1. januar 2020
NULSTILLE. GÅ I STYKKER. RIVE. FLÅ.
SMADRER. HELT UD TIL KANTEN. UD OVER KANTEN.
TOMHED.
DØD. GENFØDSEL.
JEG KAN IKKE GØRE ANDET END BARE LIGGE HER OG VENTE…
2. januar 2020
JEG VENTER STADIG. LIGGER BARE. KAN IKKE ANDET.
HAR IKKE LYST TIL ANDET.
MEN NU KOMMER RASTLØSHEDEN. OG IRRITATIONEN.
JEG HAR IKKE TID TIL AT LIGGE HER.
JEG HAR IKKE LYST TIL AT LIGGE HER.
JEG VIL I GANG. JEG VIL UDRETTE NOGET.
SÆTTE HAK. KOMME FREMAD.
JEG LIGGER BARE. ENDNU.
6. januar 2020
Det har været en helt vildt dejlig dag. Fyldt med gode og dejlige ting. Kropsbehandling, tur i skoven, skrive blog-indlæg i min dejlige hule, meditation og bookning af prøve-sessioner. Jeg har ovenikøbet også nået vasketøj og at lave lækker salat til aftensmad. Fed, fed dag – Det er sådan mit liv skal være. I morgen skal jeg på arbejde igen. Det er jeg faktisk ret nervøs for.
15. januar 2020
Jeg er gået i stå. Stoppet. Står stille. Eller min proces gør. Eller. Min proces kører for fuld fart. Der sker virkelig noget. Nedenunder. Men jeg er røget af og står helt stille – måske lidt fortabt? – ved siden af proces-toget, der bare buldrer forbi. En underlig, dualistisk følelse af at være gået i stå og samtidig på fuld fart fremad.
19. januar 2020
I går var det gråvejr, og jeg var helt nede i det mørkeste hul med de mørkeste, mest opgivende følelser.
I dag skinnede solen. Alt var godt, og følelserne var lette og boblende.
Nu er det søndag aften. Jeg har ikke nået det, jeg gerne ville i weekenden. I år. Sidste år. Nogensinde.
Utidig rastløshed. Jeg er en tømmerflåde, der kastes rundt på Følelsernes Oprørte Have.
3. februar 2020
Mandag. Igen. Det er hele tiden mandag.
Og dagen er gået. Igen.
Det går hurtigt for tiden. Jeg hænger bare i. Prøver at hænge på. Ingen daglig praksis. Bare overlevelse.
Da jeg besluttede mig for at skære ind til benet og skære fra, blev min kalender fyldt helt op med ting. Men det er fede ting. Ting, jeg gerne vil. Så jeg hænger på og flyder med.
7. februar 2020
Roen og langsomheden er ved at indfinde sig. Stille og roligt. Inden i mig. Og forandringer. Der er forandringer på vej. I det ydre. Men jeg tror, de er startet inden i. Inden i mig. Og nu har de bredt sig ud i det ydre. Materialiseret sig. Sat noget i gang. Men der er stadig en fortid. Jeg skal ikke ændre den eller løsrive mig fra den. Men hvad skal jeg så?
18. februar 2020
OG JEG TOG MUSIK I ØRENE OG DANSEDE.
OG JEG GIK UD PÅ ALTANEN MED BARE FØDDER. KULDE OG MØRKE.
JEG HILSTE DEN STORE, LYSENDE PLANET, DER HANG OVER HUSTAGET. JEG GRÆD TIL DEN OG STJERNERNE, AT DE VAR SÅ LANGT VÆK OG AT JEG IKKE ENGANG KENDTE DERES NAVNE.
ENSOMHED OG KULDE OG AFSTAND OG TÅRER.
STJERNERNE SVAREDE MIG MED ET LYSENDE STJERNESKUD HEN OVER HIMLEN. KÆRLIGHED.
DE ER DER. OG DE SER OG LYTTER. OG DE ELSKER OS – DERES STJERNEBØRN. JEG MÆRKER DET INDENI. OG JEG PRØVER IKKE AT HOLDE IGEN, NÅR DET REJSER SIG. LADER ENERGIEN FLYDE. FRIT.
19. februar 2020
Det fede ved at være mig lige nu er ikke, at jeg har et mål eller en retning eller ved, hvor jeg er på vej hen. For det ved jeg ikke. Det fede er, at jeg laver ting, som jeg synes er fede og sjove og spændende og udfordrende. Jeg ved ikke, hvor de fører mig hen. Eller om de fører til noget. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste er, den følelse det giver mig.
… Men derfor kan jeg alligevel godt blive lidt skuffet over ikke at modtage instant succes-feedback i form af likes og followers. (Hej Ego.)
23. februar 2020
JEG ER EN LARVE, DER LANGSOMT STIVNER I MIN FORGÆNGELIGHED – OPBRUGT TID, OPBRUGT FORM.
JEG BYGGER MIN KOKOON UD AF MARTS MÅNED. SPINNER PUPPEN AF MIN EGEN OPLØSELIGE KROP. VIKLER MIG IND I VRANGEN PÅ MIG SELV. RENHED, STILHED, STILSTAND.
ALT SKÆRES FRA, BLIVER STILLE, GÅR I STÅ I UENDELIGHEDEN MELLEM TO HJERTESLAG.
JEG TRÆKKER VEJRET IND PÅ NY, FOLDER LANGSOMT MINE NYE VINGER UD, LADER DEM TØRRE, GLITRE, MÆRKER DERES TYNGDE, NYDER ROEN.
14. marts 2020
Og jeg vidste godt, at jeg ville blive stille efter EP Modul 2. Jeg havde regnet med det og planlagt efter det. Og jeg tror egentlig også, der har været noget ro udenpå. På overfladen. Hele verden er gået i stå nu. Men det er som om, jeg ikke helt kan finde ro indvendig. Inderst inde. Jeg har stadig en følelse af eller en idé om, at jeg skal nå noget i denne pause. Så i dag arbejder jeg med stilhed og ro og stilstand indvendigt. Og jeg tænker, det er vejen frem. Nu fik jeg da hul på journalen igen. Og de tomme sider – er bare præcis, som de skal være.
17. marts 2020
Jeg ville have skrevet i går. Og i forgårs. Dagene flyder sammen. Jeg har lyst til at skrive ned. Alt dét, der foregår i mig. Men jeg har ikke lyst. Jeg har gode intentioner om morgenen. Og så går der et øjeblik. Og så sidder jeg igen om aftenen og kigger tomt og ugideligt på journalen. Hvorfor er jeg blevet givet al den tid, hvis det alligevel ikke føles som om, jeg kan bruge den til noget?
30. marts 2020
Dag 1. Så. En cyklus endte. En ny begynder. Jeg havde heldigvis friheden til at ligge på sofaen under dynen hele dagen. Blodet kom med enormt træk. Jeg var helt rundtosset. Det kom også fyldt med kærlighed. Senere kom sorgen og vreden. Hvorfor er der aldrig noget af det, jeg sætter mig for, der skal lykkes? Vrede mod Verden og Universet. De kan passe sig selv. Aftenhimlen var klar og blå. Falmende. Stille. Smuk. Uvirkelig. Det eneste virkelige i verden. Den kølige vind strømmede ind ad vinduet og tørrede blidt mine tårer af mine kinder.
