1. oktober 2020
Energierne har lagt op til en måned med venten. Det hele kommer når rette tid er. Jeg modnes nu. Alt er større og hurtigere, end det har været før. Alt før har bare været forberedelse til nu. Små skridt. Nu er jeg i gang med nogle store skridt. Men det glider ligesom bare af sig selv. Jeg skal bare være og vente og glide med. Jeg har gjort alt forarbejdet. Nu glider det. Kortene siger, det bliver en vild måned.
4. oktober 2020
Wow. Jeg har fundet og læst mine notesbøger tilbage fra 2017, hvor jeg startede min rejse med Shakti Circle. Det er allerede 3 år siden. Det føles som meget længere væk. Men tallet 3 virker stort. Det er sjovt, som jeg næsten bedre kan huske og mærke nogle af de første ting, jeg har skrevet, mens det fra januar i år virker meget fjernere. Men jeg kan se en udvikling – og det var det, jeg kom efter. Jeg kan virkelig se, at jeg er vokset. I starten var der så mange spørgsmål og så meget tvivl. Nu har jeg fundet min egen måde og min egen vej.
8. oktober 2020
Meldte mig syg igen. Kroppen reagerede alt for voldsomt. Og så fandt den tilbage i sit gamle overlevelsesmønster. Gemme mig på min plads, sortere mails, vente på, jeg kunne komme hjem igen. Lettelse. Kroppen er allerede meget roligere. Igen føles det godt og stærkt. Cacao Spirit og kortene kommer med healing. Gudinderne kommer med den rene, uforanderlige kerne, der er mit sande jeg. Og med betingelsesløs kærlighed. Jeg er holdt og støttet. Jeg er selv min egen, stærke, lysende kerne og varm, strålende kærlighed.
10. oktober 2020
JEG ER ET FRØ. LIGGER. VENTER. BETRAGTER SKYERNE. GRÅ. HVIDE. PÅ VEJ. OVER HIMLEN. REGN. JEG PAKKER TÆPPER OG DYNER TÆTTERE OMKRING MIG. BEGRAVER MIG SELV. DYBERE. JEG SKAL IKKE ANDET END AT VENTE. SÅ SKAL ALT DET ANDET NOK KOMME. NÅR JEG ER KLAR. SÅ FINDER DET MIG. JEG HAR SØGT LÆNGE NOK NU. NU KAN JEG BARE VENTE.
18. oktober 2020
Landede efter Modul 5 på EP. Landede måske mest tilbage på Instagram, mail m.m. Og sådan gik dagen. Hurtigt. Mens jeg langsomt tager verden udenom ind igen. Kun i små doser. For jeg ved egentlig ikke, om jeg har lyst. Der er så fint og roligt og komplet indeni mig lige nu. Jeg har ikke rigtig lyst til alt det kaos og larm. Men på den anden siden vil jeg også gerne ud og gøre noget. Skabe noget. Skabe noget smukt. Gøre en forskel.
22. oktober 2020
Jeg prøver at holde fanen højt, men jeg er bare træt. Jeg prøver at skubbe på – bare en lille smule. Men jeg er træt. Jeg skal ting, og de ligger som store klodser og fylder nærmest hele min bevidsthed. “Så skal jeg det. Og så det.” Fra klods til klods. Nu giver jeg slip. Laver plads. Fylder min bevidsthed med store oceaner af “jeg skal ingenting.” Der flyder små klodser rundt i det uendelige ocean. Men de er små og langt væk. Jeg tager en kop te og kigger ud af vinduet, inden jeg går i land på den næste ø.
30. oktober 2020
Efteråret er her massivt. Nu er der ingen vej tilbage. Alting og Ingenting. Alt flyder. Regn. Vi har gemt os i vores hule. I morgen starter det sidste kapitel af 2020. Fårk, et underligt år. En del af mig hænger stadig i foråret. Er endnu ikke nået videre. En anden del af mig er transformeret ind til en anden, en ny mig. Og alligevel er alt roligt. Og straks – inden jeg har skrevet sætningen færdig – er alt kaos. Og uforståeligt.
31. oktober 2020
DØD OG GENFØDSEL. AFSKRÆLLET. NØGEN. BLIVER VED MED AT VÆRE TEMAET. JEG BEGYNDER AT MÆRKE UTÅLMODIGHEDEN. JEG HAR IKKE MERE AT SKRÆLLE AF NU. MEN DE BLIVER VED MED AT RIVE OG FLÅ I MINE BLOTTEDE KNOGLER. JEG ER TRÆT. TRÆT AF DEN EVIGT HYLENDE VIND. ET ØJEBLIK VARMER JEG MIG VED LYSET FRA FORHÅBNINGEN. FORHÅBNING OG FORVENTNING OM STRÅLENDE, SPIRITUEL GENFØDSEL PÅ DEN ANDEN SIDE. FUGL FØNIKS REJSER SIG AF FLAMMERNE. TVIVL OG MODLØSHED PUSTER GRINENDE FLAMMEN UD. HVAD ER DER I VERDEN TIL MIG? HVAD HAR LIVET TIL MIG? DU MÅ SELV SKABE. OG HER STÅR JEG. SANDSLOTTENE FALDER HJÆLPELØST SAMMEN MELLEM MINE HÆNDER. IRRITATION. JEG PRØVER JO. HVAD MED BARE EN ENKELT SUCCESOPLEVELSE? TIL EN AFVEKSLING. LAD OS PRØVE NOGET NYT.
5. november 2020
… Og Bjørn havde købt blomster og morgenmad. Og drysset flag ud over hele stuen.
Og inviteret mig ud at spise på Oyster & Grill.
Og blomster fra familien.
7. November 2020
Dagene flyder. Flyder af sted på en bred, langsom flod. Flyder uden pause. Uden hast. Flyder sammen. Den ene i den anden. Er det vigtigt at holde dem adskilt?
Jeg flyder mest bare med. Øver mig i at give slip og flyde ud. Men der er noget inderst inde, der stadig holder fast. Det ved ikke, hvordan det giver slip. Det er stadig ikke trygt. Jeg arbejder mig langsomt ind mod det. Rækker hånden ud. Tålmodig. Blid. Blød. Jeg skal ikke nå andet end at bevæge mig fremad. Langsomt. Et skridt ad gangen.
24. november 2020
Så prøver jeg igen. Tilbage på arbejde. Igen. Igen. Kroppen gik helt amok i går. Jeg havde session med Ida i går. Sov dårligt. Var til tandlæge i morges. Har bare ligget på stuegulvet hele dagen i dag. Kan ingenting. Stakkels krop. Hvornår eller hvordan lærer jeg at sige stop? I stedet for bare at blive ved og ved og ved. “Men hvad skal jeg så?” Det spørgsmål frygter jeg. For jeg har ikke noget svar. Hvornår bliver jeg modig nok til at gå ud og lede efter det svar? Nysgerrigt. Modigt. Stå åben og ren mod en ny verden. Den gamle giver ikke mening længere.
27. november 2020
Flyder. Igen. En uge. Igen. Vild. Igen.
Jeg gør det så godt jeg kan.
Meget. Alting og ingenting. Det er måske derfor, jeg ikke skriver. Alting – Hvor skal jeg starte og slutte. Ingenting – BARE ER.
Himlen er vanvittig blå og lys og ren.
Jeg har pakket og er klar til Silent Meditation Retreat. Det er bare det, der er.
8. december 2020
Og hver dag/aften tænker jeg, at jeg skal sætte mig og lige skrive et par ord. Jeg har tiden. Men måske har jeg ikke ordene. Eller roen. Eller lysten. Siderne er i hvert fald blanke. Jeg er færdig med noget uden at vide, hvad der så kommer. Hvad jeg skal. Limbo. Vente. Eller måske er jeg bare en zombie, der tror, jeg er i gang med at skabe et rigtigt liv, men i virkeligheden bliver jeg bare ved med at hænge fast i den samme sump. Hvem ved det? Og er det vigtigt?
9. december 2020
Og du troede, det var hårdt før. Du troede, at du havde det svært. Men se så nu. Alt er sprængt fuldt åbent. Blødende. Flænset. Blottet. Åbenbaret. Og alligevel fortsætter du. Bliver ved. Prøver. Igen. Og igen. Og igen. Alle ryster medlidende på hovedet. Nej, de lægger nok ikke mærke til noget. Men du kan ikke blive ved med at gøre det samme og forvente andre resultater. Hvordan bryder jeg ud? Hvis jeg bliver ved med at gøre det samme, må der da på et tidspunkt ske noget andet.
16. december 2020
Hvordan har jeg det lige nu?
Giver det spørgsmål egentlig mening?
Eller er det det eneste spørgsmål, der giver mening?
Lige nu let og tom og tilfreds.
Tidligere i dag fuldstændig kaotisk.
Jeg bliver træt, når jeg tænker på kaosset. Jeg bliver let og tilfreds, når jeg skubber kaosset væk. Giv slip.
27. december 2020
Det stormer udenfor. Gråt og vådt. Og nu også stormende. Én dag med solskin og blå himmel fik vi. Jeg håber, Solen kommer igen til næste år.
Limbo. Dagene mellem jul og nytår. Alle muskler i min krop gør ondt. Af stilstand. Af uvirksomhed. De knager og værker, mens de venter. Venter på at stormen og stilstanden skal drive over. Så de igen kan begynde at bevæge sig.
Jeg venter. Venter på at se, hvor jeg skal bevæge mig hen. Jeg har et par planer. Jeg har drømme og håb og ønsker. Men jeg ved ingenting. Og lige nu føles det heller ikke som om, jeg kan bestemme nogen ting. Alt er bare stormende, grå vådhed. Så jeg venter. Min krop og mine muskler venter. Jeg venter tålmodigt på, at spændingerne skal slippe. At hårdheden skal fortage sig. At de skal blive bløde og slappe. Flyde ud og overgive sig.
