nat gik jeg derfra i triumf med lette, glade bobler i maven.
Og jeg vendte ikke tilbage i lang tid.
Men så alligevel vågner jeg til tider op i drømme-virkeligheden og finder mig tilbage på mit gamle arbejde.
Det arbejde, som jeg forlod gennem en stress-sygemelding.
Der er fortsat lag, der bliver blotlagt i mit indre.
Der er fortsat arbejdsopgaver, der skal løses.
Der er stadig sorg, der skal ses og slippes.
I nat var jeg på arbejde igen.
Der var festlig stemning, for der blev holdt julefrokost.
Jeg stod for underholdningen ved at opføre en parodi på en medarbejder, der gjorde alt for at ligne én, der havde rigtig travlt, men som i virkeligheden ikke lavede noget. Jeg tastede hårdt og hurtigt på mit tastatur og kiggede koncentreret ind i skærmen som forblev fuldstændig tom.
Mine kollegaer morede sig.
Og jeg forklarede dem, at det ikke var en parodi. Det var mig, som jeg havde siddet dag ud og dag ind. På mit arbejde. Forsøgt at udføre mine arbejdsopgaver. Forsøgt at gøre en forskel. Forsøgt at udrette noget.
Men der var intet andet end en tom skærm. Tomhed. Og ingen måde at gøre det godt nok eller gøre det rigtigt. Eller bare gøre det.
De spurgte ind til, hvad jeg lavede nu.
Og jeg fortalte dem om åndedrætsterapi. Om healing. Om kroppen og psyken. Om ceremoniel cacao.
De virkede forvirrede.
Stemningen blev endnu mere løssluppen, og der var drinks i lange bane.
En ung kvinde besvimede efter en drikkeleg, men en anden var klar til at tage hendes plads.
Kollegaer hev i mig, for at jeg skulle komme med hen og få et par drinks.
Jeg takkede nej.
Festlighederne var ikke for mig.
Jeg havde ikke mere, jeg skulle på min gamle arbejdsplads.
Ikke i denne omgang i hvert fald.
Jeg begyndte at gå hen ad stien med den store, grønne hæk.
Noget andet venter på mig.
I en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas
Min verden er en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Centrum af verdenen er hængekøjen, hvor jeg ligger viklet ind i søvnighed.
Jeg kan se det hvide hus. Vores hus.
Jeg kan se haven. Vores smukke, grønne have, og de store træer, der omkranser den.
Jeg kan se en smule af husene ude omkring vores. De er her også, men i dag er de alle sammen stille og mennesketomme.
Hele verden er tom og ekstra stille i dag.
Fastfrosset.
I en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Det er så hårdt presset sammen, at jeg kan mærke tætheden i luften og i varmen.
Tæt, tung og stille.
Her er lyde. Springvandet, der risler. Millioner af fugle, der synger og sladre og skælder ud og basker med vingerne. Millioner af insekter, der summer. En svag, ubestemmelig, fjern, vedvarende brummen. Som generatoren, der får hele verden til at bevæge sig.
Men her er ingen lyde af mennesker. Ingen biler. Ingen snak eller råb. Ingen cykler eller musik. Ingen aktiviteter eller fræsende maskiner.
Bare stilhed med dens millioner af naturlige lyde.
Der findes nok ikke andre mennesker i verden.
I min lille, blå glaskugleverden.
Måske findes Bjørn her heller ikke?
Måske findes han et sted inde i det hvide hus. Snorkende på en sofa i en kølig stue, mens fjernsynet med blid kvindestemme fortæller om Universets uhyrlige uendelighed.
Og det smukke, lyseblå glas hvælver sig perfekt over mig.
Gnistrende lyseblåt, når jeg forsøger at fokusere på det. Forsøger at kigge igennem det. Ud på den anden side af glaskuglen. Ud på den anden side af verden. Men det er gnistrende tæt og alt, jeg kan se, er lyseblåt glas.
En gang imellem viser hvide skyggetegninger sig på det blå.
Måske er det, når kuglen bliver rystet.
Når den triller hen ad gulvet i den uendelige, sorte Univers-stue.
Eller når nogen presser ansigtet mod kuglens yderside for at kigge ind.
Kigge ind i den lille verden med det hvide hus i den grønne have.
Og måske kan de endda se den lille bitte hængekøjen dér i græsset.
Tiden står for evigt stille her.
Her i vores lille, blå glaskugleverden.
Det hvide hus. Den grønne have. Den uendelige sommerdag.
Vores egen, lille boble, som vi helt selv har skabt.
Vi har ikke brug for andet.
Hvis jeg bare gjorde det
Hvad hvis jeg bare gjorde det. Satte mig ned og skrev.
Ord. Der kom til syne på skærmen som mine fingre klimrede hen over tastaturet.
Hvad hvis jeg bare gjorde det? Uden at tænke for meget over det. Tænke over, hvad det skulle føre til. Eller bare tænkte handlingen ihjel, inden den var blevet til andet end en tanke.
Hvad hvis jeg bare gjorde det, er så besnærende nært ved.
Men for hver dag, jeg ikke gør det, vokser der en kløft frem mellem mig og Hvad hvis jeg bare gjorde det.
Og den bliver større. Og større.
Hver gang jeg tænker tanken, men ikke udfører handlingen.
Hvad hvis jeg bare gjorde det.
Men det gjorde jeg så ikke.
Dag efter dag gjorde jeg det bare ikke.
Jeg tøvede.
Jeg ventede.
Og det var jo ikke fordi, jeg slet ikke gjorde noget overhovedet.
Jeg gjorde en masse.
Jeg gjorde alt muligt andet.
Jeg gjorde nogle dage fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Alt muligt.
Jeg gjorde bare ikke lige det.
Ikke før nu.
Hvor jeg så bare gjorde det.
Jeg stoppede min egen tankerække, inden den igen nåede at slå handlingen ihjel.
Uden tanke rakte jeg hånden ud og åbnede computeren.
Jeg mærkede en svag modstand i mit indre. For selv dét at ikke gøre noget kan blive en indgroet vane. Og vi har det bedst med vaner, ik’. Noget trygt og vant, som vi kan læne os tilbage i.
Aaahh, jeg synes ligesom ikke, jeg har brug for mere nyt lige nu. Ikke engang gammelt nyt.
Men jeg gjorde det alligevel.
Jeg åbnede computeren. Og jeg åbnede min blog. Og jeg lod fingrene klimprer og danse hen over tastaturet. Og se! Bogstaver og ord og sætninger foldede sig ud på skærmen.
Som havde de hele tiden gjort det. Som havde de aldrig været stoppet og gemt væk i støvede spindelvævskasser bagerst i min hjerne.
Jeg mærker en stille triumf.
Jeg viser den ikke til nogen. (Her er heller ikke nogen, så ingen ville se den, selv om jeg viste den.)
Men jeg viser den ikke. Ikke engang til væggene og møblerne og det blå aftenlys i stuen.
Det er min lille, stille, indre triumf.
Jeg værner om den i mit indre. Lader den brede sig ud i mit bryst.
En sølvpil skyder hundrede kilometer oppe på den blå himmel mod sydvest. Den flyver lige igennem de spæde, lysegrønne skud på spidslønnen.
Det er alt, der er i min verden lige nu.
Det er alt, jeg behøver i min verden lige nu.
En sølvpil på en blå forårsaftenhimmel. Og en stille, indre triumf over ord.
Jeg Går Igennem Mit Indres Krigshærgede Landskab
Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab.
Øde lagt i ruin er.
Langsomme skridt tilbage ad min egen historie.
Min krop kender de her steder. Min krop kender de her rum og gader.
Og min krop overgiver sig til det kendte. For det er nu engang dét, den kender. For, hvor ubehageligt og grimt og farligt, det end er, så er det dét, som kroppen kender som hjem.
Jeg går igennem mit indres krigshærgede landskab, mens jeg husker.
Husker dét, som aldrig var blevet glemt, men som alligevel havde lagt sig til ro under overfladen. Nu husker jeg det, mens jeg gennemlever det nok en gang.
Jeg husker så tydeligt de natmørke rum, hvor jeg lå søvnløs.
Udmattet ind til knoglerne, men med en hjerne, der ikke kunne slukkes. Så mange tanker, så mange bekymringer, så meget at være nervøs for, så mange forsøg på at regne en løsning ud. Den ene tankehvirvel gled ubesværet ind i den næste tankehvirvel. Og de drejede og drejede hele natten lydløst rundt under det natfarvede loft.
Jeg husker tydeligt og endnu engang, hvordan kroppen blev skarp og kantet, mens et blåhvidt tæppe af elektricitet blev rullet ud under huden. Og lige under huden sitrede og dirrede det af skarp elektricitet, mens nervesystemet kortsluttede.
Jeg husker hovedpinen. Hovedpinen, som har været væk længe, men som engang var hyppig gæst. Hovedpine i hele kroppen. Hovedpine ned i nakken og skuldrene. Hovedpine ud i armene, ned i lænden og helt ud i tæerne.
Jeg husker trætheden. Og den evige følelse af, at være bagud. Jeg husker tungheden om morgenen. Hvordan jeg kunne observere de digitale minutter på vækkeuret tælle op og op og op.
“Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver at bevæge mig. Bare 5 min. mere, hvor jeg ikke behøver eksistere eller gøre.”
“Du kommer for sent. Du kommer for sent. Du kommer for sent.” Tikkede minutterne køligt og let spottende.
Selv om kroppen er tung og smertende, fortsætter jeg stadig frem igennem mit krigshærgede indre. For her er ingen udvej? Er her en vej ud? Jeg kender ingen anden vej end at fortsætte fremad. Bare en dag mere. Og en mere. Måske når jeg denne gang ud på den anden side.
Jeg husker, hvordan jeg glemmer. Glemmer ord, glemmer navne. Blanke, tomme huller i hjernen, hvor der før var ord. Så er det da lidt fred og ro bare her.
Jeg husker, hvordan kroppen desperat forsøger at råbe mig op, få mig til at stoppe, få mig til at give slip, få mig til at fralægge mig ansvaret og alle byrderne. Inden jeg styrter ud over den skarpe klippe. Kroppen sætter nerver i klemme og nerver på hold. Stive lemmer. Smerter. Desperate råb fra en krop.
Jeg husker kvalmen og den knugende knude i maven. Alting snører sig sammen om en indre beholder, der for længst er fyldt, der for længst er blevet for lille til at rumme det alt sammen, der for længst er flydt over. Og jeg husker tårerne. Gråden, der sidder fast i halsen, tårerne, der presser på bag øjnene. En enkelt lille dråbe mere, et ord, en hentydning, og det hele flyder over, bryder hulkende sammen og ud. Efterlader kroppen i et kollapset, rystende, snøftende, vådt sammenbrud.
Alle de ting husker jeg endnu engang så tydeligt, mens jeg igen bevæger mig igennem mit indre stress-hærgede landskab. Nye bombekratere ved siden af gamle bombekratere. Det tager år før de er væk. Gamle ruiner og nye ruiner. Mindesmærker over alt det, som ødelagde og lagde øde.
Jeg er overrasket og skræmt over, hvor hurtigt og let, kroppen fandt tilbage til disse egne, som jeg troede, jeg havde lagt bag mig. Hvor hurtigt og let, kroppen fandt de rum og veje, som før var hele vores verden. Og jeg har grædt ved tanken om, at jeg havde lovet kroppen, at her skulle vi aldrig hen igen. Et løfte, jeg ikke kunne holde.
Men nu kender kroppen også et nyt sted. Nu ved vi, at det findes. For vi har været der før. Ja, faktisk kom vi lige derfra. Og endnu engang begiver Kroppen og jeg mig på vandring mod Indre Ro. Det forjættede land med blid musik, bløde, drivende skyer, og den drømmende lyd af fjern latter. Og denne gang skal vi ikke famle os frem i blinde, vi kan følge den sti, som vi har trådt før.
Vintervind & Det Gamle År
Susende. Stormende. Blæsende.
Udenfor.
Jeg kan høre vinden piske i grenene. Jeg kan mærke vinden hive og flå i huset.
Den kaster blade og smågrene raslende mod vinduerne. Den banker på tagstenene og kradser på ruderne. Den strækker sine lange, kolde fingre ind under gulvbrædderne. Den finder vej igennem de gamle murer, der lige pludselig føles som tyndt, hullet papir.
Jeg skruer op for varmen. Trækker et tæppe om skuldrene. Varmer mine hænder og mit hjerte mod et dampende krus te.
Her er stille og roligt. Indeni. Mens jeg sidder og langsomt vænner mig til vinter.
Og jeg er ved at være klar nu. Til vinter.
Jeg har givet slip. Slip på at skulle nå mere i år. Slip på alle de håb og drømme for det nye år, som aldrig nåede at blive til noget, før det nye år pludselig var blevet det gamle år. De må flagre væk med den susende vintervind. Som de sidste, tørre blade, der stadig hænger ved yderst på grenene. Swuushh. Og så forsvinder de op i himlen. Drømmene og bladene. For her er ikke andet tilbage end de nøgne grene på de sovende træer og den nøgne krop svøbt i et tæppe. Klar til vintersøvnen. Klar til at gå i hi og drømme nye drømme.
For det er sådan, vi forbereder os på det nye år. Og det vil komme. Lige om lidt. Hurtigere end du aner. Altid kommer det lidt bag på os, hvor hurtigt sådan et år egentlig kan bevæge sig.
Så vi forbereder os. Træerne. Og menneskerne. Og dyrene. Vi har samlet forråd. Vi har trukket den sidste næring ud af jorden. Vi har fyldt vores indre depoter. Og nu er vi klar til at svøbe os i tykke tæpper af uld og pels og glitrende morgenrim. Og sove.
Gå i hi. Lukke ned. Stikke snuden ind under halen. Lade kroppen langsomt tørre ind i vinterorkanens stormende, lydløse øje. Putte os tættere ind til Døden på grænsen mellem overgangen og evig søvn. Og her i tusmørket, de korte, grå dage, de lange, frostsyngende stjernenætter – her – her drømmer vi. Drømmer nye smukke drømme om det nye år. Ånder liv i nye håb og fantasier. Holder små spirende idéer i vores varme hænder. Tæt, tæt til vores hjerter.
Vi kan ikke drømme, hvis vi altid er vågne.
Og udenfor river vinden de sidste tørre blade og glemte drømme af det gamle års krogede, nøgne grene.
Jeg savner virkelig at skrive – Men jeg skriver ikke
Jeg savner virkelig at skrive.
Men jeg gør det ikke. Jeg har ikke gjort det længe.
Men jeg savner virkelig at skrive.
Det hvisker til mig. Indvendigt kalder min sjæl. Ordene og sætningerne og tankerne og drømmene og eventyrene, der vil ud.
Jeg svøber mig i en kåbe af melankolsk skrive-længsel, mens efteråret forvandles til vinter på et øjeblik. Men jeg skriver ikke.
Jeg trasker rastløst rundt i huset.
Jeg trasker rastløst rundt i skovene.
Jeg drejer forvirret rundt om mig selv, for at finde ud af, hvordan jeg bruger min tid mest optimalt. Sætter alle mulige projekter i gang. Farer rundt til ting, der forhåbentlig får mig til at ligne en, der er virksom. Én, der har gang i noget.
Men jeg skriver ikke.
Hvorfor gør jeg egentlig ikke det?
Hvad er det for en blokade, der lige pludselig er opstået på at skrive?
Er det bare tid, der er gået? Tid, der har stivnet og mosbegroet min skrivning, så jeg nærmest har glemt den og ikke helt kan finde den igen under lag af tid og støv og jord.
Eller er det fordi, at nu er det alvor? Når jeg først begynder at skrive igen, så er det alvor. Ikke flere undskyldninger. Ikke mere legen og prøven af. Herfra hvor jeg er nu, kan jeg skrive for alvor. Jeg kan samle alle mine historier og eventyr i en rigtig bog.
Jeg kan mærke det. Alvoren. Virkeligheden. Jeg har jo selv ledt efter det så længe. Dét, der virkelig fandtes. Dét, der virkelig galt. Så jeg kan mærke det. Jeg kan fornemme det i luften. Jeg kan dufte det i hjørnerne.
Det er ikke længere bare en uopnåelig drøm.
Jeg er nået til det sted, hvor drømme manifesterer sig og bliver til virkelighed.
Og det er et nyt og spændende sted. Og også et virkeligt skræmmende sted.
Jeg mærker pulsen banke i min hals, hver gang jeg tager et skridt ud – eller ind – i mørket.
Men jeg fortsætter.
Og jeg fortsætter.
Et. Skridt. Ad. Gangen.
Skal vi se, hvor langt, jeg kan nå?
Nu er jeg i hvert fald begyndt at skrive igen.
Hvor skal det ikke ende!
