Jeg er i dyb proces. I en vild og forandrende proces. Transformation. Ekspansion.
Eller, det tror jeg. Håber jeg.
Men jeg er ikke sikker. Og jeg ved det ikke. For hvor kan jeg få det bekræftet? Jeg ved, det sker, for jeg har set og hørt det nævnt ofte. At være i proces. For det er dét, man gør, når man arbejder med sig selv.
Dykker dybt.
Skræller lag af.
Smider gamle, brugte tanke-, og handlemønstre fra sig.
Og træder ud af asken. Ny, skinnende og ren. Som en gylden Fugl Føniks.
Og jeg vil også være en Fugl Føniks. Smide min gamle, grå skal. Smide min frygt, min tvivl, mit mindreværd, min usikkerhed. Smide alt det, der er grimt og som holder mig tilbage, holder mig nede. Træde frem fra asken med gylden styrke, guddommelig visdom og ophøjet ro. Træde frem fra skyggerne med viden og med erfaring – for nu har jeg set, hvad der gemmer sig på den anden side af mørket. Jeg ved det, og jeg kan kende det.
Men lige nu ved jeg ingenting. Jeg kender ingenting. Jeg famler mig frem i mørket. Tøver. Bider tænderne sammen og fortsætter stædigt fremad. Med panden mod den sorte mur. Jeg mærker efter forandringer, mærker efter opgraderinger på energi- og celleplan. Er det nu? Er det dét?
Men jeg ved det ikke. For hvad skal jeg egentlig mærke efter? Der er ingen, jeg kan spørge. Ingen, jeg kan bede række ind i min krop, i mit humør, i mine tanker, i mit sind. Række ind og mærke dét, som jeg mærker. Føle forsigtigt på det og nikke bekræftende; “Joo, det du mærker lige dér, lige nu. Det helt sikkert en indre transformation, der integrerer din nye bevidsthed og løfter din vibration. Det er fuldstændig, som alle vi andre også mærker det.”
Hvad er det, andre mærker? Hvad er det, de taler om, når de er i proces? Hvis bare jeg kunne række ud og forsigtigt føle på det. Eller se det. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kigge efter.
Jeg står foran spejlet og betragter mig selv. Mærker søgende efter indeni. Men jeg er stadig mig. Det er ikke en fremmed, der kigger tilbage på mig fra spejlet. Det er ikke en fremmedes tanker eller følelser, jeg mærker i mit indre. Jeg kender det hele. Jeg er stadig mig.
Jeg ved godt, forandring ofte kommer i små, bølgende bevægelser. Små skvulp, som man måske nærmest ikke ænser. Men jeg vil så gerne se dem, se forandringen, så jeg kan sige til min Fornuft, “Se! Se selv, der er de små krusninger i overfladen. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind. Det er virkeligt.” Fornuften kigger mistroisk på mig med løftede øjenbryn. Jeg lukker øjnene og kigger indad, kigger ned i det dybe, mørke vand efter små, bølgende bevægelser.
