Jeg længes efter min længsel.
Jeg længes efter min lille bitte dyblilla tusmørke-længsel. Den, der boede indeni mig. Den, jeg boede indeni. En lille bitte boble, der knugede mit hjerte. En lille bitte boble, hvor jeg knap kunne have mine arme og ben, hvor jeg knap kunne trække vejret frit.
Jeg følte mig fanget. Jeg følte mig fastlåst. Jeg følte mig berøvet for enhver mulighed. Jeg følte mig snydt for enhver chance. Men jeg havde min længsel. Og den flød tung og blød som smeltet karamel igennem mig. Den varmede mit indre i den lange, kolde, mørke vinter. Den gjorde mine tårer saltede søde, når de lydløst trillede ned ad mine kinder, hver aften, når jeg udmattet trådte ind af døren. I min lille lejlighed. I mit lille fængsel. I mit lille bitte liv, hvor jeg havde så svært ved at trække vejret, men hvor min længsel flød dybt og ubesværet.
Nu sidder jeg her – i en uendelig sommer med den uendelige blå himmel over mig.
Jeg spreder armene ud. Uendeligt, uendeligt rækker de. Verden er her kæmpe stor og åben. Jeg har kæmpe træer i kæmpe skove omkring mig. Jeg har bølgende marker, blomstrende enge og bløde bakker. Jeg har morgentimerne helt for mig selv. Jeg lader dem strække sig roligt og afslappet ind i dagen, der trisser af sted. Lange timer. Lange skygger. Solen er hver dag en evighed om at kravle over himmelbuen. Jeg betragter den, mens den skinner og glimter ned mellem de tusinde grønne blade.
Nu sidder jeg her. Midt i min længsels drømmeland. Min længselsboble er brast. Og jeg trækker vejret frit. Indåndingen fylder mit bryst, min krop, hele min verden. Jeg betragter det alt sammen. Igen og igen. Hver dag sidder jeg midt i et eventyr og bare suger det ind. Bare kigger. Betragter. Forundres. Glædes. Her er så meget forunderligt, at bare dét at være til, er nok. Er rigeligt. Faktisk er et fuldtidsjob.
Men jeg savner min lille bitte, dyblilla tusmørke-længsel. For det var den, der fik mig til at skrive. Og jeg savner at skrive.
