Min verden er en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Centrum af verdenen er hængekøjen, hvor jeg ligger viklet ind i søvnighed.
Jeg kan se det hvide hus. Vores hus.
Jeg kan se haven. Vores smukke, grønne have, og de store træer, der omkranser den.
Jeg kan se en smule af husene ude omkring vores. De er her også, men i dag er de alle sammen stille og mennesketomme.
Hele verden er tom og ekstra stille i dag.
Fastfrosset.
I en lille kugle af hårdt sammenpresset, blåt glas.
Det er så hårdt presset sammen, at jeg kan mærke tætheden i luften og i varmen.
Tæt, tung og stille.
Her er lyde. Springvandet, der risler. Millioner af fugle, der synger og sladre og skælder ud og basker med vingerne. Millioner af insekter, der summer. En svag, ubestemmelig, fjern, vedvarende brummen. Som generatoren, der får hele verden til at bevæge sig.
Men her er ingen lyde af mennesker. Ingen biler. Ingen snak eller råb. Ingen cykler eller musik. Ingen aktiviteter eller fræsende maskiner.
Bare stilhed med dens millioner af naturlige lyde.
Der findes nok ikke andre mennesker i verden.
I min lille, blå glaskugleverden.
Måske findes Bjørn her heller ikke?
Måske findes han et sted inde i det hvide hus. Snorkende på en sofa i en kølig stue, mens fjernsynet med blid kvindestemme fortæller om Universets uhyrlige uendelighed.
Og det smukke, lyseblå glas hvælver sig perfekt over mig.
Gnistrende lyseblåt, når jeg forsøger at fokusere på det. Forsøger at kigge igennem det. Ud på den anden side af glaskuglen. Ud på den anden side af verden. Men det er gnistrende tæt og alt, jeg kan se, er lyseblåt glas.
En gang imellem viser hvide skyggetegninger sig på det blå.
Måske er det, når kuglen bliver rystet.
Når den triller hen ad gulvet i den uendelige, sorte Univers-stue.
Eller når nogen presser ansigtet mod kuglens yderside for at kigge ind.
Kigge ind i den lille verden med det hvide hus i den grønne have.
Og måske kan de endda se den lille bitte hængekøjen dér i græsset.
Tiden står for evigt stille her.
Her i vores lille, blå glaskugleverden.
Det hvide hus. Den grønne have. Den uendelige sommerdag.
Vores egen, lille boble, som vi helt selv har skabt.
Vi har ikke brug for andet.
