Det er længe siden, jeg har været her.
Måske har jeg brug for at komme tilbage. Måske var det her, jeg hele tiden skulle være.
Måske er det bare endnu et forsøg på at finde noget, der kan dulme.
Eller en flugt. En undskyldning. En udskydelse.
Men nu er jeg her igen.
I min søgen efter succes.
I min søgen efter mening.
Og der bliver stille omkring mig, som jeg sidder her med computeren i skødet.
Vinden suser udenfor og rusker i træerne. Efterårsagtigt. Efter et par sommeragtige septemberdage. Midtvejs i september. Nu er det ægte efterår. Vi kan ikke længere lade som om, det stadig er sommer.
Sommeren føles alt for hurtig overstået. Jeg nåede slet ikke dét, jeg ville.
Jeg har allerede for længst givet slip på sommeren og budt efteråret velkommen.
I dybet af min sjæl i hvert fald. Min hjerne skal bare lige følge med. Og give slip. Det må være den, der hænger fast ved alt dét, vi ikke nåede at få ud af sommeren.
Kroppen og sjælen er allerede fyldt op af alt dét, som vi nåede at få ud af sommeren.
Alt det, vi sugede og dansede og grinede og græd og omfavnede og kastede op mod himlen og lå længe og kiggede efter helt tæt nede mellem græsstråene.
Så nu er jeg her.
Og det føltes, som om verden faldt en smule på plads. Faldt i det rigtige hak og faldt lidt til ro.
Måske er det her, jeg skal være.
Måske er det her, jeg hele tiden har skulle være.
Måske er det her, jeg har søgt efter hele tiden, mens jeg har rendt rundt i verden og afsøgt og afprøvet den ene livsvej efter den anden.
Imens sad min egen livsvej hele tiden her i sofaen – stille og betragtede mig – ventende på, at jeg fandt tilbage.
Jeg tror også, jeg er klar til at komme hjem nu.
Jeg mærker ikke hjemve, men jeg mærker en længsel efter at føle mig hjemme i mig selv. Som om jeg falder lidt mere i hak i mig selv. Dén følelse. Den længes jeg efter.
Mens den første efterårsblæst får bladene til at lave dansende mønstre af lys og skygge hen over mine gardiner og mit gulv.
