Udgivet den

2020 – Efterår

1. oktober 2020
Energierne har lagt op til en måned med venten. Det hele kommer når rette tid er. Jeg modnes nu. Alt er større og hurtigere, end det har været før. Alt før har bare været forberedelse til nu. Små skridt. Nu er jeg i gang med nogle store skridt. Men det glider ligesom bare af sig selv. Jeg skal bare være og vente og glide med. Jeg har gjort alt forarbejdet. Nu glider det. Kortene siger, det bliver en vild måned.

4. oktober 2020
Wow. Jeg har fundet og læst mine notesbøger tilbage fra 2017, hvor jeg startede min rejse med Shakti Circle. Det er allerede 3 år siden. Det føles som meget længere væk. Men tallet 3 virker stort. Det er sjovt, som jeg næsten bedre kan huske og mærke nogle af de første ting, jeg har skrevet, mens det fra januar i år virker meget fjernere. Men jeg kan se en udvikling – og det var det, jeg kom efter. Jeg kan virkelig se, at jeg er vokset. I starten var der så mange spørgsmål og så meget tvivl. Nu har jeg fundet min egen måde og min egen vej.

8. oktober 2020
Meldte mig syg igen. Kroppen reagerede alt for voldsomt. Og så fandt den tilbage i sit gamle overlevelsesmønster. Gemme mig på min plads, sortere mails, vente på, jeg kunne komme hjem igen. Lettelse. Kroppen er allerede meget roligere. Igen føles det godt og stærkt. Cacao Spirit og kortene kommer med healing. Gudinderne kommer med den rene, uforanderlige kerne, der er mit sande jeg. Og med betingelsesløs kærlighed. Jeg er holdt og støttet. Jeg er selv min egen, stærke, lysende kerne og varm, strålende kærlighed.

10. oktober 2020
JEG ER ET FRØ. LIGGER. VENTER. BETRAGTER SKYERNE. GRÅ. HVIDE. PÅ VEJ. OVER HIMLEN. REGN. JEG PAKKER TÆPPER OG DYNER TÆTTERE OMKRING MIG. BEGRAVER MIG SELV. DYBERE. JEG SKAL IKKE ANDET END AT VENTE. SÅ SKAL ALT DET ANDET NOK KOMME. NÅR JEG ER KLAR. SÅ FINDER DET MIG. JEG HAR SØGT LÆNGE NOK NU. NU KAN JEG BARE VENTE.

18. oktober 2020
Landede efter Modul 5 på EP. Landede måske mest tilbage på Instagram, mail m.m. Og sådan gik dagen. Hurtigt. Mens jeg langsomt tager verden udenom ind igen. Kun i små doser. For jeg ved egentlig ikke, om jeg har lyst. Der er så fint og roligt og komplet indeni mig lige nu. Jeg har ikke rigtig lyst til alt det kaos og larm. Men på den anden siden vil jeg også gerne ud og gøre noget. Skabe noget. Skabe noget smukt. Gøre en forskel.

22. oktober 2020
Jeg prøver at holde fanen højt, men jeg er bare træt. Jeg prøver at skubbe på – bare en lille smule. Men jeg er træt. Jeg skal ting, og de ligger som store klodser og fylder nærmest hele min bevidsthed. “Så skal jeg det. Og så det.” Fra klods til klods. Nu giver jeg slip. Laver plads. Fylder min bevidsthed med store oceaner af “jeg skal ingenting.” Der flyder små klodser rundt i det uendelige ocean. Men de er små og langt væk. Jeg tager en kop te og kigger ud af vinduet, inden jeg går i land på den næste ø.

30. oktober 2020
Efteråret er her massivt. Nu er der ingen vej tilbage. Alting og Ingenting. Alt flyder. Regn. Vi har gemt os i vores hule. I morgen starter det sidste kapitel af 2020. Fårk, et underligt år. En del af mig hænger stadig i foråret. Er endnu ikke nået videre. En anden del af mig er transformeret ind til en anden, en ny mig. Og alligevel er alt roligt. Og straks – inden jeg har skrevet sætningen færdig – er alt kaos. Og uforståeligt.

31. oktober 2020
DØD OG GENFØDSEL. AFSKRÆLLET. NØGEN. BLIVER VED MED AT VÆRE TEMAET. JEG BEGYNDER AT MÆRKE UTÅLMODIGHEDEN. JEG HAR IKKE MERE AT SKRÆLLE AF NU. MEN DE BLIVER VED MED AT RIVE OG FLÅ I MINE BLOTTEDE KNOGLER. JEG ER TRÆT. TRÆT AF DEN EVIGT HYLENDE VIND. ET ØJEBLIK VARMER JEG MIG VED LYSET FRA FORHÅBNINGEN. FORHÅBNING OG FORVENTNING OM STRÅLENDE, SPIRITUEL GENFØDSEL PÅ DEN ANDEN SIDE. FUGL FØNIKS REJSER SIG AF FLAMMERNE. TVIVL OG MODLØSHED PUSTER GRINENDE FLAMMEN UD. HVAD ER DER I VERDEN TIL MIG? HVAD HAR LIVET TIL MIG? DU MÅ SELV SKABE. OG HER STÅR JEG. SANDSLOTTENE FALDER HJÆLPELØST SAMMEN MELLEM MINE HÆNDER. IRRITATION. JEG PRØVER JO. HVAD MED BARE EN ENKELT SUCCESOPLEVELSE? TIL EN AFVEKSLING. LAD OS PRØVE NOGET NYT.

5. november 2020
… Og Bjørn havde købt blomster og morgenmad. Og drysset flag ud over hele stuen.
Og inviteret mig ud at spise på Oyster & Grill.
Og blomster fra familien.

7. November 2020
Dagene flyder. Flyder af sted på en bred, langsom flod. Flyder uden pause. Uden hast. Flyder sammen. Den ene i den anden. Er det vigtigt at holde dem adskilt?
Jeg flyder mest bare med. Øver mig i at give slip og flyde ud. Men der er noget inderst inde, der stadig holder fast. Det ved ikke, hvordan det giver slip. Det er stadig ikke trygt. Jeg arbejder mig langsomt ind mod det. Rækker hånden ud. Tålmodig. Blid. Blød. Jeg skal ikke nå andet end at bevæge mig fremad. Langsomt. Et skridt ad gangen.

24. november 2020
Så prøver jeg igen. Tilbage på arbejde. Igen. Igen. Kroppen gik helt amok i går. Jeg havde session med Ida i går. Sov dårligt. Var til tandlæge i morges. Har bare ligget på stuegulvet hele dagen i dag. Kan ingenting. Stakkels krop. Hvornår eller hvordan lærer jeg at sige stop? I stedet for bare at blive ved og ved og ved. “Men hvad skal jeg så?” Det spørgsmål frygter jeg. For jeg har ikke noget svar. Hvornår bliver jeg modig nok til at gå ud og lede efter det svar? Nysgerrigt. Modigt. Stå åben og ren mod en ny verden. Den gamle giver ikke mening længere.

27. november 2020
Flyder. Igen. En uge. Igen. Vild. Igen.
Jeg gør det så godt jeg kan.
Meget. Alting og ingenting. Det er måske derfor, jeg ikke skriver. Alting – Hvor skal jeg starte og slutte. Ingenting – BARE ER.
Himlen er vanvittig blå og lys og ren.
Jeg har pakket og er klar til Silent Meditation Retreat. Det er bare det, der er.

8. december 2020
Og hver dag/aften tænker jeg, at jeg skal sætte mig og lige skrive et par ord. Jeg har tiden. Men måske har jeg ikke ordene. Eller roen. Eller lysten. Siderne er i hvert fald blanke. Jeg er færdig med noget uden at vide, hvad der så kommer. Hvad jeg skal. Limbo. Vente. Eller måske er jeg bare en zombie, der tror, jeg er i gang med at skabe et rigtigt liv, men i virkeligheden bliver jeg bare ved med at hænge fast i den samme sump. Hvem ved det? Og er det vigtigt?

9. december 2020
Og du troede, det var hårdt før. Du troede, at du havde det svært. Men se så nu. Alt er sprængt fuldt åbent. Blødende. Flænset. Blottet. Åbenbaret. Og alligevel fortsætter du. Bliver ved. Prøver. Igen. Og igen. Og igen. Alle ryster medlidende på hovedet. Nej, de lægger nok ikke mærke til noget. Men du kan ikke blive ved med at gøre det samme og forvente andre resultater. Hvordan bryder jeg ud? Hvis jeg bliver ved med at gøre det samme, må der da på et tidspunkt ske noget andet.

16. december 2020
Hvordan har jeg det lige nu?
Giver det spørgsmål egentlig mening?
Eller er det det eneste spørgsmål, der giver mening?
Lige nu let og tom og tilfreds.
Tidligere i dag fuldstændig kaotisk.
Jeg bliver træt, når jeg tænker på kaosset. Jeg bliver let og tilfreds, når jeg skubber kaosset væk. Giv slip.

27. december 2020
Det stormer udenfor. Gråt og vådt. Og nu også stormende. Én dag med solskin og blå himmel fik vi. Jeg håber, Solen kommer igen til næste år.
Limbo. Dagene mellem jul og nytår. Alle muskler i min krop gør ondt. Af stilstand. Af uvirksomhed. De knager og værker, mens de venter. Venter på at stormen og stilstanden skal drive over. Så de igen kan begynde at bevæge sig.
Jeg venter. Venter på at se, hvor jeg skal bevæge mig hen. Jeg har et par planer. Jeg har drømme og håb og ønsker. Men jeg ved ingenting. Og lige nu føles det heller ikke som om, jeg kan bestemme nogen ting. Alt er bare stormende, grå vådhed. Så jeg venter. Min krop og mine muskler venter. Jeg venter tålmodigt på, at spændingerne skal slippe. At hårdheden skal fortage sig. At de skal blive bløde og slappe. Flyde ud og overgive sig.

Udgivet den

2020 – Sommer

4. juli 2020
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget at skrive. Jeg sidder bare stille her – i det stille tomrum – et lydløst limbo – inden fuldmånen og dens voldsomme energi brager løs.
Det hele er stop-go. Hele tiden.
Men lige nu er her stille. Alt er stille. Holder vejret. Det blæser og er vådt udenfor. Det fysiske forbereder sig på skiftet. Men på energiplan er alt stille. Det er smukt. Og trygt.

8. juli 2020
Det øjeblik. Hvor jeg bare befinder mig i nuet og derfor kan mærke hver eneste enkelte celle og dem alle sammen i fællesskab fortælle mig, at jeg har det godt.
Den følelse. Den sandhed. I og igennem hele min krop.
Lige dér. Lige dér er Livet ubeskriveligt fantastisk, sitrende og guldrandet smukt.

9. juli 2020
Det fede ved at være voksen er, at selv om det er sengetid, kan jeg sidde nøgen i stuen og spise is. Fordi jeg har lyst. Fordi jeg bestemmer.
Frihed.
Lys og skygger. Stearinlys og natteblå. Jeg er træt. (Det er også voksent at glæde sig til at skulle sove.)
Jeg kan mærke, der er alt muligt godt og spændende på vej.

23. juli 2020
En hård dag. Og alt gik i opløsning. Og alt var tungt. Og jeg ville bare gemme mig for verden. Og græde. Og tårerne kom. Og min healingssession blev aflyst igen. Og jeg lå flere timer på gulvet i stuen. Lyde hjalp. Og så fik jeg håbet tilbage. Eller jeg blev i hvert fald praktisk. Fik ordnet ting. Hakket af. Føles en smule lettere nu. Men venter stadig på blodet. Utålmodigt.

25. juli 2020
Ferie. Igen. Tempoet bliver langsomt. Tiden bliver en anden. Flyder ud. Det er tiltrængt. Cacao og healing og sove på altanen. Og gåtur med Bjørn. Den bedste måde at ære min menstruation. Det var lige sådan en dag, jeg havde brug for. Så må jeg pakke til sommerhus i morgen.

28. juli 2020
Og nu er det blevet mørkt. Og tiden glider bare. Og jeg vil gerne mange ting. Jeg vil gerne skrive. Og læse. Men egentlig vil jeg også gerne bare sidde og glo. Glo på, at lyset svinder. Og mørket kryber ind. Bare kigge på tiden, der drypper forbi. Bare kigge på græsset og skyerne. Bare det dog ikke havde blæst så meget hele tiden. Men nu er det lige meget. For i morgen tager vi af sted igen. Så er jeg ligeglad. Så kan det bare blæse.

8. august 2020
Det har været en vild uge med tydelige fysiske stress-tegn. (Ti Stave.) Jeg troede lige, at jeg havde styr på det, og nu styrter jeg nedad og nedad. Ingenting er vigtigt. Har jeg valgt helt forkert? Det tror jeg ikke. Men det er tid til justering igen. Jeg kan bare ikke helt se, hvad jeg skal skære fra. Jeg har jo kun fyldt gode ting på.

13. august 2020
August er en summende, flittig arbejdsbi. Min kalender er helt fyldt ud. Hver dag. Hele dagen. Men det er ikke sundt. Jeg kan mærke stressen rumstere i min krop. Og andre ting. Healingen fra i går. Jeg har haft en hyletone i højre øre hele dagen. Jeg må lave om på ting. For det her går ikke i længden. Det er meningen, det skal være sjovt og nærende.

18. august 2020
Et åndehul. Et kort øjeblik. En lomme, som jeg selv har skabt. I morgen tager jeg af sted på Modul 4 på EP. En milepæl. Mange ting bliver anderledes efter det. Det skal blive anderledes. For jeg har mærket stressen rumle i kroppen de sidste par uger. Og jeg har glemt nydelsen og mig selv.

24. august 2020
MELDTE MIG SYG MED STRESS.

28. august 2020
Det har været en hård dag i dag. Jeg troede, jeg skulle gå tur i skoven. Eller skrive. Eller læse. Eller bare noget. Bare lidt. Men jeg kan ingenting. Jeg har faktisk bare haft det dårligt. Dårligt og mat. Har ligget i sengen. Nu er Bjørn taget ud, så jeg har stuen for mig selv. Har drukket en kop te og scrollet ligegyldigt på Instagram og sågar Facebook. Jeg har ikke engang åbnet min bog, der ligger her ved siden af. Jeg har lyst til at skrive, men jeg orker ikke. Måske skal jeg bare gå i seng. Jeg føler mig trist og lille og forladt. Men ellers er jeg ok.

2. september 2020
Det her. Lige nu. Er afslutningen på et kapitel. Et kapitel i min indvendige bog. Jeg har givet slip. Nu er jeg endelig i puppen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når jeg kommer ud. Måske vil man slet ikke kunne se, at noget er forandret, men det vil det være. Indeni. For evigt. For jeg er vokset. Og når jeg kommer ud på den anden side, må jeg samle stykkerne og trådene op. Se, hvad der stadig er. Se, hvad der er faldet fra. Og så samle et nyt billede. Et billede, der passer bedre til, hvem jeg så er nu. Det føles så godt. Det føles vildt. Det føles helt rigtigt. Nu falder det bare i hak som det mest naturlige i verden. Og jeg har taget min power hjem. Jeg har svarene. Jeg bestemmer.

11. september 2020
Træthed. Jeg forsøger virkelig ikke at lave særlig meget de her dage. Har ikke særlig meget i kalenderen. Alligevel formår det at køre mig træt. Jeg svømmer i et uendeligt ocean af træthed. Små, lyse øer af energi dukker op. Her kan jeg hvile. Her kan jeg mærke iveren efter at komme i gang. Gøre ting. Skabe. Og jeg er lige ved at give efter og kaste mig ud i projekter. Men jeg holder igen. Øen slutter. Jeg plumper ned i Træthedsoceanet igen. Ikke for mange ting. Men jeg får da gjort rent.

16. september 2020
Solskin. Kørte tur til vandet. Men det var gråt og blæsende og koldt. Ville finde en skov. Men alle veje var blinde og private. Kørte rundt i flere timer. Endte i “min” skov ved Bagsværd. Her skinnede solen. Pludselig gik der hul. Min sjæl skreg sin smerte ud over at have måtte lukke ned for karriere-drømme og ambitioner. Alt kom væltende op. Urimelig behandling. Og jeg græd og græd. Ved søen i skoven. Forløsning.

19. september 2020
Det er så fint det hele. Lige nu. Skumringstime. Aftenen falder på. Efteråret falder på. Dagen og året går på hæld. Livet går på hæld. Alt er stille og fint. Koldt og klart. Dybblåt. Køkkenet er ryddet op. Stearinlys. Dybe skov- og ur-dufte i diffuseren. Sidste dag i min cyklus. Tidligere var jeg træt og pirrelig. Men nu er kroppen og sindet ligesom faldet til ro. Har accepteret. Lader cyklussen gå på hæld.
Jeg kiggede på Instagram igen i dag. Det hele roder bare rundt. Jeg tror ikke, jeg slår notifikationer til igen. Jeg kan ret godt lide stilheden.

29. september 2020
Første dag på arbejde. Første halvanden time gik fint. Så begyndte stressen at boble i maven. Jeg blev siddende. Vi havde jo aftalt 2 timer. Da jeg kom hjem var kroppen totalt overvældet og stresset. Jeg har brugt resten af dagen og aftenen på at få den til at falde til ro igen. Meditation virkede ikke, men cacaoen var overraskende effektiv. Den tog kvalmen. Jeg nåede overhovedet ikke dét, jeg havde tænkt. Men roen er det vigtigste. Så må jeg nå de andre ting i morgen.

Udgivet den

2020 – Forår

2. april 2020
Der er en utidighed i dag. En rastløshed. Og også en træthed. Og en ugidelighed. Jeg gider ikke arbejde i morgen. Jeg vil bare holde fri. Og hvad? Det ved jeg ikke. Bruge dagen på meditationer og yoni-sauna og cacao. Sætte store projekter i gang. Jeg ved bare ikke helt hvilke. De er ligesom ikke kommet endnu. Det er nok også meditationerne, jeg mangler. I dag vaskede jeg tøj. De andre dage har jeg været for træt. Jeg gider ikke arbejde.

3. april 2020
Energierne er utålmodige. Men ikke ustyrlige. Jeg har ingen motivation for arbejdet. Men endnu heller ikke modet eller retningen eller formen på noget nyt. Men det er heller ikke vigtigt lige nu. For jeg er på vej den rigtige vej. Og jeg øver mig. Også i mine drømme for tiden øver jeg mig på at mærke, at det ikke er farligt at stå i en ny situation. Det er bare nyt.

15. april 2020
Det hele kører stadig så hurtigt. Indeni. Op og ned. Og så en snurrende tur rundt. Fra opgivenhed og frygt og stress. Til glæde og dans og boblende, håbefuld optimisme. Lige nu danser min sjæl. Men jeg ved det ikke. Måske er det bare den nye normal. Jeg kontrollerer i sidste ende selv, hvor længe jeg svinger ud til den ene side, og hvor længe jeg opholder mig på den anden side.

21. april 2020
Kontrast. Eller måske ydrepunkter og balance. Pendulering. Rutschebane. Havde det vanvittigt dårligt over arbejdet tidligere. Fysisk dårligt. Har det helt fantastisk nu. Har siddet ude på altanen og kigget på stjernerne og mærket, hvor meget plads, der er indeni mig nu. Jeg er for vild og awesome.

22. april 2020
Måske kommer hele dette år til at handle om cirkler. Mine egne, personlige cirkler, som jeg bliver ved med at køre rundt i. (Det handler hele livet jo om!) Ja, ja. Men lige nu kører det bare så hurtigt rundt, at jeg ikke kan se andet. Hele verden er flimret og utydelig ude på den anden side. Jeg kan ikke få hold på noget. Mit humør svinger vildt. Og jeg er køresyg. Men jeg har selv bedt om det. Jeg har selv skubbet karrusellen i gang og råbt “hurtigere, hurtigere.” Så nu er det bare at holde fast og få så meget ud af turen som muligt.

7. maj 2020
Der sker så vanvittigt meget indeni. Den seneste tid har jeg udenpå været fanget i træthed og stagnation, ensomhed og modløshed. Men da jeg vendte blikket indad, lige ind bag skallen, så så jeg, hvor meget der sker lige nu. Hvor meget jeg vokser. Og når jeg bliver herinde kan jeg mærke, at det spreder sig ud. Min vej er ikke som de andres. Min udvikling er ikke som de andres. Det er min. Og den er helt særlig. Unik. Jeg glæder mig til, at jeg kan lade min skal sprække og mit lys skinne ud. Til at jeg kan sætte ord og handling på, så andre kan se og spejle og lade sig inspirere. Der er så meget indeni mig. Nu er jeg snart klar.

10. maj 2020
Der skrælles meget af i disse dage. Og jeg er klar til at sige farvel til mere. Sige farvel til alt det, jeg har sagt ja til eller holdt fast i ud af frygt. Jeg behøver det ikke længere. Jeg kan se renheden og klarheden i mine øjne. Jeg kan mærke slippene i min krop.

12. maj 2020
Jeg har påtaget mig mange identiteter igennem tiden. Nogle gange har jeg insisteret på at være så underlig og anderledes som muligt. Nogle gange har jeg insisteret på at være så normal og gennemsnitlig som mulig. Hvem er jeg? Hvilken side vælger jeg? Jeg er mig. Jeg er begge dele på samme tid.

3. juni 2020
Jeg har ikke skrevet længe. Jeg har bare ikke følt for det. Ikke haft lyst. (Og jeg har mærket en anelse “Ej, men så kommer der alle de tomme sider. Al den spild. Jeg burde virkelig…” Men det har været okay. For jeg har ikke følt for det. Og så har det været sådan.) Men nu fik jeg lyst igen. Så måske begynder jeg at skrive hver aften igen. Hvem ved?

11. juni 2020
Jeg sidder på altanen med en kop cacao, inden jeg skal af sted på Gong-uddannelse. Jeg kan mærke eventyr- og rejselysten trække i mig. Jeg glæder mig til bare at køre ud i det blå, finde en snoet omvej, suse gennem den danske sommer, finde et sted, hvor jeg kan ligge i græsset og kigge op i den blå himmel og de drivende skyer. Og cacaoen har skrællet det ydre lag af sitrende aktivitet og stress af. Nu sidder jeg tilbage i min ro og min styrke.

15. juni 2020
Jeg har gang i vanvittigt meget lige nu. Og jeg mærker en frygt for, at jeg ikke kan klare det. Eller at jeg vil blive for træt. Måske en frygt for at være nødt til at give op. Men den er ikke så fremtrædende. Og det er en gammel frygt. For jeg har lov til at ombestemme mig og sige fra. Det er ok. Og lige nu nyder jeg bare at prøve alle de fede ting af. Og mærke at de giver mig energi. Måske bliver jeg ikke træt af mange ting. Måske giver det mig energi og lyst og passion og nysgerrighed og glæde. Og susende fornemmelse af livet.

18. juni 2020
Så lad os bare droppe det med tid. Det betyder alligevel ikke noget længere. Og skidt med, hvem jeg var i går, og hvad jeg gjorde. For jeg kan alligevel ikke huske det. Sidste gang jeg sad her på altanen med cacao og solskin, havde jeg svært ved at komme i gang. Tempoet var langsomt og nydelsesfuldt. Nu har jeg endelig tid til at sidde her igen. Men jeg kan ikke finde roen. Sommerregn. Duften og lyden af de tusindvis af dråber. Jeg har lyst til at spise mig ud af kroppens urolighed. Så nu har jeg lavet en kop varmt vand med citron. Tilbage til roen.

25. juni 2020
Og det er så lyst, at jeg kan sidde udenfor og skrive, selv om klokken er 23. Det er sådan et sjovt, blåt overnaturligt lys. Det får bogstaverne til at danse. De vil ikke rigtig falde på plads på linjerne. Natten og varmen og månen har gjort dem vilde. Jeg har været til Sacred Cacao Spaceholder Training. Og ellers har jeg bare været enormt træt.
Alt er godt. Nu lægger jeg mig ind og putter med Bjørn.

28. juni 2020
I dag var der plads til ro. Og til langsomhed og til ingenting. Og derfor nåede jeg en masse. Der var også ting, jeg ikke nåede, men de var ikke vigtige. Og jeg fik skrevet et blogindlæg. Det er længe siden, jeg har haft tid og ro og rum og lyst. Men jeg sad ude på altanen og midt i blogindlægget ramte det mig, at jeg har det godt. Jeg har det helt fantastisk godt. Og det er vel egentlig bare dét, som det hele handler om.

Udgivet den

2020 – Vinter

1. januar 2020
NULSTILLE. GÅ I STYKKER. RIVE. FLÅ.
SMADRER. HELT UD TIL KANTEN. UD OVER KANTEN.
TOMHED.
DØD. GENFØDSEL.
JEG KAN IKKE GØRE ANDET END BARE LIGGE HER OG VENTE…

2. januar 2020
JEG VENTER STADIG. LIGGER BARE. KAN IKKE ANDET.
HAR IKKE LYST TIL ANDET.
MEN NU KOMMER RASTLØSHEDEN. OG IRRITATIONEN.
JEG HAR IKKE TID TIL AT LIGGE HER.
JEG HAR IKKE LYST TIL AT LIGGE HER.
JEG VIL I GANG. JEG VIL UDRETTE NOGET.
SÆTTE HAK. KOMME FREMAD.
JEG LIGGER BARE. ENDNU.

6. januar 2020
Det har været en helt vildt dejlig dag. Fyldt med gode og dejlige ting. Kropsbehandling, tur i skoven, skrive blog-indlæg i min dejlige hule, meditation og bookning af prøve-sessioner. Jeg har ovenikøbet også nået vasketøj og at lave lækker salat til aftensmad. Fed, fed dag – Det er sådan mit liv skal være. I morgen skal jeg på arbejde igen. Det er jeg faktisk ret nervøs for.

15. januar 2020
Jeg er gået i stå. Stoppet. Står stille. Eller min proces gør. Eller. Min proces kører for fuld fart. Der sker virkelig noget. Nedenunder. Men jeg er røget af og står helt stille – måske lidt fortabt? – ved siden af proces-toget, der bare buldrer forbi. En underlig, dualistisk følelse af at være gået i stå og samtidig på fuld fart fremad.

19. januar 2020
I går var det gråvejr, og jeg var helt nede i det mørkeste hul med de mørkeste, mest opgivende følelser.
I dag skinnede solen. Alt var godt, og følelserne var lette og boblende.
Nu er det søndag aften. Jeg har ikke nået det, jeg gerne ville i weekenden. I år. Sidste år. Nogensinde.
Utidig rastløshed. Jeg er en tømmerflåde, der kastes rundt på Følelsernes Oprørte Have.

3. februar 2020
Mandag. Igen. Det er hele tiden mandag.
Og dagen er gået. Igen.
Det går hurtigt for tiden. Jeg hænger bare i. Prøver at hænge på. Ingen daglig praksis. Bare overlevelse.
Da jeg besluttede mig for at skære ind til benet og skære fra, blev min kalender fyldt helt op med ting. Men det er fede ting. Ting, jeg gerne vil. Så jeg hænger på og flyder med.

7. februar 2020
Roen og langsomheden er ved at indfinde sig. Stille og roligt. Inden i mig. Og forandringer. Der er forandringer på vej. I det ydre. Men jeg tror, de er startet inden i. Inden i mig. Og nu har de bredt sig ud i det ydre. Materialiseret sig. Sat noget i gang. Men der er stadig en fortid. Jeg skal ikke ændre den eller løsrive mig fra den. Men hvad skal jeg så?

18. februar 2020
OG JEG TOG MUSIK I ØRENE OG DANSEDE.
OG JEG GIK UD PÅ ALTANEN MED BARE FØDDER. KULDE OG MØRKE.
JEG HILSTE DEN STORE, LYSENDE PLANET, DER HANG OVER HUSTAGET. JEG GRÆD TIL DEN OG STJERNERNE, AT DE VAR SÅ LANGT VÆK OG AT JEG IKKE ENGANG KENDTE DERES NAVNE.
ENSOMHED OG KULDE OG AFSTAND OG TÅRER.
STJERNERNE SVAREDE MIG MED ET LYSENDE STJERNESKUD HEN OVER HIMLEN. KÆRLIGHED.
DE ER DER. OG DE SER OG LYTTER. OG DE ELSKER OS – DERES STJERNEBØRN. JEG MÆRKER DET INDENI. OG JEG PRØVER IKKE AT HOLDE IGEN, NÅR DET REJSER SIG. LADER ENERGIEN FLYDE. FRIT.

19. februar 2020
Det fede ved at være mig lige nu er ikke, at jeg har et mål eller en retning eller ved, hvor jeg er på vej hen. For det ved jeg ikke. Det fede er, at jeg laver ting, som jeg synes er fede og sjove og spændende og udfordrende. Jeg ved ikke, hvor de fører mig hen. Eller om de fører til noget. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste er, den følelse det giver mig.
… Men derfor kan jeg alligevel godt blive lidt skuffet over ikke at modtage instant succes-feedback i form af likes og followers. (Hej Ego.)

23. februar 2020
JEG ER EN LARVE, DER LANGSOMT STIVNER I MIN FORGÆNGELIGHED – OPBRUGT TID, OPBRUGT FORM.
JEG BYGGER MIN KOKOON UD AF MARTS MÅNED. SPINNER PUPPEN AF MIN EGEN OPLØSELIGE KROP. VIKLER MIG IND I VRANGEN PÅ MIG SELV. RENHED, STILHED, STILSTAND.
ALT SKÆRES FRA, BLIVER STILLE, GÅR I STÅ I UENDELIGHEDEN MELLEM TO HJERTESLAG.
JEG TRÆKKER VEJRET IND PÅ NY, FOLDER LANGSOMT MINE NYE VINGER UD, LADER DEM TØRRE, GLITRE, MÆRKER DERES TYNGDE, NYDER ROEN.

14. marts 2020
Og jeg vidste godt, at jeg ville blive stille efter EP Modul 2. Jeg havde regnet med det og planlagt efter det. Og jeg tror egentlig også, der har været noget ro udenpå. På overfladen. Hele verden er gået i stå nu. Men det er som om, jeg ikke helt kan finde ro indvendig. Inderst inde. Jeg har stadig en følelse af eller en idé om, at jeg skal nå noget i denne pause. Så i dag arbejder jeg med stilhed og ro og stilstand indvendigt. Og jeg tænker, det er vejen frem. Nu fik jeg da hul på journalen igen. Og de tomme sider – er bare præcis, som de skal være.

17. marts 2020
Jeg ville have skrevet i går. Og i forgårs. Dagene flyder sammen. Jeg har lyst til at skrive ned. Alt dét, der foregår i mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg har gode intentioner om morgenen. Og så går der et øjeblik. Og så sidder jeg igen om aftenen og kigger tomt og ugideligt på journalen. Hvorfor er jeg blevet givet al den tid, hvis det alligevel ikke føles som om, jeg kan bruge den til noget?

30. marts 2020
Dag 1. Så. En cyklus endte. En ny begynder. Jeg havde heldigvis friheden til at ligge på sofaen under dynen hele dagen. Blodet kom med enormt træk. Jeg var helt rundtosset. Det kom også fyldt med kærlighed. Senere kom sorgen og vreden. Hvorfor er der aldrig noget af det, jeg sætter mig for, der skal lykkes? Vrede mod Verden og Universet. De kan passe sig selv. Aftenhimlen var klar og blå. Falmende. Stille. Smuk. Uvirkelig. Det eneste virkelige i verden. Den kølige vind strømmede ind ad vinduet og tørrede blidt mine tårer af mine kinder.

Udgivet den

En plan om et tilbageblik

Jeg havde en masse små idéer om, hvad jeg skulle i det nye år. Ikke fordi, jeg lavede nytårsfortsætter. Heller ikke fordi, jeg egentlig mærkede noget særligt skift fra det ene til det andet. Egentlig flød jeg bare lidt fra det ene til det andet uden rigtigt at bemærke det. Men der var alligevel en stemning af “nyt år”. Og selv om jeg ikke ville tage fat på dag 1, så spirede der alligevel små idéer og ønsker og drømme om alle de ting, jeg kunne og gerne ville, når jeg endelig stod med et helt nyt år i hænderne.

Men det nye år har slet ikke haft energien af nyt med sig. Ikke endnu. Og jeg var ellers skiftet helt over allerede midt i januar. Der stod jeg. Helt klar til nye energier og planer. Men der var ingenting. Kun tåge og kulde og stilstand. En uendelig række af grå, sløve, lukkede dage. Dage i venten. Dage i træthed. Kun lejlighedsvis har en solstråle kunne finde en sprække i det grå og sende lidt lys og et strejf af ny, frisk energi ned til os. Så jeg ved jo, at den er på vej. Den nye, friske energi. Den suser rundt over de grå skyer, som en regnbue, der er faret vild. Det synger og drysser med stjernstøv, når den bugter sig hen over himlen i dens jagt på et hul i stilstanden, så den kan komme ned og stråle lidt farvelade ind i hjerterne på os.

En af de små idéer, jeg havde liggende klar til det nye år, var at lave en opsamling over sidste år her på bloggen. Jeg har min journal fra sidste år liggende under stuebordet. Dér har den ligget i to måneder. Jeg har forsøgt at dække den med andre bøger for at undgå dens bebrejdende blik. “Skal vi ikke snart komme i gang, eller hvad?” Og det ville jeg jo gerne. Altså, det ville jeg virkelig gerne. Men jeg har ikke kunne.

For ligeså meget jeg mærker lysten til at skrive rive og flå i min sjæl. Ligeså meget modstand har jeg åbenbart mod det. Som en fysisk kraft bliver jeg stødt væk fra computeren, og får jeg den endelig tændt, overmandes jeg af træthed og slaphed. Jeg har flere ufærdige kladder end udgivne blogindlæg med 2021-mærket på. Det er som om ordene begynder at snuble over hinanden. At mine egne forventninger er blevet skruet alt for højt op. Hvis jeg ikke skriver om guldstrøgne åbenbaringer, hvad er min berettigelse så til at fylde mere ud på internettet?

Men her til aften fandt jeg Beslutsomheden frem. Jeg har gravet 2020-journalen ud fra bogbunken. Og nu ligger den her ved siden af mig, klar til at give et overblik over mine tanker hele sidste år, mens jeg skriver et blogindlæg om min plan om at skrive et blogindlæg om mine tanker i 2020…

Jeg giver slip på mine forventninger om “den rigtige måde at gøre det på.”
Jeg byder omveje og uventede oplevelser velkommen. Der er ikke noget her, der skal være perfekt. Nu er jeg i hvert fald i gang.

Udgivet den

Sne. Snefnug. Snevejr.

Snefnuggene triller tumlende forbi mine vinduer. Fra venstre mod højre. Nogle bryder ud af rækkerne og danser løsslupne og frimodige rundt i jublende spiraler foran vinduet, inden de igen indfanges af vinden og sendes videre. Himlen har lukket sig grå om sig selv. For et øjeblik siden slap solens stråler varme og gyldne igennem skydækket. Men nu er der ingen sprækker at se i det grå. Det virker så uendeligt længe siden. Måske var solens orange lys mod mit ansigt gennem de beskidte vinduer blot et drømmende minde. Fra en fortid, der aldrig har eksisteret.

Mens jeg sidder her, skifter de røde tage langsomt, langsomt farve til hvidt. Ét lille fnug ad gangen. De har ikke travlt. Hverken tagene eller snefnuggene. De har ikke noget, de skal nå. Intet mål. Så hvorfor skynde sig?

Jeg prøver at være som tagene og snefnuggene. Uden noget jeg skal nå. Hvad skal jeg egentlig nå? Lige nu har jeg jo nået mit mål. Det ypperste mål for et menneske. At sidde stille og fredeligt og kigge på snefnuggene. Jeg er ikke sulten, jeg er ikke kold, jeg er ikke syg, jeg er ikke i fare. Jeg har opfyldt alle mål i livet. Så nu kan jeg bare læne mig tilbage og være til. Nyde, at jeg er nået i mål, har opfyldt alle krav. Et øjeblik.

Et uendeligt øjeblik mens snefnuggene vælter forbi udenfor og langsomt transformere røde tage til hvide. En solsort skyder sort hen over den grå himmel. Ellers er alting frosset i tid. Et øjeblik. Et uendeligt øjeblik, hvor jeg kan læne mig tilbage i simpel tilfredshed.
Jeg er. Og alt er, som det skal være. Et øjeblik endnu.

På et tidspunkt bliver jeg sulten. Eller mit ben begynder at sove. Jeg begynder måske at fryse. Eller samfundet går i opløsning og verden bryder i brand. Og så må jeg rejse mig. Så har jeg mål at opfylde, aktiviteter at udføre. Maskinen sætter i gang. Organismens processer aktiveres. Handling. Overleve. Leve. Men det er i en fremtid, der ikke eksisterer i øjeblikket.

Snefnuggene er blevet mindre og færre. De har forladt deres tag-projekt et sted mellem rødt og hvidt. Har de givet op? Har de fejlet? Nej, de havde aldrig noget mål. Så de opnåede præcis dét, de skulle.

Udgivet den

Mens vi sidder lige så stille og venter i et vakuumpakket kaos

Hvad sker der egentlig? Med mig? Med Tankerfradenhalvetime? Med Verden?
Ingenting og alting og egentlig ved jeg det ikke rigtigt. Jeg har haft alle mulige idéer om, hvad jeg skulle, burde og kunne. Samle op på det sidste år. Kigge fremad ind i det nye år. Skifte stil. Skifte emne. Skrive flere eventyr. Skrive politiske indspark.

Jeg har en masse kladder liggende. Mange gange har jeg sat mig ned og tænkt, at jeg skulle, burde, kunne skrive et blogindlæg. Men ordene løb hurtigt ud. Et par krøllede sætninger, det var alt, det blev til. For det føltes ikke rigtigt. Det føltes ikke som nu eller som dét. Faktisk følte det slet ikke som noget. Og egentlig kom det sig vel mest af en opdragelse til kontinuitet. Fortsæt, fortsæt. Videre, videre. Hjulene drejer. Toget kører. Nu må du fortsætte, blive ved med at fylde ind og fylde ud. Aldrig lade kedlen løbe tør.

Men der er så mange paradigmer, vi er i gang med at bryde op. Vi kigger på dem. Og vi kan se alle deres fejl og mangler. Endnu engang befinder menneskeheden sig i en lomme af historien med et eksistentielt tomrum. Et vakuum af tvivl. Og nu gik det ellers lige så godt. Vi havde fundet sandheden. Og vi havde defineret og målt og vejet sandheden. Og den var lige dér. Så tydelig og veldefineret. Demokrati. Kapitalisme. Børneopdragelse. 8-16. Lang videregående uddannelse. Realkreditlån. Det godes kamp mod det onde. Så nemt og fint og ordentligt. Sandheden.

Men ligesom med al anden religion holder den kun så længe, der er nogen, der tror på den. Og pludselig begyndte sandheden at slå revner. Og pludselig var der flere, der kiggede ind i revnerne – eller faldt igennem dem – fandt ud af, at sandheden slet ikke var tiltænkt dem. Eller de mærkede, at der var en anden sandhed, bagved, der begyndte at trække i dem. Tvivl og spørgsmålstegn. Sandheden er blevet gammel. Og menneskeheden er endnu engang vokset ud af sin egen sandhed.

Og sandheden var sandheden. Engang. Den løftede os op, derfra hvor vi var. Men nu er vi et andet sted. Vi er vokset. Og heroppefra kan vi se sandhedens mange fejl og mangler. Den er jo blot én sandhed ud af mange. Og den har gjort det så godt, den kunne. Men nu krakelerer overfladen. Paradigmer og institutioner må falde. Vi må rydde ud og gøre plads. Plads til at bygge en ny sandhed. Ikke fra bunden. Ikke forfra. Men ovenpå fundamentet af den gamle sandhed.

Og det er nok bare dét, jeg mærker. Lige gyldigt hvor jeg forsøger at række ud og gribe fat, så smuldrer virkeligheden mellem mine fingre. Tørre flager af puds drysser ned fra mine hænder, der griber i tomme floskler og luftkasteller. Så hvordan kan jeg skrive om mig selv, mine tanker og mit liv, når alt er gået i opløsning? Samtidig ligner alting sig selv. Hver dag ligner den samme gamle, grå hverdag. Men den er ikke virkelig mere. Ikke rigtig. Den er bare et spøgelse af en sandhed, der endnu ikke ved, at den er døende.

Så det er egentlig bare dét, der sker lige nu. Med mig. Med Tankerfradenhalvetime. Med Verden. Vi sidder lige så stille i et vakuumpakket kaos og venter på, at den gamle sandhed skal dø, så noget nyt kan spire frem.

Udgivet den

Alt og Ingenting som Altid og Aldrig.

Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.

Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.

Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.

Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.

Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.

Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.

Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.

Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.

Udgivet den

Det Gamle År og Det Nye År

Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.

Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!

Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.

Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.

Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.

Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.

Udgivet den

Et kaos af larm

Der er så meget larm. Over det hele. Alle steder. Fra alle kanter. Alle larmer. Råber op. Vifter og gestikulerer. “Se mig! Hør mig! Jeg har det næste vigtige budskab. Jeg har det næste produkt, du bare må eje. Jeg er vigtigt. Mig! Se mig! Hør mig!”

Og inden i mit hoved larmer det. Alt kværner rundt. “Du kan gøre det her! Eller skrive det her! Du kan gå den vej, eller gøre sådan eller det her!” Jeg føler mig som en fuld hund i et spil kegler. Vælter forvirret rundt. Kan ikke finde ud af, hvad jeg skal. Kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Tror, der er noget, jeg gerne vil, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal udtrykke eller gøre det.

Jeg prøver for mig selv. Øver mig. Forsøger. Skaber billeder og ord. Men de passer ikke rigtigt sammen. Passer ikke rigtigt til det, jeg prøver at udtrykke. Passer ikke rigtigt til noget. Sletter. Lader det komme ud. Haltende. Forkvaklet. Hvor er sammenhængen og den røde tråd? Hvor er visdommen eller den overraskende puncline? Smukke drømmevæsener, der materialiserer sig som misfostrer.

Forvirrende. Frustrerende. Jeg vil jo bare gerne fortælle min historie. Give min sandhed en stemme. Berette om min rejse, så andre kan lade sig inspirere. Give mit bidrag til det kakofoniske kaos af larm og stemmer og budskaber og salgstaler. Jeg veksler imellem lysten til at råbe højt og lysten til at opgive i stilhed. Frem og tilbage.

Jeg føler, jeg har noget vigtigt at sige. Men mine budskaber drukner. Hvorfor overhovedet prøve? Er det ikke bare larm som alt det andet? Mere støj. Forurening af enkelheden og klarheden. Hvad kan jeg egentlig bidrage med, når det kommer til stykke? Er alting ikke allerede blevet sagt?

Men når jeg så flakser rundt i de susende lydtunneller som en omtumlet natsværmer og lytter til alle de andres larm, læser deres tekster, ser deres billeder – så er de ikke bedre end mine. Ikke nær så pæne og gennemarbejdede. Ingen korrekturlæsning. Intet gyldent snit. Ingen magi. Bare en masse larm, der bliver kastet tilfældigt ud i det store rum. Algoritmerne hjælper mig ikke. De fodrer mig bare med mere af det samme. Aldrig noget nyt. Aldrig noget anderledes. Hvordan kan jeg udvide min horisont, når jeg altid får serveret det samme?

Så jeg trækker mig tilbage. Tilbage til min egen sfære, hvor det kun er min egen larm, jeg kan høre. Mine tekster, mine tanker, mine billeder og min lommefilosofi. Og her kan jeg drømme om en dag, hvor de må hæve sig på stolte, hvide vinger op over tornadoen af larm, flyve vidt og bredt, inspirere andre mennesker, få dem til at stoppe op et kort øjeblik og tænke nye tanker. Måske sker det aldrig. Men jeg ved, at jeg i hvert fald inspirerer ét menneske. En person, der ofte vender tilbage og læser og kigger og nyder og forundres og glædes og inspireres. Og den person er mig.

Så selv om jeg føler, at jeg drukner i larmen. At det ikke nytter noget at blive ved med at råbe højere – og jeg faktisk heller ikke har lyst til at blive ved med at råbe. Så sender jeg alligevel stilfærdigt mine skriverier, tanker, billeder, eventyr og magi ud i den overfyldte æter. For jeg har brug for det. Jeg får noget ud af det. Jeg gør det for at bane min egen vej gennem en verden af larm og kaos. Og det giver mening nok for mig.