Jeg tror ikke, det er det her, buddhisterne mener, når de snakker om, at man skal glemme sin krop og flyde ud og svæve sammen med alting.
Jeg ligger bare her på yogamåtten og kigger op. Kigger ud af vinduet. Der er små, drivende, hvide skyer. Jeg havde den bedste og meget fornuftige intention om at lave morgenyoga. Jeg har tit gode og fornuftige intentioner. Om at lave motion, spise sundt, droppe sukker, gå tidligt i seng, stå tidligt op, gøre rent, rydde op, være en god og arbejdsom medarbejder, være smilende og social og invitere alle på hjemmelavede måltider.
Og så ender jeg med at ligge her. På yogamåtten. På gulvet. I stuen. Alle mine gode intentioner damper ligeså stille og roligt ud gennem vinduet. Jeg får en indskydelse til at række en arm op efter dem. Prøve at standse dem. Samle dem ind som små, forvildede får. Tilbage i burde-skulle-fornuftigheds-folden. Men armen ligger bare slapt på gulvet. Ikke engang den simple intention kunne jeg føre ud i livet. Den hopper som et lille, sort lam brægende efter de andre puffede intentionsfår. Ud af vinduet. Måske bliver de til små, hvide skyer, der driver hen forbi en andens vindue. Måske er det en andens tabte intentioner, der svæver hen over hovedet på mig netop nu.
Den dårlige samvittighed er ankommet. Med sine lange, spidse ører og sin lange, spidse næse, de tynde arme, tynde ben og den lille, tykke krop, sidder den klar til at dunke mig oveni hovedet.
Jeg kigger på den et øjeblik. “Jeg tror ikke, du får så meget ud af,” siger jeg til den, “jeg kan nemlig ikke mærke min krop. Jeg er nok i en slags numbness-zen. Gad vide, om det er det, buddhisterne taler om, når de siger, man skal glemme sin krop og svæve sammen med verden?“
Den dårlige samvittighed kigger spørgende på mig. Så rynker den på næsen og vrænger: “det er helt sikkert ikke dét, de mener. De taler om noget, man har arbejdet hårdt og dedikeret for at opnå. Noget, hvor man har trænet og fejlet utallige gange. Noget, hvor man har bragt ofre. Noget, hvor man har følt afsavn og smerte. Ikke bare noget, hvor man har givet op og er smeltet slapt ud over gulvet.”
Jeg ligger et øjeblik uden at sige noget. Tænker på at rejse mig op, men der er ingen kraft i min krop. Jeg har også glemt, hvordan jeg gør. Kropsaktiveringscenteret er blevet nedlagt. Lukket på ubestemt tid. Ligesom resten af verden. Hvordan kan man overhovedet forvente, at kroppen bare skal køre videre som normalt, når halvdelen af medarbejderne er sendt hjem og centrene står tomme tilbage?
Jeg nikker til den dårlige samvittighed, “jeg kan godt se, hvad du mener. Der er ikke noget, der er ment til at skulle være nemt. Alting kræver noget. Hårdt arbejde. Dedikation. Øvelse. Passion. – Bevægelse.”
Min krop er et fremmedlegeme på en yogamåtte. Jeg har ingen forbindelse til den, ingen kontakt. Jeg kender den ikke. Og den vil ikke kendes ved mig. Den har gang i sin egen proces. Den skal ikke opnå noget. Den skal ikke være et bedre, sundere, dygtigere, mere succesfuldt menneske. Den skal bare være et sandslot, midt på stuegulvet, der langsomt falder sammen. Smuldrer, eroderer, til uformelighed. Èt sandkorn ad gangen.
“Jeg tror, du skal prøve med den store Generelt-Udueligt-Menneske-Hammer i dag“, siger jeg til den dårlige samvittighed. Den roder sin sæk igennem og trækker hammeren frem.
