Jo længere tid jeg befinder mig i verden, jo mindre forstår jeg af den. Eller – jo længere tid, jeg befinder mig i den menneskeskabte verden, det civiliserede, moderne samfund, jo mindre forstår jeg det. Jeg kigger mig omkring og føler mig som én, der lige er ankommet fra en anden planet, eller som én, der lige er vågnet. Forestillinger givet til mig som barn og teenager, viser sig en for en ikke at være rigtige. Måske i teorien, i idéen. Engang i intentionen. Men ikke i den virkelighed, jeg nu står og betragter. Alle de forventninger, jeg havde med mig, da jeg kom ind i denne verden, skuffes igen og igen. Måske har verden ikke mere at byde på? Måske var jeg overambitiøs på verdens vegne. Skru lige ned og stik piben ind. Der er ikke mere at komme efter. Ikke for dig i hvert fald.
Men jeg kan se spøgelset af den verden, jeg troede eksisterede. Jeg kan se genskæret af det samfund, jeg i tidens morgen købte billet til. Jeg kan se alle de rigtige bevæggrunde og intentioner stå tomme og forladte og vaje i en svag vind. Glemt. Forladt. Efterladt. Måske i farten. Har vi glemt os selv og vores strålende vision, mens vi har udviklet os til endnu et nyt stadie af avancerethed?
Et moderne samfund for os alle. Alle mennesker er lige. Alle mennesker har rettigheder. Ret til livet. Ret til frihed. Ret til fred og ro og tryghed. Men kanterne bliver stadig skarpere, og rammerne bliver stadig smallere. Form dig, pas ind. Og maskerne i sikkerhedsnettet bliver stadig større. Ingen rækker en hånd ud, når du hænger dinglende over afgrunden. I stedet smider de blanketter ned til dig. “Udfyld de her spørgeskemaer.” Tro og love-erklæringer. Forudindtagede og fordømmende ledende spørgsmål, der vil putte dig i en bestemt kasse. Eller helst uden for kasserne. For du er besværlig for systemet. Systemet, der måske nok engang var tænkt til at være til for dig, har ikke tid eller ressourcer til dig. Du er besværlig for systemet. For systemet har udviklet sig og knopskudt 8 nye systemer, og de har alle sammen travlt med at holde hinanden beskæftigede. Med digitale 20-siders formularer holder de hinanden fuldt beskæftigede, ja faktisk overbebyrdede, hurtigtløbende, papirudstedende, sagsrundtflyttende. “Måske vi bør skynde os at oprette et system og en instans mere. Det har vi brug for. Hvor blev borgeren nu af? Nåh, pyh. Godt, hun er væk. Hun var også kun til besvær og sænkede vores arbejde.“
Skatter. Omfordeling af goder. En fælles kasse, så vi alle sammen kan bidrage og hjælpes ad med at opbygge et smukt og dejligt samfund. Skoler, plejehjem, svømmehaller, biblioteker, politi, museer. Smukke, fredelige parker og skyggefulde, trimmede alléer. Kan I se det for jer? Har I købt ind på den forestilling? Skatter og afgifter og moms og gebyrer. Pengekarussellen drejer hurtigere og hurtigere. Men der ryger ingen af de store bamser ud fra tombolaen i aften. Heller ikke i aften. Men i morgen. I morgen er der helt sikkert gevinst. Den største bamse fra øverste hylde. Til borgerne. Til samfundet. Til alle mennesker. Men ikke i aften. Kom igen i morgen. Betal din indsats. Lad hjulet spinne og lamperne blinke. Men kom så igen i morgen. Måske i morgen.
Og demokratiets ølkasse er blevet en lukket klub for egoets liderlige strategispil. Alle kaster sig frådende ind i bunken for at nå toppen. “Hvorfor redde verden, hvis jeg kan smadre min modstanders fjæs. På live TV? Hvorfor gøre noget godt for borgerne, hvis jeg kan trampe på mine modstandere? Sagen? Den ved jeg ikke noget om, men jeg kan love jer for, at de kommer ned med nakken, og at vi vinder.” Måske var det bare en romantisk, naiv drøm? Måske fandtes der engang politikere, der gik til tinge for at gøre en forskel for mennesker. For at skabe et bedre samfund. For at bygge noget stort og smukt. Noget visionært, langsigtet og fremtidssikret. Og ikke bare et jernmonument med deres navn i toppen. “Se mig, se mig. Se, hvor vigtig jeg er for samfundet – og ikke mindst for mine venners pengepung.“
Som jeg står her. Undrende. Hovedrystende. Tvilende. Opgivende. Så fornemmer jeg genfærdene omkring mig. Genfærdene af dem, der har stillet de samme spørgsmål før mig. Det moderne samfunds kritiske spøgelser. Hippiere. BZ’ere. Punkere. Utilpassede. Hjemløse. Rodløse. Klimaaktivister. Højtråbende. Utaknemmelige. Har samfundet da ikke givet dem alt?
Men det var ikke dét, vi var blevet lovet. Vi trådte ud af barndommens dør og stod tilbage og kiggede på et helt andet billede end det, der var malet i vores barndomslærdomsbilledebøger. Ingen smilende politimand. Ingen andemor med ællinger. Ingen glade piger med rottehaler. Ingen rolige, overskudsagtige voksne med venlighed og respekt til overs for hinanden. Ingen smukke parker, skoler, alderdom, sikkerhedsnet, frihed, kultur, lærdom. Ingen plads til alle mennesker.
Er det fordi vi ikke vil? Eller har vi egentlig bare glemt, hvad det hele handler om? I farten? For at skabe det bedste samfund? Måske er det ikke blevet værre. Men spøgelsernes hvisken fortæller, at det heller ikke er blevet bedre. Måske er det her bare det bedste, vi kan præstere. Måske. Men drømmene er ikke ved at slukkes. Drømmene er ved at vågne.
