Det blæser fra øst. Det har det gjort en del i år.
Det er ikke nye vinde. Det er store, ældgamle vinde. Det er ikke friske vinde. De er knastørre og hvide.
Jeg kigger på træerne med deres vinkende grene og alt for tidlige efterårsblade. Min første indskydelse er at sige, at de kæmper. Men det gør de ikke. De står bare. Er bare.
Det er bare vind og sol og tørke. På et tidspunkt kommer regn og mørke og kulde. Det er bare. Og vi har brug for det hele.
Så de står bare. Træerne. De gør ikke noget. Lader bare deres grene og blade løfte og bevæges og bølge af vinden.
Og jeg er træt i dag. Det er blevet mit mantra. Mit valgord. Jeg er træt. I dag. Igen i dag. For altid. Træt. Og jeg er træt af at være træt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. For jeg er for træt.
Hvis bare jeg var et træ. Så vidste jeg, hvad jeg skulle. Jeg kendte min plads i verden. Jeg kendte mit formål. Og selv om der kom hårde tider med udtørrende sol og vind, der gjorde mine blade gule før tid og fik min bark til at rynke og strammes, så ville jeg kunne stå helt roligt. For jeg ville vide, at når tørken engang holdt op igen, så ville der komme regn. Og så kunne jeg igen koncentrere mig om mit formål her i livet; At være et træ.
At sætte nye skud, folde blade og blomster ud, stå stolt hele sommeren, mens fugle og insekter summede omkring mig, lade blomster på magisk vis udfolde sig som frugter, lade dem blive modne og forlade mig, lade den begyndende efterårskulde trække den sidste saft ud af mine blade, så de flammede op i et sidste spektakulært show, inden jeg lod dem drysse til jorden, så jeg var klar til at tage vinterens snedyne over mig i dvalen.
Det ville være alt det. Og bare det. Og igen og igen. Men uden jeg ville have brug for at udvikle mig, opfinde nye opgaver, tilegne mig nye kompetencer, skifte spor.
Men jeg står her. Jeg er ikke noget træ. Jeg er et menneske, der står med bare tæer i det tørre græs og vinden flående i mit tøj og i tårerne i mine øjenkroge. Og jeg kender ikke mit formål. Jeg har absolut ingen idé om, hvornår jeg skal folde mine blade ud, eller hvordan jeg skal forvandle blomster til saftige frugter.
Jeg ved ingenting. Jeg ved kun, at jeg ikke kan blive stående stille for evigt. Jeg ved dog ikke, hvilken vej eller bevægelse, der er den næste. Alle veje og handlinger, jeg har forsøgt indtil nu, har kun ført mig herhen. Tilbage i store, snørklede buer til tvivl. Og træthed. Til tørre, vinde og koldt solskin. Til den flade bagside af barndomsminder.
Så nu står jeg her. Hvis bare jeg var et træ. Så kunne jeg blive stående.
