Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det betyder at være i proces. Men her er lidt af, hvad jeg har observeret og mærket. Her er et indblik i min personlige proces.
De seneste uger har jeg siddet på bredden af mit sind i Skorpion-månens skær og stirret ned i det dybe, blåsorte vand. Den runde mælkeblå, lysende måne hænger stor og tung lige over mig, spejler sig i vandet. Rundt om mig står tyste, sorte silhuetter af skarptskårne grantræer. Alt er stille. Alt er roligt. Ja, alt er fredfyldt og omfavner mig kærligt, som var jeg et lille barn. Jeg kigger ned i dybet. Rynker panden, lukker øjnene hårdt i, holder vejret. Men mit blik kan ikke trænge igennem. Sort, sort, sort.
Og dog. Det er som om, der er noget, der blinker og glimter. Dér, ude i krogen af mit synsfelt. Det forsvinder altid, når jeg drejer hovedet. Men det kommer hurtigt tilbage igen. Lige derude i den fjerneste krog af mit synsfelt.
Mens jeg sidder dér i mit indre og prøver at forstå, prøver at fange lysglimtet, går mit fysiske jeg rundt i hverdagen. Går rundt som i en tåge. Jeg kigger på mine omgivelser og morer mig lidt over, hvor lidt mening de giver. Især min arbejdsplads er bare glas og stål og plastic og stole og computere og mennesker. Men ingen mening. Det er der bare, som rammer, eller et tomt dukkehus, der venter på et barns fantasi til at give det liv og mening.
Og min krop renser ud. Store bumser presser alt gammelt affald ud gennem huden. Og min krop føles pludselig for lille og som en forkert form. Som om jeg ikke længere helt kan være i den eller kan passe den. Som om skuldrene er lidt skæve og huden strammer.
Jeg mødes med en cirkel af kvinder en mørk efterårsaften. Jeg fortæller, hvordan jeg ikke kan være i min egen krop, og at jeg føler mig som et ur-væsen, der raver rundt nede i mudderet på bunden, rækker en mudret, uformelig klo op mod lyset og gurgler uforståelige lyde. De andre kvinder i cirklen kigger bestyrtede og bekymrede og mistroiske på mig. “Nej, nej,” forklarer jeg, “altså, jeg har det helt vildt fedt med at være her nede på bunden. Jeg har det godt med den proces, jeg er igang med.”
Deres forvredne ansigter tør op, “jamen, vi tænkte da heller ikke andet,” svarede den ene kvinde mig. Det gik op for mig, at den bestyrtelse og afsky, jeg havde læst på deres ansigter, var min egen, indre frygt, jeg på en eller anden måde havde projiceret ud, og som de havde spejlet lige tilbage til mig. Så selv om jeg følte mig godt tilpas på bunden af mit eget indre, så var jeg åbenbart ikke tilpas med at sige det højt og lade andre få et glimt af mit indre, beskidte mørke.
En kold novemberaften giver jeg mig hen i bløde tæpper og varme, healende hænder i en healings-session hos Fenjah. Hun åbner min krop, giver den plads til ekspansion, og hun lukker den, samler stumperne sammen igen, inden de forvitrer sig ud i himmelrummet. Jeg mærker, hvordan energierne arbejder på flere lag op og ned, gennem alle kroppe, giver efter, renser ud, heles. Hen mod slutningen af sessionen står der pludselig et billede klart for mine øjne. En mur med en døråbning i midten. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se en mur mere med en døråbning. Der er ingen dør i, og gennem åbningen kan jeg se endnu en mur med en dør i. Døren er lukket. “Aha,” siger jeg til Universet. “Okay, lad os åbne døren.” Men døren åbner sig ikke, og billedet forsvinder igen.
De seneste par dage har jeg mærket mere plads indeni mig. Jeg har mærket himmelrummet fuld af stjerner over mit indre, dybe vand og den stille, sovende bred. Jeg har også mærket irritation og vrede og trods. Det er boblet op og ud af min mund. Det havde ikke længere noget sted at sidde fast indeni mig. En gang imellem bliver jeg helt rundtosset, og det føles som om lyserøde candyfloss-skyer af glæde driver rundt i mit indre. Der sker helt vildt meget lige nu. Jeg prøver bare at give slip, holde fast og nyde at være til stede lige her. Lige nu.
