Så nu sidder jeg lige her. Igen. Sidder bare med en kop te og kigger ud på mørket. For nu er det der igen – Mørket. Lyset kigger kort frem et par timer, men hvis vi vender os væk et øjeblik, er det forsvundet igen, og alt er atter mørkt. Mørket prøver at fortælle os, at vi skal tage den med ro, men det virker nærmest modsat. Rastløshed og utålmodighed river i mig. “Hvad er det, du skal nå?” hvisker Mørket. Jeg svarer ikke, men tusind tanker og planer og idéer kværner rundt i hovedet på mig.
Jeg bliver nødt til at have en plan, skabe mig et overblik. Der er så mange ting, jeg gerne vil, og jeg har startet så mange ting og projekter op, så lige nu flakker jeg hvileløst fra det ene til det andet som en stor, ubeslutsom, forvirret natsværmer. Alting lyser op, alting virker vigtigt eller potentielt eller spændende. Men jeg kan ikke blive ved med at flakke rundt på denne her måde. Jeg bliver nødt til at sætte det lidt i system. “Men vendt! Er det ikke netop systemer og strukturer, der dræber kreativiteten?” Det kan godt være, men jeg bliver nødt til at prøve noget nyt. Jeg bliver nødt til at prøve at fokusere på én ting. Sætte mig stille og roligt med noget – et kursus, en bog, en hobby, en idé – og så gennemføre det. Fra enden til anden. Og øve mig. Færdiggøre noget. Afslutte det eller skære det væk. Rydde op og rydde ud.
Jeg sidder lidt og lader tankerne kværne rundt. Så mange storslåede idéer, så mange kloge tanker. Hvordan får jeg dog struktur på dem? Hvordan får jeg dem ud af hovedet og omsat til fast materie fra deres udsvævende skysubstans? Jeg griber ud efter en hvid tankesky, men da jeg kort tøver, opløser den sig mellem mine fingre. Hvad hvis det ikke er den, jeg skal starte med? Jeg bliver nok nødt til at starte fra starten. Tage det første først. Gå kronologisk frem. Og gemme guldkornene til et passende sted. Men hver gang jeg finder et sted, der virker passende at starte, er der straks grene, der skyder ud til alle sider og rækker bagud. Der er altid noget, der er gået forud, altid en forklarende anekdote, det ville give mening at fortælle først. En forhistorie til forhistorien. Skyformationerne spinder sig opad omkring mit hoved. Mørket kigger tavst på mig.
Jeg giver op og kigger ud i mørket, mens skytårne og tanker falder sammen omkring mig. De lander flade og slatne på sofaen omkring mig, glider ned på gulvet og opløses i uformelige pøle af tabte idéer. “Jeg kan godt selv se det,” fortæller jeg Mørket, “jeg har alt for mange ting, jeg gerne vil på en gang. Og de skal helst være perfekte fra start. Men der er jo aldrig noget, der starter ud perfekt. Så på den måde kommer jeg nok aldrig igang med noget.” Mørket svarer ikke, det er der bare. Gad vide om Mørket er perfekt, eller om det bare er tilfreds med, hvor mørkt det nu engang er i dag?
Jeg sidder stadig i mørket. Jeg har drukket min te. Jeg bliver nødt til at starte et sted. Et sted, der ikke er perfekt. Jeg lukker øjnene. Mærker, at jeg trækker vejret stille og lydløst. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og følger åndedrættet ned gennem kroppen. Og giver slip. Giver slip på alt, hvad jeg tror jeg skal og vil og ønsker. Giver slip på alle forventninger og drømme. Giver slip på al utålmodigheden. Prøver at finde ind til bare lige her og nu. Prøver at trække vejret og udvide det rum. Prøver at finde tilfredshed med bare at være her. Finder roen i ikke at være i tankerne om alt det, jeg ikke har gjort. Mørket og Roen. Men i morgen, når det er lyst, må jeg hellere lave en plan.
