Hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden i påsken?
Hvad er det for historier, vi fortæller hver dag?
Vi begræder Jesu død, forherliger tortur og mord, ophøjer hans offer for menneskeheden. Men Jesus ofrede sig ikke. Det var fandme ikke hans idé at kravle op på det kors. Det var ren menneskelig ondskab. Den, som vi er så enestående, som art at have udviklet. Og ååhh, hvor har vi udviklet og forfinet den igennem tusinde år. Misundelse, grådighed, magtliderlighed, begær. Had og Frygt.
Jesus kravlede ikke op på det kors for at frelse os alle sammen. Jesus var faktisk i fuld gang med at frelse os alle sammen på SIN måde. Med kærlighed. Med ikke-dømmen, ikke-skelnen, ren venlighed og omsorg. Med ro og visdom. Tænk, hvor vidt han kunne have drevet det, hvis han havde fået lov til at vandre rundt og udsprede kærlighed, til han blev hundrede år. Eller syvhundrede år – det gjorde man jo dengang. Tænk, hvor mange kurser og uddannelser, han kunne have afholdt i løbet af den tid. Hvor mange kærlighedsdisciple, han kunne have spredt ud over hele verden. Tænk engang, hvis vores samfund var blevet bygget på nærvær, tillid, omsorg, venlighed, rummelighed og kærlighed. Tænk engang.
Men mennesker er mennesker. Så nogen fik ondt i røven over, at Jesus spillede smart og fik masser af følgere og likes. Så onde, hadefulde, magtbegærlige, hævngerrige, misundelige mennesker klyngede Jesus op på et kors og slog ham ihjel. Det handler ikke om selvopofrelse, menneskelig frelse og englesang. Det handler om tortur og mord. Og efterfølgende grov udnyttelse af Jesus for egen vindings skyld.
Så hvorfor fejrer vi, at Jesus døde? Hvorfor forherliger vi tortur? Hvorfor flager vi med på morderes propaganda? Vi burde fordømme mord. Vi burde fordømme tortur. Vi burde fordømme udnyttelse, udsultning, udskamning, udrensning, udpining, udvisning af mennesker.
Jeg forstår det ikke, når jeg ser på Jesus på korset. Men hvorfor hænger I ham op dér? Hvorfor giver I ham ærespladsen? Hvorfor hilser I og græder og smiler? Hvorfor velsigner I og beder om velsignelse? Kan I ikke se, at manden er i smerte? Kan I ikke se, at manden tortureres og pines? Kan I ikke se, manden bliver slået ihjel? Så hjælp ham dog!
Hvor er det i grunden vanvittigt at et mord- og torturoffer er blevet et helligt symbol. Ophøjet og forfinet. Brugt til at legalisere så megen krig og vold og død igennem tiden.
Men også tankevækkende, at en lidende mand er blevet brugt til at indgyde tro og håb og ro. At vi fortæller en historie om, at når vi lider, så lider Jesus med os. Men tænk engang, hvis Jesus ikke havde lidt. Tænk engang, hvis Jesus havde været i topform, fået sin søvn og et godt solidt morgenmåltid, når han kom til dig i din lidelse. “Her er jeg,” ville han sige med frisk stemme og glimt i øjet, “jeg kan se, at du lider, men ved du hvad, der er faktisk slet ikke nogen grund til lidelse. Verden er et dejligt sted fuld af kærlighed, omsorg og overflod. Her er fred og ro. Her er smukt. Og her er nok til alle. Kom med mig, så skal jeg vise dig det og tage mig af dig.” Tænk engang, hvis historien havde været sådan.
Så hvad er det for historier, vi fortæller os selv og hinanden. I påsken. Hver dag. Og hvad ville der ske, hvis vi begyndte at fortælle historierne på en anden måde?
