Jeg savner virkelig at skrive.
Men jeg gør det ikke. Jeg har ikke gjort det længe.
Men jeg savner virkelig at skrive.
Det hvisker til mig. Indvendigt kalder min sjæl. Ordene og sætningerne og tankerne og drømmene og eventyrene, der vil ud.
Jeg svøber mig i en kåbe af melankolsk skrive-længsel, mens efteråret forvandles til vinter på et øjeblik. Men jeg skriver ikke.
Jeg trasker rastløst rundt i huset.
Jeg trasker rastløst rundt i skovene.
Jeg drejer forvirret rundt om mig selv, for at finde ud af, hvordan jeg bruger min tid mest optimalt. Sætter alle mulige projekter i gang. Farer rundt til ting, der forhåbentlig får mig til at ligne en, der er virksom. Én, der har gang i noget.
Men jeg skriver ikke.
Hvorfor gør jeg egentlig ikke det?
Hvad er det for en blokade, der lige pludselig er opstået på at skrive?
Er det bare tid, der er gået? Tid, der har stivnet og mosbegroet min skrivning, så jeg nærmest har glemt den og ikke helt kan finde den igen under lag af tid og støv og jord.
Eller er det fordi, at nu er det alvor? Når jeg først begynder at skrive igen, så er det alvor. Ikke flere undskyldninger. Ikke mere legen og prøven af. Herfra hvor jeg er nu, kan jeg skrive for alvor. Jeg kan samle alle mine historier og eventyr i en rigtig bog.
Jeg kan mærke det. Alvoren. Virkeligheden. Jeg har jo selv ledt efter det så længe. Dét, der virkelig fandtes. Dét, der virkelig galt. Så jeg kan mærke det. Jeg kan fornemme det i luften. Jeg kan dufte det i hjørnerne.
Det er ikke længere bare en uopnåelig drøm.
Jeg er nået til det sted, hvor drømme manifesterer sig og bliver til virkelighed.
Og det er et nyt og spændende sted. Og også et virkeligt skræmmende sted.
Jeg mærker pulsen banke i min hals, hver gang jeg tager et skridt ud – eller ind – i mørket.
Men jeg fortsætter.
Og jeg fortsætter.
Et. Skridt. Ad. Gangen.
Skal vi se, hvor langt, jeg kan nå?
Nu er jeg i hvert fald begyndt at skrive igen.
Hvor skal det ikke ende!
