Når Du Allerede Er Midt I Din Drøm

Efterårssolens gyldne lys vælter ind ad vinduet. Vælter skråt hen over det dugvåde græs. Trækker lange skygger. Trækker nattens væsener hjem i deres huler. Alting svulmer af dugvåd frodighed. Alting er så potent i sin modne ro.
Der hviler en højtidelighed over efterårsmorgenen.
Vi ved godt, at vi kun har det hele til låns. Og det er okay.
Men hvorfor har vi så så travlt?

Hun har gået rundt i duggen med bare fødder. Drivvåd kølighed mod tæerne.
Den dampende varme fra te-koppen, som hun holder ind mod brystet.
Varme. Og kulde.
Lys og mørke.
Det hele mødes lige her på Jævndøgns-vippen.

Hun kigger op. Misser mod solens stærke lys. Ser de tusindvis af vinkende grønne blade, der om et øjeblik skifter endegyldigt farve. Hun ser den uendeligt høje, blå september-himmel. Og hun ser en lille, gennemsigtig, hvid vattot-sky hurtigt dukke frem over trætoppene og sejle videre hen over himlen. Flere skyer. Efter hinanden. De folder sig ligesom ud, mens de glider hen over himlen. Spreder deres i forvejen tynde væsen endnu mere. Strækker sig ud for at få så meget som muligt med. Bliver endnu mere spøgelsesagtige i deres glidende flugt.
Hvor er de på vej hen?

En kuldegysning op langs benene, får hende til at vende tilbage til de dug-frosne tæer. Hun går indenfor igen. Laver sig halvt nærværende, halvt drømmende en ny kop te. Hun snupper computeren og et stort, blødt tæppe. Sætte sig til rette på sin yndlingsplads foran de store vinduer. Svøber de bare ben ind i tæppets varme favn. Sipper til teen og kigger ud på træerne, på haven, der strækker sig ned til søen. Kigger på de fjerne granskove, der zig-zagger horisonten.

Hun åbner computeren. Lader den roligt og forventningsfuldt blinke på den tomme side. Og med et hemmelighedsfuldt, legende smil printer hun de første ord på siden.

Jeg ser hende. Som hun sidder dér med det lange hår bølgende ned over nakken og den store skjorte. Med de bare ben viklet ind i tæppet. Med te-koppen. Og med efterårssolens støvede, gyldne lys ind gennem de store vinduer. Med de gamle træer ude i den store have. Med de små alfer, der flyver ind og ud, laver pirouetter i luften og hvisker eventyr i hendes øre. Eventyr, som hun lader flyde ind i computeren og videre ud i bogformat til hele verden.
Jeg mærker roen og latteren i hendes sind.

Jeg ser hende tydeligt, for hun er min drøm.
Og det går op for mig, at hun også er mig. Hun er mig. Og nu er jeg også hende.
Jeg træder forsigtigt nærmere. Skridt for skridt. Træder helt hen. Sætter mig på min yndlingsplads i stolen foran de store vinduer. Smelter sammen med drømmebilledet. Smelter sammen med mig selv.

Og jeg kigger mig omkring. Og jeg opdager, at alle elementerne allerede findes her i min verden omkring mig. Og det kan godt være, at vinduerne ikke er helt så store, som i min drøm. Og det kan godt være, at den mytiske silhouette af tryllegranskoven ikke er placeret bag ved søen. Men de er her begge to. Granskoven til den ene side, søen til den anden. Og de store, gamle træer i haven omkring det store, gamle hus.

Universet lytter til vores drømme. Og giver os byggestenene.
Så det eneste, vi skal gøre, er selv at lytte til vores drømme.
Leve vores drømme. Være vores drømme.

Jeg laver mig en kop varm te, går med bare tæer ud i det dugvåde græs og lader mig overvælde af solens gyldne stråler og skyggernes spil mellem de frodige blade.
Jeg snupper min computer og sætter mig op ved det lille skrivebord i gæsteværelset. Jeg åbner vinduet og ser træerne vinke til mig. Sommerfugle og alfer svirrer omkring.
Jeg mærker dyb ro og ægte glæde i min sjæl.
Og så lader jeg ordene flyde.