I dag skinner solen. Men de seneste par dage har det regnet.
Efteråret stod klar, da kalenderen tikkede 1. september. Med voldsomme regnbyger, kølighed, pludseligt aftenmørke, tvivl, frygt og tristhed. Der er ekstra langt ned, når man er højt oppe. Og jeg var højt oppe. Højt oppe på augusts Løve-energi. Så der var langt ned. Ned i det pludselig efterårsmørke.
Det har regnet i dagevis. Dråberne løb ned ad ruderne og ned ad kinderne. Samlede sig i små floder på vejene og gjorde asfalten mørk og skinnende. Neonskilte og trafiklys smeltede, løb ned og samlede sig i farvede søer på asfaltens spejloverflade. Hele verden begyndte at flyde lidt sammen i de tidlige, våde morgener, der ikke længere var fulde af lys og lystige fuglestemmer, men af nattemørke og kolde vinde. Kroppen og sindet kiggede sig forvirrede omkring. Hvor var sommeren lige pludselig blevet af?
Men efteråret var allerede rykket ind. Og det havde ikke kun kølige vinde og regn med. Det havde også taget forandring med. Nye muligheder. Nye projekter. Ny skabelse ud af sommerens bugnende frugt. Tid til at høste. Tid til at forme og bearbejde. Tid til forandring. For dem, der vil, og dem, der er klar. For dem, der mærker længslen i den friske efterårsvind og i duften af grannåle.
Det pludselige skifte trak mig helt ned på bunden. Jeg sad i mørket med knæene trukket op under hagen. Regnen plaskede ned omkring mig. Jeg sad helt stille. Men det havde jeg faktisk ikke tid til. Jeg havde faktisk lagt en masse planer for efteråret. Jeg havde plantet en masse frø, og jeg var sprunget direkte ind i efteråret med sommerens gyldne energi, udspredte arme og et kæmpe smil – og uden jakke eller sko. Og nu havde jeg fået våde fødder. Og ondt i halsen. Jeg var rundtosset, gyngende, fladmast. Det var et godt spring, men en hård landing. Så nu sad jeg på bunden og ømmede mig.
En valnøddeskal kom drivende imod mig. Jeg greb fat i kanten og hev mig selv om bord. Valnøddeskallen vuggede videre på den rivende regnvandsstrøm med mig ombord. Jeg fandt en pind og et stykke stof i bunden, og snart havde jeg sat sejl i min lille valnødbåd. Jeg lænede mig frem mod vinden, og den tørrede mine tårer væk og klarede mine tanker.
Så nu sidder jeg her, og lader mig føre fremad på den raske strøm efter de første efterårsbyger. Hverdagene driver forbi mig. En for en for en for en. En lang strøm af næsten identiske dage. De flimrer i kanten, og de sætter sig fast i min hals. Lige meget, hvor meget jeg hoster og harker, kan jeg ikke få dem til at slippe. Det er værst om aftenen, lige inden jeg skal sove. Dér kradser de på slimhinderne, så jeg må hoste og hoste og hoste. Jeg drikker lakridssmagende hostesaft og holder vejret. Nogle gange ryster hele min krop, inden jeg må slippe dem ud i gøende hosteanfald.
Men i dag skinner solen. Jeg har te med honning, og i morgen er det fredag.
