Udgivet den

Fin og let, grå mandagsenergi

Der er sådan en fin energi i dag. Ved første øjekast ser det hele godt nok lidt gråt og klamt og trist ud. Men hvis du står stille et øjeblik, hvis du lukker øjnene og lytter med hjertet, så kan du høre Dagens klingende og lyse latter, mens eftermiddagstrafikken glider lidt mere gnidningsfrit, og dine skuldre og fødder virker bare en anelse lettere i vinterfrakken og vinterstøvlerne.

Jeg tog ud i skoven i dag. Ud i den grå, tågeudviskede, sovende vinterskov. Men den sov slet ikke. Den hviskede til min sjæl med tusinde klingende dråbers klokkespil og med tusinde småfuglestemmers sang og sludren. Træerne sagde dog ingenting. De stod sorte og blanke. Men de fulgte med i hvert et skridt, jeg tog. Jeg hilste, når jeg gik forbi dem. Søens vand var en stor, blank, grå flade, der gled lydløst op og smeltede sammen med himlens grå. Her på denne blanke flade kunne jeg skrive en helt ny historie. Men alt det gamle ligger stadig under overfladen.

Jeg gik langs vandet og tænkte på frygt. Frygt for monstre under sengen og hajer i svømmehallen. Frygt for at blive til grin, for at blive afsløret, for at stå frem og for ikke at være god nok. Jeg spekulerede over sammenhængen mellem vores følelser og vores drive i livet og til livet. Jeg undrede mig over, hvorfor fornuften øjensynligt er så dårlig til at samarbejde med følelserne. Og jeg blev enig med mig selv om, at dyr – ihvertfald pattedyr – bestemt også må have følelser.

En lille grøn plet midt i alt det vinterfarvede trak mig væk fra stien. Jeg endte for fødderne af et højt, lige egetræ, der stod i midten af en mose. Spinkle birketræer stod i en rundkreds omkring egen og rakte deres spøgelseshænder op mod dens krone. Den våde mosejord var lige her dækket af bregner. Jeg lænede mig op ad egetræets massive tryghed og forestillede mig moseofrenes sjæle rejse sig som hvide birketræer rundt om os. I tavshed ventede de på at blive trukket op af mosejorden. De grønne bregner dækkede deres øjne og kinder med fjerlette strøg.

Stien førte mig videre. Skoven var hele verden. Træer og mos, troldevæsner og hemmeligheder. Fjernt, fjernt borte kan jeg høre den evige susen fra motorvejen. Den er allestedsnærværende, og dog et spøgelse, som ikke rigtig findes i skovens verden. Den suser bare. Langt, langt borte. I en anden virkelighed.

Mine tanker er også evigt til stede. Jeg tror slet ikke, det er muligt at slukke for dem. De fortæller mig, hvad jeg oplever, diskuterer filosofi og politik, digter eventyr og fremtidsdrømme. Hvis jeg prøver at få dem til at være stille, fortæller de mig, at jeg prøver at få dem til at være stille. Mine tanker har så meget at fortælle. Jeg tænker tit, hvor smart det bliver, når vi engang kan koble vores hjerner direkte op på de sociale medier. Så behøver vi blot at tænke og “bling!”, så er det online. Det kommer nok til at kræve en del tankedisciplin.

Jeg tænker på mit arbejde, mens jeg går tilbage til bilen. Imorgen er ferien slut og jeg skal på arbejde igen. Jeg prøver på alle tænkelige snedige måder at skabe en positiv fortælling om det. Prøver at vende det på hovedet og se spændende udfordringer, muligheder og udviklingspotentialer. Men jeg kan ikke narre mig selv. Det er jeg alligevel for snu til. Jeg gider ikke på arbejde. Godt, det snart er weekend. En flok krager flyver ud over marken og forsvinder i tågen. Der er sådan en fin og magisk stemning i dag, hvis vi bare stopper op, lukker øjnene og lytter med hjertet.

Udgivet den

Hvad Mørket prøver at fortælle os

Så nu sidder jeg lige her. Igen. Sidder bare med en kop te og kigger ud på mørket. For nu er det der igen – Mørket. Lyset kigger kort frem et par timer, men hvis vi vender os væk et øjeblik, er det forsvundet igen, og alt er atter mørkt. Mørket prøver at fortælle os, at vi skal tage den med ro, men det virker nærmest modsat. Rastløshed og utålmodighed river i mig. “Hvad er det, du skal nå?” hvisker Mørket. Jeg svarer ikke, men tusind tanker og planer og idéer kværner rundt i hovedet på mig.

Jeg bliver nødt til at have en plan, skabe mig et overblik. Der er så mange ting, jeg gerne vil, og jeg har startet så mange ting og projekter op, så lige nu flakker jeg hvileløst fra det ene til det andet som en stor, ubeslutsom, forvirret natsværmer. Alting lyser op, alting virker vigtigt eller potentielt eller spændende. Men jeg kan ikke blive ved med at flakke rundt på denne her måde. Jeg bliver nødt til at sætte det lidt i system. “Men vendt! Er det ikke netop systemer og strukturer, der dræber kreativiteten?” Det kan godt være, men jeg bliver nødt til at prøve noget nyt. Jeg bliver nødt til at prøve at fokusere på én ting. Sætte mig stille og roligt med noget – et kursus, en bog, en hobby, en idé – og så gennemføre det. Fra enden til anden. Og øve mig. Færdiggøre noget. Afslutte det eller skære det væk. Rydde op og rydde ud.

Jeg sidder lidt og lader tankerne kværne rundt. Så mange storslåede idéer, så mange kloge tanker. Hvordan får jeg dog struktur på dem? Hvordan får jeg dem ud af hovedet og omsat til fast materie fra deres udsvævende skysubstans? Jeg griber ud efter en hvid tankesky, men da jeg kort tøver, opløser den sig mellem mine fingre. Hvad hvis det ikke er den, jeg skal starte med? Jeg bliver nok nødt til at starte fra starten. Tage det første først. Gå kronologisk frem. Og gemme guldkornene til et passende sted. Men hver gang jeg finder et sted, der virker passende at starte, er der straks grene, der skyder ud til alle sider og rækker bagud. Der er altid noget, der er gået forud, altid en forklarende anekdote, det ville give mening at fortælle først. En forhistorie til forhistorien. Skyformationerne spinder sig opad omkring mit hoved. Mørket kigger tavst på mig.

Jeg giver op og kigger ud i mørket, mens skytårne og tanker falder sammen omkring mig. De lander flade og slatne på sofaen omkring mig, glider ned på gulvet og opløses i uformelige pøle af tabte idéer. “Jeg kan godt selv se det,” fortæller jeg Mørket, “jeg har alt for mange ting, jeg gerne vil på en gang. Og de skal helst være perfekte fra start. Men der er jo aldrig noget, der starter ud perfekt. Så på den måde kommer jeg nok aldrig igang med noget.” Mørket svarer ikke, det er der bare. Gad vide om Mørket er perfekt, eller om det bare er tilfreds med, hvor mørkt det nu engang er i dag?

Jeg sidder stadig i mørket. Jeg har drukket min te. Jeg bliver nødt til at starte et sted. Et sted, der ikke er perfekt. Jeg lukker øjnene. Mærker, at jeg trækker vejret stille og lydløst. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og følger åndedrættet ned gennem kroppen. Og giver slip. Giver slip på alt, hvad jeg tror jeg skal og vil og ønsker. Giver slip på alle forventninger og drømme. Giver slip på al utålmodigheden. Prøver at finde ind til bare lige her og nu. Prøver at trække vejret og udvide det rum. Prøver at finde tilfredshed med bare at være her. Finder roen i ikke at være i tankerne om alt det, jeg ikke har gjort. Mørket og Roen. Men i morgen, når det er lyst, må jeg hellere lave en plan.

Udgivet den

En cyklus vender

I går var det Dag 1. Min første cyklusdag. Det har været på vej længe, men af en eller anden grund har det ikke ville slippe. Ikke før nu. Det har samlet og samlet og samlet en stor, tung sten i mit skød af blod og alt det mørke, jeg nu endelig er klar til at slippe. Og det skulle ikke slippes før Vintersolhverv. Jeg skulle være sikker på at få den sidste rest af alt det gamle og slidte og brugte fra hele året med.

Og nu er Mørket lige så stille begyndt at trække sig tilbage igen, så i går morges slap mit blod så endelig sit tag. Det var ikke et pludseligt sus af åbne porte til Universet. Det var ikke rivende, flående smerter. Det var bare en tung sten, der faldt blødt og stille i de grå timer, hvor Mørket sitrer og bliver gennemsigtigt.

Jeg gik en lang tur i min barndoms verden for at møde julefreden. Cykelstiens tunneller, der fører under motorvejen, for derefter at følge mig ned til den svulmende å. Marker og træer og små skove hilste mig velkommen hjem. Jeg hilste med glæde igen. Og kun glæde, lagde jeg mærke til, ingen vemod, ingen længsel efter noget, der engang havde været. Det var et kapitel i min bog, et kapitel, jeg kendte godt, men også et afsluttet kapitel. Og det følte jeg ingen vemod ved, som jeg tidligere har gjort. Jeg følte stolthed og styrke og glæde.

Åen snoede sig som en fed, sort, glinsende slange gennem landskabet og bredte sig op over enge og marker. Der var masser af folk på stien. Folk, der prøvede at gå den fede julemad af på forhånd. Kirkeklokkerne kaldte fra nær og fjern, men Helligånden havde gemt sig herude i skovens stille, jordduftende katedral under de våde, sorte grene sammen med småfuglene. En kvinde cyklede forbi mig med et klokkespil på bagegebæreren. Det spillede en glad, improviseret julemelodi, hver gang hun kørte over en lille ujævnhed. Bling, bling, spillede det ud over markerne. Køerne faldt ind og sendte sørgmodige muh tilbage.

Jeg undrede mig over, at min blødning, der havde været så længe undervejs, ikke var mere intens. Stille og umærkeligt flød det mørke blod. Men så mærkede jeg pludselig en skarphed i mit tredje øje. Mit blik – både det ydre og det indre – blev skarpere, og jeg så. Så på verden og så på mig selv. Verden mødte mig med skarpe detaljer, strålende farver og klare indsigter. Jeg mærkede den gyldne varme i mit bryst, og jeg mærkede styrken i mit underliv. Jeg mærkede, hvordan det strålede i mit pande-chakra, mit hjerte-chakra og mit rod-chakra. Jeg mærkede, hvordan de var større og friere, og hvordan de både udsendte og modtog energi renere og nemmere. Jeg vendte ansigtet mod de grå, drivende skyer og lo, mens jeg dansede hen af stien.

Der er skift på vej. Ting vokser og forandrer sig, visner, falder bort, genopstår i nye, strålende former. En cyklus vender. Hele 2019 har min cyklus fulgt Månen, så jeg havde min ægløsning ved nymåne og min blødning ved fuldmåne. Der er ikke noget rigtigt eller forkert ved det. Det var bare dét, jeg havde brug for lige dér. En cyklus, der lod frø spirer og folde sig ud i nymånens blide, idérige skær, og som slap, slap, slap sammen med fuldmånens tunge, løsrivende, dryppende lys.

Men nu er min cyklus vendt. I går plantede jeg de første, røde dråber i den sorte muld. I morgen gødes de af Stenbukkens nymåne og solformørkelsen. De gro op som drømme og planer og visioner for det kommende år, det kommende årti. En cyklus er vendt. En ny cyklus tager sin begyndelse.

Udgivet den

Men når drømme møder handling…

Drømme. Drømme uden handling er bare drømme. Og drømme, der bare er drømme er en løgn? De er i hvert fald ikke en sandhed. Ikke endnu. Måske aldrig.

Men når drømme møder handling…

Handling. Den lille bevægelse, der gør den store forskel. De ringe af energi, der sendes ud. De universelle vibrationer et enkelt vift med din hånd sætter igang.

Da jeg flyttede til København for fire år siden glædede jeg mig til at udforske byens mange små teaterscener. Jeg ville lade mig opsluge af deres intense stemning, teaterrøg, eksperimental nutidssatire, højtravende, klassisk drama, smagen af sminke, et hurtigtbankende, opslugt hjerte, fugtige øjne og glitter-glimtende sceneskift. Jeg ville blive en kulturel kosmopolit og le på de smarte barer sammen med resten af kultureliten. Stjernenætter, cosmopolitans, elegante, dansende ben hen ad fortovet på vej til den næste scene, den næste forestilling, fulgt af forårsblomsterduft og en jazzsaxofons bølgende toner.

Men det var bare en drøm. En drøm i en hverdag, der hurtigt fandt sin vante gænge. Jeg holdt den i live, når jeg sad træt om aftenen i sofaen og scrollede gennem teaterscenernes Instagram-profiler. Men så forleden greb jeg ud efter handlingen. Vinkede med hånden og sendte vibrationer gennem universet. Jeg klikkede på et billede, på et link, og jeg bestilte billetter til en forestilling.

Og så stod vi dér. Foran Sort/Hvid i Kødbyen. De lukkede os ind i deres hemmelighedsfulde, bløde mørke og herinde bag de tunge gardiner havde de bygget deres bud på en bid af verden. Den elektroniske verden. Og der var farvet lys og teaterrøg. Og skuespillerne smøg sig rundt med dansende kroppe og intense øjne, smed deres replikker højt op i luften til DJ’enes lydtæpper, der regnede ned over dem i takt til de skiftende farver fra projektørerne. Jeg jublede og var plaskforelsket i hver og en af dem. “Luk mig ind i jeres verden, tag mig med,” bad jeg. Og det gjorde de. De tog mig helt ind, tog min hånd og inviterede mig ned på scenen sammen med resten af publikum til en kærlighedsdansende hyldest til techno-musikken.

På vej hjem sang metroen klagende ud i mørket, som den snoede sig gennem tunnelen. En punker med tis-orange hår og lang plasticlæderfrakke gik forbi. Han stod af på Nuuks Plads. En ung kvinde med mørkeblå jeans med bootcut og langt honningfarvet hår kom ind og satte sig foran os. Jeg kunne ikke se hendes ansigt for det bølgende honninghår, men jeg var sikker på, hun havde blomster på kinderne. Og i øjnene. Men hun vendte aldrig ansigtet mod os. Måske havde hun slet ikke noget ansigt. Kun brusende, honningfarvede bølger.

Opfyldt af den simple, barnlige glæde danser jeg hen ad metroens blanke, grå sten. “Tror du, mit liv er et teaterstykke?” spørger jeg Bjørn. “Ja,” svarer han. Der er ingen blomsterduft eller jazzsaxofon, da vi stiger op fra metroens undergrund. Kun den iskolde vintervind slår imod os. Jeg betragter Nordvests slidte bygninger, mens vi går hjemad, og jeg føler mig som en ægte, kulturel kosmopolit.

Så nemt og enkelt – og så uendeligt, forbandet svært – er det at omsætte en drøm til virkelighed. En simpel, lille handling, der sætter energier i bevægelse og skaber ringe. Jeg øver mig på at skabe hverdagseventyr og øjbliksmagi.

Udgivet den

Vinter-hi

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det er ikke længere en stue, et rum i en lejlighed, men en hule langt ude i skoven, hvor jeg har gjort det rart og hyggeligt. Her slæber jeg alle de skatte, som jeg finder, hen, så her er smukt og pænt. Jeg samler forråd, tæpper og puder og bygger en rede. Skaber en hule, hvor jeg kan gå i hi og overvintre. Her er blødt lys fra stearinlysene skær, og her dufter af fyrretræ og rosmarin. Stille musik og en stor bunke bøger. Her føler jeg mig helt tryg og afslappet.

Jeg elsker virkelig den hule, som jeg har bygget omkring mig og indeni mit hjerte. Det er sjovt, som de virker til at hænge sammen. Være det samme sted. Uden om mig og indeni mig. Måske sidder jeg i virkeligheden indeni mit eget hjertes trygge hule og skriver dette indlæg på min computer. Jeg ved det ikke, men udenfor min lille, hyggelige hule er verden mørk og sovende. Der er ingenting udenfor lige nu. Alting sover. Alt er gået i hi. Alting venter. Regenerer. Samler sig sammen igen efter at have skilt sig af med alt det, de ikke længere skulle bruge. Trækker sig sammen om sig selv og opgraderer til nyt. Udvikler sig. Vokser. Gør klar til et nyt forår med ekspansion og overdådig blomster-regn. For de kan ikke stråle ordentligt og fuldt ud, hvis de skal gøre det hele tiden.

Så hvorfor har vi fundet på, at vi skal det? Hvorfor skal vi stråle og stå i fuldt flor og yde vores bedste året rundt? Der er ikke noget at sige til, at jeg er træt. Min krop og min sjæl længes efter at gå i hi. Længes efter at kysse Månen godnat og kravle søvnigt ind i hulen, trække et forhæng af stjernelys for indgangen og grave mig godt ned i de varme dyner med kun næsen stikkende op, så jeg kan dufte, når den første, hvide sne begynder at dale ned over landskabet ude foran min hule.

Så vil jeg ligge og lytte til lyden af dalende snefnug, og jeg vil liste hen til hulens indgang og stikke snuden ud i den frostkolde luft. Se, hvordan verden er forvandlet til en hvirvlende snekugle, hvor der ikke længere findes noget op eller ned. Alt hvirvler bare rundt i hvid, dansende leg. Og jeg vil løbe ud og få røde kinder og rimende hænder, mens en snemand opstår af den fantastiske, uudtømmelige, gavmilde sne. Og jeg vil liste ud om natten. Lytte til stjernernes tavse sange. Se hvordan Månens projektør får hele snelandskabet til at glitre og lyne og blinke. Høre en gren lade en bunke sne dumpe hult til jorden som den eneste lyd i hele verden. For lige i det øjeblik eksisterer kun jeg og Månen og stjernerne. Alt andet sover. Alt andet er gået i hi. Alt andet venter på genfødsel. Venter i stilhed.

Jeg kravler ind i min hule igen. Jeg har stoppet uret på væggen. Ingen tik-tak, tik-tak. Der er ikke brug for det lige nu, så Tiden er taget et andet sted hen. Den skal nok vende tilbage. Det gør den altid. Før man aner det, står den klar igen og svinger med sit lommeur i den lange guldkæde. Tik-tak, tik-tak, tid til at komme i gang. Men ikke lige nu. Lige nu er der bare stilhed. Og stilstand. I min hule i det smukke, tyste vinterlandskab.

Men sådan er det bare ikke! Nogen har sat et kæmpe slagbor mod bjerget og banket huller i min hule. De har hamret lange kiler af “hverdag” og “produktion” og “vækst” og “handling” ind i revnerne. Lyden af dyttende bilkøer, fortravlede mennesker, summen og buzzen flyder ind gennem revnerne, sætter urets pendul i svingninger og forstyrrer stilheden i det sovende snelandskab udenfor indgangen til min hule. Jeg prøver at dække revnerne til, tysser på dem, skubber de lange, ravende arme tilbage gennem revnerne. Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor kan vi ikke bare sætte os lidt her i halvmørket og bare nyde stilheden og lade Tiden gå i stå? Samle energi til virkelig at blomstre. Lade de cykliske bevægelser sno vores samfund rundt i bløde spiraler?

Jeg sidder på gulvet i min hule. Det bløde lys fra stearinlysene og den stille musik. Jeg har stoppet uret på væggen og holder den varme kop te ind mod mit bryst. Mærker varmen. Mærker trygheden og roen i min hule. Nyder mit mini-hi en stund. Inden jeg skal ned og hente vasketøj.

Udgivet den

Frostklare Morgensols-muligheder

Og lige så stille og umærkeligt som Håbløsheden sneg sig ind på mig og snurrede mig fortvivlet rundt i depression og fastlåsthed, lige så pludseligt springer jeg af karrusellen, når morgensolen sender nyt lys ud over byen. Jeg springer ud af døren efter morgenrødens sarte intensitet og efterlader ligegyldigt Håbløshedens karrusel i porten. Den ser ikke ud af meget i de blege, blå morgenskygger.

Med blussende røde kinder og tindrende klare øjne springer jeg gennem byens netop vågnende trafik. Jeg har fundet en ny vej, en ny dag, en ny mulighed. Jeg har forladt hverdagens nedtrådte travespor. Alt er friskt og nyt. Alt er et eventyr. Jeg suger alle indtryk ind med hele min krop og hele mit væsen. Mine øjne drukner i morgenhimlen. Solsorten synger fra 4. sal, at den også synes, morgenen er ualmindeligt dejligt, selv om den godt nok er lidt kold. En frossen vandpyt splintres under mine støvler. Jeg smiler til folk, der kommer forbi mig på min vej. Jeg titter ind af folks vinduer. Hvilke skatte gemmer de i deres vindueskarme? Hvilke historier spiller de mon hovedrollen i idag?

Trafikkens evige brummen og summen. Tidens susen. Byens puls. Jeg dykker ned i metroens varme bug. Med præcision slanger den sin stålkrop gennem Københavns undergrund. Folk står afslappede i deres vinterfrakker og morgentravlhed. Kigger ned i deres telefoner. Der er alligevel ikke meget at se ud af metroens vinduer. Jeg sender dem nysgerrige blikke og gylden kærlighed, de kan tage med videre ud i deres dag. Ingen af dem lægger mærke til det.

Jeg stiger atter op i morgenluftens frostklarhed. Verden er blå og klingende ren. Jeg studerer nysgerrigt og fornøjet de fremmede butiksvinduer på min vej. Tænk, at der ligger sådan nogle små, hyggelige bodegaer her. Jeg er lidt for tidligt på den, men det gør ingenting. Jeg skal ikke nå noget som helst i verden. Bare være her. Bare vente. Bare betragte morgenlivet, der glider forbi mig, mens solen stiger op over byens tage.

Jeg starter min dag med en stilhedsmeditation. Solens gyldne lys strømmer ind af vinduet. Energiens gyldne varme rammer mit sind. Bag mine lukkede øjne udvider min horisont sig. Der er plads og lys og lethed. Alt er rart og kærligt her i stilhedens rum.

Tænk, at stilhed kan fylde mig op med så meget. Tænk, at jeg så let kan vælge at stige af Håbløshedens karrusel, når jeg har fået nok af dens handlingslammende mørke. Tænk, at morgensol, frost og en tilfældig fremmedes smil på vejen er nok til at få hjertet til at synge af glæde. Tænk, at verden er så fuld af muligheder og valg og eventyr, som jeg bare kan række ud og vælge. Gad vide, om det egentlig er okay at skifte så hurtigt mellem sindstilstande og humør? Er der ikke engang nogen, der har kaldt det en sygdom?

Udgivet den

Håbløshedens Hjul drejer stadig

Pludselig var solen tilbage og smilede mildt og venligt ned på os, som om den bare havde været gemt bag en sky i fem minutter. Den friske frostluft fik mig til at gispe efter vejret. Fik mig til at mærke livet igen efter jeg havde været gemt væk langt, langt nede i november-mørket. Hele verden virkede lettere. Lettet.

Men før solen vendte tilbage, var mørket virkelig intenst. Jeg var dykket så dybt ned mod bunden i min indre, mørke sø, at jeg helt havde mistet retningssansen. Jeg flød rundt i det bløde mørke, men ingenting skete. Ingenting ændrede sig. Alting gik bare i opløsning og blev som før. Og så ramte Håbløsheden mig.

Den mørke november-eftermiddag fyldtes af regndråber. Som guldstriber igennem gadelygtens skær. Som sølvstriber ned ad ruderne. Som opgivende tårer ned ad mine kinder. Endnu engang trådte jeg ind i Håbløshedens Hjul. Endnu engang tog jeg hele turen rundt. Endnu engang lod jeg mig opsluge af håbløshed, opgivenhed, utilstrækkelighed, frustration og en gammel, dyb sorg.

I Håbløshedens Hjul ser jeg mig selv arbejde og kæmpe og prøve hårdt. Igen og igen og igen for at ændre noget, ændre mit liv, bryde ud, bryde normerne, bryde fri. Og igen og igen ser jeg mig selv støde mod en mur af andre menneskers handlinger eller mangel på handlinger. Jeg kan kun komme så langt selv. Nu er jeg afhængig af, at andre mennesker gør eller ikke gør noget. Af deres handlinger mod mine. Men folk driver udtryksløst forbi mig. Jeg skriger af dem, stamper i jorden, river mig i håret. Men de driver udtryksløst forbi mig. Og gør ingenting. Gør, hvad de plejer at gøre.

Så jeg strander her. Her på bredden foran muren af afhængighed af andre mennesker. Og så er det, at Håbløsheden indhenter mig. Med sine tynde fingre peger den bagud på den lange vej, jeg har aset og maset for at komme hertil. Så peger den fremad, hvor der ikke er nogen mulig vej. Den kigger på mig med kolde øjne, når jeg grædende bryder sammen på den kolde jord.

Solen og den friske frostluft gav mig et tiltrængt åndehul. Jeg dukkede op gennem isen og trak vejret og lyset ind i store, tørstige åndedrag. Jeg omfavnede mig selv blidt og forsikrede mig selv om, at nu var jeg igennem mørket for denne gang. Nu havde jeg taget min tur rundt i hjulet. Nu var det tid til lettere energier, lettere tanker, glæde og fest.

Men dagene er korte i denne tid. Og de bliver stadig kortere. Solen er for længst trukket ned under horisonten. Natten er mørk og kold. Stjernerne blinker fjernt. Foruroligende drømme og fremmede minder kryber frem fra stuens mørke hjørner. Nu er jeg alene igen. Og Håbløshedens Hjul drejer stadig.

Udgivet den

Vintermørke og Hverdagens Slidte Spor

Vinduerne er helt sorte. Regndråber lyses op på den mørke glasflade af billygter, der kører forbi nede på gaden. Så igen bare mørke. Jeg sidder i sofaen og trækker trøjen tættere omkring mine frysende arme. Udenfor er en kold vind fløjet ind over landet. Lige pludselig dukkede den frem af mørket og blæste direkte igennem vores efterårsfrakker og sommercardigans. Den skubber og hiver i os, så vi hastigt vælter indendøre. Der er ikke mere for os at gøre udenfor. Ikke mere for os at komme efter. Vi må fortrække til vores huler, gå i hi, slikke vores sår og kigge dybt i vores sjæle, og vi må vente. Vente på at lyset igen forbarmer sig over os og får lyst til at vende tilbage.

Den kraftige vintervind suser hujende rundt om hushjørnerne på jagt efter uforsigtige folk, der kan miste en hat, et tørklæde eller grebet. Men gaden ligger øde hen. Et enligt, gult blad tumler hen over den sorte vej. Alle de andre blade er for længst faldet af træerne og forsvundet. Hvor forsvinder de egentlig hen? I et par uger i det strålende, smukke efterår, går man og tænker, at Jordens overflade bliver hævet et par centimeter af det tykke tæppe af nedfaldne blade. De er alle vegne. Farvestrålende dækker de alting, og støvlerne skovler sig igennem det tykke lag. Og så pludselig er de væk. Væk, sammen med det strålende efterårssolskin og den høje, blå himmel. Tilbage er bare mørket og den tomme, sorte vej. Og kulden. Alt er sort og tomt og koldt.

Jeg sidder i sofaen og kigger på de våde, sorte ruder. Jeg fornemmer kulden krybe ind gennem sprækkerne. Den kryber hen over gulvet og op i sofaen, hvor den bider i mine fødder. Hvordan blev det lige pludselig så mørkt? Det føles som om, mørket kom fra den ene dag til den anden. Som om, at Solen en dag valgte simpelthen ikke at stå op. Og vi har ikke set den siden. Måske kommer den aldrig tilbage? Måske er der nu kun det tågede, grå lys. Men vi vænner os nok til det. Det gør vi jo med så meget. Vi trækker på skuldrene, trækker dem op omkring ørerne og trasker så videre med bøjet nakke. Trasker videre i hverdagens tunge, sølede, nedtrådte spor.

Men jeg har aldrig følt mig helt tilpas i det spor. Jeg har ikke kunne lade være med at kigge op og til siderne. Spejde efter noget andet. Spejde efter en skjult sti, der ledte væk fra sporet og ind i skovens mørke, mystiske skygger. Spejde efter den vilde blomstereng, den stejle bjergskrænt og den snoede, uendelig strandbred. Spejde ud i det grå.

Og pludselig virker det som om, at tågen letter lidt, og vent; er det skoven og engen og bjerget og stranden, jeg kan begynde at skimte dér i disen? Skuldrene værker og gør ondt, da jeg forsøger at vriste dem fri under åget. De glatte sider på det nedtrådte spor er ikke længere så stejle og uoverstigelige. Forsigtigt sætter jeg den ene fod op på kanten. Så den anden. Jeg fortsætter fremad, balancerende på kanten af hverdagens dybe spor. Det må være nok for nu.

Udgivet den

Når der pludselig går hul

Jeg kunne skrive mange indlæg om mine tanker og overvejelser omkring at tilmelde mig og starte på Essence Practitioner-uddannelsen. Jeg kunne skrive om, hvad der skete på Modul 1. Jeg kunne skrive om, hvad jeg tænker for fremtiden. Og måske gør jeg det. En anden dag. Men i dag vil jeg bare skrive om min oplevelse i den aktive meditation på den sidste dag af Modul 1:

I dag gik der hul. I dag fik jeg kontakt med mig selv. I dag fik jeg banket et lille bitte hul aller dybest nede i bunden af mig selv. Dernede i mørket var en del af mig selv – skjult og gemt. Så godt gemt, at min bevidsthed ikke kendte til den, og skjult for mig selv for at beskytte mig.

En gang for længe siden var den lille del af mig kravlet dybt ned i mørket, hvor den sad og holdt fast og holdt sammen. For at beskytte mig mod verden udenfor. Den havde lagt slør og glemsel ud, så jeg ikke kunne finde den. For at beskytte mig mod mig selv. Men nu ville den lille del gerne ud. Nu var der ikke længere brug for, at den holdt fast og beskyttede mig. Men den vidste ikke længere, hvordan den skulle give slip eller finde ud. Den havde siddet der så længe, at den havde glemt det, og den havde gemt sig så godt, at Bevidstheden ikke anede, at den fandtes.

Og sådan gik der mange år. Den lille del af mig, hun sad nede i mørket og holdt fast og passede på, og Bevidstheden havde travlt med at agere og være i verden. Tage uddannelse, være social, opleve ting, blive klog på livet og prøve at finde min vej. Men en dag stoppede Bevidstheden op og begyndte at mærke indad – mærke efter. Det var som om, der manglede noget. Der var en ubestemmelig følelse af sorg. En længsel efter noget. Så Bevidstheden begyndte at lede. Hvor kommer den sorg fra? Hvad betyder den? Hvad er det, jeg længes efter?

Og der var mange gode bud fra verden omkring mig på løsninger: Kig indad. Åben op. Tune ind. Lyt til din sjæl. Lyt til din intuition. Bed dine guider og engle om svar. Lyt, lyt, lyt. Åben, åben, åben. “MEN HVORDAN?” råbte Bevidstheden. Og opgivende, magtesløs spurgte den; “Er jeg åben nu? Jeg føler mig åben. Eller. Jeg ved det ikke.“

Men i dag gik der hul. Da jeg lærte at trække vejret igen. Åndedrættet sad ikke længere fast oppe i halsen. Det var bare i hele kroppen. Frit og uden grænser. Og pludselig gik der altså hul i den aller nederste del af mig. Jeg kiggede ned og opdagede et skjult rum i mørket. “Det var på tide, jeg er klar til at give slip nu.” råbte den lille, skjulte del af mig op til den del af mig, der kiggede ned i hullet. Hun rakte med lettelse armene op mod mig. Jeg rakte ned efter hende, og jeg mærkede hvordan mine ben rystede, da spændingerne i dem gav slip.

Ååhh, jeg har jo råbt og skreget til Universet, at jeg var klar til at give slip. At de bare kunne vise mig, hvordan jeg skulle gøre. Men der var ingen, der kunne fortælle mig eller vise mig, hvordan jeg skulle give slip. Selv om jeg forsøgte at efterligne, forsøgte at forstå og følge deres anvisninger.

Men nu har jeg altså slået hul i bunden af mig selv og fundet det sted, hvor længslen strålede ud fra. Nu kan jeg tage den tabte del til mig og give slip. Hun behøver ikke længere sidde nede i mørket og holde krampagtigt fast for at beskytte mig. Det har jeg ikke brug for længere. Nu kan jeg åbne det skjulte, mørke rum op og fylde det med bevidsthed, udforskning, nysgerrighed, leg og gyldent lys.

Udgivet den

Min proces

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder at være i proces. Men her er lidt af, hvad jeg har observeret og mærket. Her er et indblik i min personlige proces.

De seneste uger har jeg siddet på bredden af mit sind i Skorpion-månens skær og stirret ned i det dybe, blåsorte vand. Den runde mælkeblå, lysende måne hænger stor og tung lige over mig, spejler sig i vandet. Rundt om mig står tyste, sorte silhuetter af skarptskårne grantræer. Alt er stille. Alt er roligt. Ja, alt er fredfyldt og omfavner mig kærligt, som var jeg et lille barn. Jeg kigger ned i dybet. Rynker panden, lukker øjnene hårdt i, holder vejret. Men mit blik kan ikke trænge igennem. Sort, sort, sort.

Og dog. Det er som om, der er noget, der blinker og glimter. Dér, ude i krogen af mit synsfelt. Det forsvinder altid, når jeg drejer hovedet. Men det kommer hurtigt tilbage igen. Lige derude i den fjerneste krog af mit synsfelt.

Mens jeg sidder dér i mit indre og prøver at forstå, prøver at fange lysglimtet, går mit fysiske jeg rundt i hverdagen. Går rundt som i en tåge. Jeg kigger på mine omgivelser og morer mig lidt over, hvor lidt mening de giver. Især min arbejdsplads er bare glas og stål og plastic og stole og computere og mennesker. Men ingen mening. Det er der bare, som rammer, eller et tomt dukkehus, der venter på et barns fantasi til at give det liv og mening.

Og min krop renser ud. Store bumser presser alt gammelt affald ud gennem huden. Og min krop føles pludselig for lille og som en forkert form. Som om jeg ikke længere helt kan være i den eller kan passe den. Som om skuldrene er lidt skæve og huden strammer.

Jeg mødes med en cirkel af kvinder en mørk efterårsaften. Jeg fortæller, hvordan jeg ikke kan være i min egen krop, og at jeg føler mig som et ur-væsen, der raver rundt nede i mudderet på bunden, rækker en mudret, uformelig klo op mod lyset og gurgler uforståelige lyde. De andre kvinder i cirklen kigger bestyrtede og bekymrede og mistroiske på mig. “Nej, nej,” forklarer jeg, “altså, jeg har det helt vildt fedt med at være her nede på bunden. Jeg har det godt med den proces, jeg er igang med.”

Deres forvredne ansigter tør op, “jamen, vi tænkte da heller ikke andet,” svarede den ene kvinde mig. Det gik op for mig, at den bestyrtelse og afsky, jeg havde læst på deres ansigter, var min egen, indre frygt, jeg på en eller anden måde havde projiceret ud, og som de havde spejlet lige tilbage til mig. Så selv om jeg følte mig godt tilpas på bunden af mit eget indre, så var jeg åbenbart ikke tilpas med at sige det højt og lade andre få et glimt af mit indre, beskidte mørke.

En kold novemberaften giver jeg mig hen i bløde tæpper og varme, healende hænder i en healings-session hos Fenjah. Hun åbner min krop, giver den plads til ekspansion, og hun lukker den, samler stumperne sammen igen, inden de forvitrer sig ud i himmelrummet. Jeg mærker, hvordan energierne arbejder på flere lag op og ned, gennem alle kroppe, giver efter, renser ud, heles. Hen mod slutningen af sessionen står der pludselig et billede klart for mine øjne. En mur med en døråbning i midten. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se en mur mere med en døråbning. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se endnu en mur med en dør i. Døren er lukket. “Aha,” siger jeg til Universet. “Okay, lad os åbne døren.” Men døren åbner sig ikke, og billedet forsvinder igen.

De seneste par dage har jeg mærket mere plads indeni mig. Jeg har mærket himmelrummet fuld af stjerner over mit indre, dybe vand og den stille, sovende bred. Jeg har også mærket irritation og vrede og trods. Det er boblet op og ud af min mund. Det havde ikke længere noget sted at sidde fast indeni mig. En gang imellem bliver jeg helt rundtosset, og det føles som om lyserøde candyfloss-skyer af glæde driver rundt i mit indre. Der sker helt vildt meget lige nu. Jeg prøver bare at give slip, holde fast og nyde at være til stede lige her. Lige nu.