Morgenens grå, stille timer krøb langsomt ind gennem sprækkerne og vækkede mig med en stille hvisken. Verden var stadig stille, og jeg listede ind i stuen til min halve times morgenmeditation. Tankerne var friske og klar til en ny dag, så de så straks muligheden for at fare af sted i alle mulige retninger med alle mulige idéer og projekter og påfund. Jeg fik dem samlet ind igen og centrerede dem omkring “JEG ER”.
Rummet indeni min krop har udvidet sig de seneste par år. Og det udvider sig stadig. Bliver større og større. Der findes en slette indeni mig, der strækker sig ud mod de lilla bjerge i horisonten, som strækker sig op mod de blinkende stjerner og snurrende galakser. Og her er Ro og Styrke. Og Magi. Her står jeg i min reneste essens. Jeg øver mig på at finde herind. Og blive herinde. En halv times tid hver morgen.
Tankerne forsøgte at forholde sig i ro, men det er så nemt at blive distraheret. Så mange spændende, frustrerende, sjove, underlige ting og tanker, vi bliver nødt til at vende. For første gang. Eller igen og igen og igen.
Jeg lagde mærke til, at der var en streg hen over stuegulvet. Som om laminatgulvet slet ikke var et laminatgulv, men bare et tæppe med laminatgulvstryk. Jeg tog fat i tæppet og løftede op. Det strakte sig helt ned til væggen. Jeg kiggede ind under tæppet og kunne se toppede brosten, der endte for foden af en væg af store, tunge kampesten. En mørk døråbning førte op. Eller ned. Eller ind i mørket. Jeg sænkede tæppet og kiggede hen over det. Laminatgulvet strakte sig hen under spisebordet til hvide fodpaneler og den hvide stuevæg. Jeg kiggede ind under tæppet igen. Tunge, mørke sten og den mørke døråbning. Jeg lagde tæppet på plads. “Ikke i dag,” tænkte jeg.
En frisk vind fejede ind af vinduet og fløj rundt langs stuens vægge, inden den ramte mig i ansigtet. “De er på vej,” bekendtgjorde den. Og jeg så den stolte brig med alle de hvide sejl bugnende af Vestenvinden pløje sig gennem det dybe blå hav, så det friske, hvide skum stod hende om stævnen. På dækket stod de barkede sømænd med de klare øjne rettet fremad. Opmærksomt skuende ud over horisonten. Stolthed. Råhed. Styrke. Handlekraft.
Jeg mærkede pludselig en frygt for at blive overrumplet, rendt over ende, drukne og bukke under for de fremadstormende pirater, når de gik i land. Hvad hvis de kom for at plyndre og myrde og voldtage og brænde ned? Hvordan skulle jeg kunne klare dem? Jeg greb ud efter en anden tanke. En idé om, at de ikke kom som fjender. Men at de kommer for at hjælpe mig. Jeg må hellere forberede mig på at kunne håndtere så megen råstyrke.
Vinden, der kom med budskabet, forsvandt ud af vinduet igen. Fejede hen over hustagene. Satte kursen mod havet og den åbne himmel. Endnu var riggen langt væk. Endnu havde de ikke land i sigte. Jeg har tid til at forberede mig. Men de er på vej. De kommer. Vinden ruskede i træerne udenfor, så de måtte give slip på deres blade.
