Efterårsregnvejrsgåtur

Jeg går ud i den grå, regnvåde efterårsmandag. Mine planer for i dag er blevet ændret. Min to do-liste er lang. Udenpå er alting kaos. Men indeni er alting gylden ro. Alting er nyt. Men med følelsen af at være kommet hjem.

Jeg går forbi de disede marker. Gråvejr giver mig altid en følelse af, at tiden er gået i stå. Tiden er stoppet, og verden er gået i hi. Her er ingen mennesker. Kun kragerne ude på marken og gæsene højt over mit hoved. Træerne er i gang med en efterårssonate. Tusinde af krystaldråber klinger omkring mig. Småfuglene stemmer i, mens granerne tilføjer en underliggende susen. Lige rækker af høje, lige stammer. Som en mystisk søjlegang, der fører mig ind i elverkongens slot. Plantager har en helt særlig magi. Som om samspillet mellem menneske og natur skaber en særlig alkymi.

Mennesket – med sine idéer og drømme, visioner og planer. Mennesket med sine handlinger, sin gøren, sin ageren. Sin arrangeren og omorganisering. Med hårdt arbejde og tålmodighed gør han plads, planter han til, måler op og sætter i rækker. Og så forlader han stedet. Lader naturen gøre, som naturen gør. Vokser, skyder, bærer frugt, sætter frø. Åbner op mod forårssolen og går i hi med efterårsvinden. Sirlige, lige rækker med naturligt kaos af nedfaldne grene, mos og svampe. De var ikke en del af menneskets planlægning. De joinede ligesom bare, improviserede. Men vi kan se, at mennesket har været her. Engang.

Det er den samme følelse, jeg får omkring ruiner. Det er ikke en kamp mellem menneske og natur. Det er samskabelse af overnaturlige, magiske steder. Det er ikke en kamp om pladsen, men et samspil, hvor begge parter med respekt for hinanden, tilføjer netop dét, som de kan. Eller sådan tænker jeg det i hvert fald.

Det knæhøje græs er tungt af dugperler. De gennemvæder mine bukser. Væden trænger ind i min hud, i mine knogler, mit blod, helt ind i det inderste af mine celler. Alt er vand. Våde efterår. Dit vand gennemtrænger alting. Jorden er mættet og våd. Træerne, bladene, vejene, markerne er våde. Luften er våd. Selv regnen føles mere våd mod mit fugtige ansigt. Det er ikke vand for næring, som forårets glade strømme. Det er vand til opløsning. Vand til renselse. Vand til død. For alt det, som ikke længere tjener et formål. De splattede blade og blomsterstængler på jorden. Snart opløses de og forsvinder. Ned i mørket. Der er ikke noget drama over det. Ingen voldsom kraftanstrengelse for at slippe. Det er en passiv handling. Det sker bare. Helt af sig selv. Det, der skal slippes, glider bare stille og roligt af. Glider væk. Det var det. Intet drama, ingen sorg. Det var bare.

Elmetræernes gule blade sludrer lystigt, da jeg går under dem. De har altid så mange ting at fortælle. Rådyrene springer forskrækkede op, løber et stykke og stirrer så vantro tilbage på mig. Jeg smiler og vinker til dem. De lusker ind i krattet. Der lyder høje bank fra et overdækket bålsted. “Vil du ikke have en krebs?” spørger en mand, da jeg kommer derhen. Ham og hans datter har fanget krebs i åen og kogt dem over bål. Jeg får stukket et stykke flutes med helt frisk, saftig krebs i hånden.

Jeg vandrer videre hen over marken under den grå himmel og tiden, der er gået i stå. Her findes ikke andre mennesker. En hel række af høje planter står med lysende gule blomster. Som om de ikke har fået beskeden om, at sommeren nu officielt er slut. “Hvem er du?” spørger jeg den gule blomst. Den svarer ikke. Jeg plukker en og tage med mig hjem. Jeg føler mig som en opdagelsesrejsende vandrer i et tåget eventyrland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *