Jeg har længe ville skrive her på bloggen. Finde tilbage til min lille boble af frie tanker og flyvske fantasier. Men jeg har ikke kunnet finde en måde at starte på. Her er ingen begyndelse. Ingen indledning. For jeg er midt i det hele. Et sted i midten. Midt mellem det ene og det andet. Mellem det gamle og noget nyt.
I dag er det mandag. Eller var. For dagene er kortest lige nu. Og de er forbi næsten inden, de kommer i gang. I dag er det mandag, og jeg har ligget på mit stuegulv hele dagen. Set det mørke morgengrå blive lysere, blive til dags-gråt-i-gråt, for så hurtigt igen at skumre til en mørkere nuance af grå og så endnu en og endnu en. Nu kan jeg ikke længere kalde det gråt. Jeg må acceptere, at den grå dag er forsvundet og erstattet af sort eftermiddag. Mens jeg har ligget her. Her på mit stuegulv.
Det er længe siden, jeg har gjort det. Ligget en hel dag på stuegulvet. Jeg har savnet det. Det var tiltrængt. Og det er et nyt stuegulv. Et større stuegulv. Dét stuegulv som jeg har drømt om så mange gange på mit lille stuegulv i min lejlighed i Nordvest. Jeg har haft så travlt med at skabe mit nye liv, at jeg ikke har haft tid til at nyde det. Eller tid til at slippe det gamle. Det kommer nu. Jeg stopper op. Sammen med naturen. Trækker mig indad, trækker mig ned i tempo. Jeg bliver til grå dage, der ikke gør noget, ikke skaber eller producerer noget – bare er. Bare er grå, kolde, våde timer, inden dagen igen er forbi. Og jeg har brug for det. Verden har brug for det. Vi har alle sammen brug for korte, uproduktive, grå dage. Dage, der bare er. Hvor vi bare er. Hvis vi bare tillod os selv flere grå dage.
Jeg har prinsesse-te i koppen. Det har jeg ikke haft i halvandet års tid. Pludselig var alle butikker lukket. Hele verden var lukket. Og jeg løb tør for prinsesse-te. Men nu har jeg fyldt op igen. I mit gamle krus, i min nye stue, i mit nye hus. I mit nye liv. Nogle ting bevæger sig i andre cyklusser.
De ringede tidligere og sagde, at min vaskemaskine, der ellers ville blive leveret på torsdag, er forsinket. 2 måneder. Måske kommer den til næste år. Verden lukker ned igen. Og det går mig egentlig ikke rigtigt på. For det føles næsten som om, at det må være sådan. Verden har brug for at lukke ned om vinteren, gå i dvale. Vi har bare ikke tilladt den det i så mange år. Verden har brug for en pause. Et pusterum. Vi må vænne os til, at vi ikke bare kan få alting lige nu. Vi må vænne os af med overdrevent forbrug. Og det føles rigtigt. I en del af mig. Den del, der er i forbindelse med naturen og mærker behovet for pause og venten.
Men en anden del af mig bliver vred. Vred på de generationer før os, der har fråset og forurenet. Umådeholdent. Vred på de generationer før os, der lovede os et samfund, der var endnu bedre og endnu rigere. De gav mig en fødselsgave – et bedre samfund – og lovede guld og grønne skove, rigdom, materiel overflod, fede jobs og fede liv. Men de har taget det hele fra mig igen ved deres eget overdrevne forbrug. De har taget det fra mig ved at fortsætte forurening og udnyttelse, udbytning og misbrug af vores natur, vores ressourcer, vores klode. Hvorfor er det mig, der skal holde igen og undvære og nøjes? Hvorfor er det mig, der skal vente 2 måneder mere på min vaskemaskine? Jeg var blevet lovet noget andet. Jeg håber, de skammer sig. Jeg ved, de ikke gør. Jeg trøster mig med, at på et tidspunkt er de generationer væk, og dermed kan deres forurening og udnyttelse ebbe ud. Forsvinde.
Verden er mere mild og tålmodig, end jeg er. Den holder alle sine børn – planter, dyr, mennesker kærligt i sin favn og luller stille ind i efterårets sidste grå dage. Nynner en vuggevise, mens Vinteren gør klar til at smide sin tunge dyne over landet. De ryster begge overbærende på hovedet og smiler til hinanden over de små mennesker, der stædigt nægter at lade sig putte. “Vi er ikke trætte. Vi vil lave mere, gøre mere. Vi behøver ikke hvile,” lyder det med grødede, små stemmer, mens de kæmper for at holde de tunge øjenlåg og tunge egoer oppe.