4. juli 2020
Jeg ved egentlig ikke, om jeg har noget at skrive. Jeg sidder bare stille her – i det stille tomrum – et lydløst limbo – inden fuldmånen og dens voldsomme energi brager løs.
Det hele er stop-go. Hele tiden.
Men lige nu er her stille. Alt er stille. Holder vejret. Det blæser og er vådt udenfor. Det fysiske forbereder sig på skiftet. Men på energiplan er alt stille. Det er smukt. Og trygt.
8. juli 2020
Det øjeblik. Hvor jeg bare befinder mig i nuet og derfor kan mærke hver eneste enkelte celle og dem alle sammen i fællesskab fortælle mig, at jeg har det godt.
Den følelse. Den sandhed. I og igennem hele min krop.
Lige dér. Lige dér er Livet ubeskriveligt fantastisk, sitrende og guldrandet smukt.
9. juli 2020
Det fede ved at være voksen er, at selv om det er sengetid, kan jeg sidde nøgen i stuen og spise is. Fordi jeg har lyst. Fordi jeg bestemmer.
Frihed.
Lys og skygger. Stearinlys og natteblå. Jeg er træt. (Det er også voksent at glæde sig til at skulle sove.)
Jeg kan mærke, der er alt muligt godt og spændende på vej.
23. juli 2020
En hård dag. Og alt gik i opløsning. Og alt var tungt. Og jeg ville bare gemme mig for verden. Og græde. Og tårerne kom. Og min healingssession blev aflyst igen. Og jeg lå flere timer på gulvet i stuen. Lyde hjalp. Og så fik jeg håbet tilbage. Eller jeg blev i hvert fald praktisk. Fik ordnet ting. Hakket af. Føles en smule lettere nu. Men venter stadig på blodet. Utålmodigt.
25. juli 2020
Ferie. Igen. Tempoet bliver langsomt. Tiden bliver en anden. Flyder ud. Det er tiltrængt. Cacao og healing og sove på altanen. Og gåtur med Bjørn. Den bedste måde at ære min menstruation. Det var lige sådan en dag, jeg havde brug for. Så må jeg pakke til sommerhus i morgen.
28. juli 2020
Og nu er det blevet mørkt. Og tiden glider bare. Og jeg vil gerne mange ting. Jeg vil gerne skrive. Og læse. Men egentlig vil jeg også gerne bare sidde og glo. Glo på, at lyset svinder. Og mørket kryber ind. Bare kigge på tiden, der drypper forbi. Bare kigge på græsset og skyerne. Bare det dog ikke havde blæst så meget hele tiden. Men nu er det lige meget. For i morgen tager vi af sted igen. Så er jeg ligeglad. Så kan det bare blæse.
8. august 2020
Det har været en vild uge med tydelige fysiske stress-tegn. (Ti Stave.) Jeg troede lige, at jeg havde styr på det, og nu styrter jeg nedad og nedad. Ingenting er vigtigt. Har jeg valgt helt forkert? Det tror jeg ikke. Men det er tid til justering igen. Jeg kan bare ikke helt se, hvad jeg skal skære fra. Jeg har jo kun fyldt gode ting på.
13. august 2020
August er en summende, flittig arbejdsbi. Min kalender er helt fyldt ud. Hver dag. Hele dagen. Men det er ikke sundt. Jeg kan mærke stressen rumstere i min krop. Og andre ting. Healingen fra i går. Jeg har haft en hyletone i højre øre hele dagen. Jeg må lave om på ting. For det her går ikke i længden. Det er meningen, det skal være sjovt og nærende.
18. august 2020
Et åndehul. Et kort øjeblik. En lomme, som jeg selv har skabt. I morgen tager jeg af sted på Modul 4 på EP. En milepæl. Mange ting bliver anderledes efter det. Det skal blive anderledes. For jeg har mærket stressen rumle i kroppen de sidste par uger. Og jeg har glemt nydelsen og mig selv.
24. august 2020
MELDTE MIG SYG MED STRESS.
28. august 2020
Det har været en hård dag i dag. Jeg troede, jeg skulle gå tur i skoven. Eller skrive. Eller læse. Eller bare noget. Bare lidt. Men jeg kan ingenting. Jeg har faktisk bare haft det dårligt. Dårligt og mat. Har ligget i sengen. Nu er Bjørn taget ud, så jeg har stuen for mig selv. Har drukket en kop te og scrollet ligegyldigt på Instagram og sågar Facebook. Jeg har ikke engang åbnet min bog, der ligger her ved siden af. Jeg har lyst til at skrive, men jeg orker ikke. Måske skal jeg bare gå i seng. Jeg føler mig trist og lille og forladt. Men ellers er jeg ok.
2. september 2020
Det her. Lige nu. Er afslutningen på et kapitel. Et kapitel i min indvendige bog. Jeg har givet slip. Nu er jeg endelig i puppen. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud, når jeg kommer ud. Måske vil man slet ikke kunne se, at noget er forandret, men det vil det være. Indeni. For evigt. For jeg er vokset. Og når jeg kommer ud på den anden side, må jeg samle stykkerne og trådene op. Se, hvad der stadig er. Se, hvad der er faldet fra. Og så samle et nyt billede. Et billede, der passer bedre til, hvem jeg så er nu. Det føles så godt. Det føles vildt. Det føles helt rigtigt. Nu falder det bare i hak som det mest naturlige i verden. Og jeg har taget min power hjem. Jeg har svarene. Jeg bestemmer.
11. september 2020
Træthed. Jeg forsøger virkelig ikke at lave særlig meget de her dage. Har ikke særlig meget i kalenderen. Alligevel formår det at køre mig træt. Jeg svømmer i et uendeligt ocean af træthed. Små, lyse øer af energi dukker op. Her kan jeg hvile. Her kan jeg mærke iveren efter at komme i gang. Gøre ting. Skabe. Og jeg er lige ved at give efter og kaste mig ud i projekter. Men jeg holder igen. Øen slutter. Jeg plumper ned i Træthedsoceanet igen. Ikke for mange ting. Men jeg får da gjort rent.
16. september 2020
Solskin. Kørte tur til vandet. Men det var gråt og blæsende og koldt. Ville finde en skov. Men alle veje var blinde og private. Kørte rundt i flere timer. Endte i “min” skov ved Bagsværd. Her skinnede solen. Pludselig gik der hul. Min sjæl skreg sin smerte ud over at have måtte lukke ned for karriere-drømme og ambitioner. Alt kom væltende op. Urimelig behandling. Og jeg græd og græd. Ved søen i skoven. Forløsning.
19. september 2020
Det er så fint det hele. Lige nu. Skumringstime. Aftenen falder på. Efteråret falder på. Dagen og året går på hæld. Livet går på hæld. Alt er stille og fint. Koldt og klart. Dybblåt. Køkkenet er ryddet op. Stearinlys. Dybe skov- og ur-dufte i diffuseren. Sidste dag i min cyklus. Tidligere var jeg træt og pirrelig. Men nu er kroppen og sindet ligesom faldet til ro. Har accepteret. Lader cyklussen gå på hæld.
Jeg kiggede på Instagram igen i dag. Det hele roder bare rundt. Jeg tror ikke, jeg slår notifikationer til igen. Jeg kan ret godt lide stilheden.
29. september 2020
Første dag på arbejde. Første halvanden time gik fint. Så begyndte stressen at boble i maven. Jeg blev siddende. Vi havde jo aftalt 2 timer. Da jeg kom hjem var kroppen totalt overvældet og stresset. Jeg har brugt resten af dagen og aftenen på at få den til at falde til ro igen. Meditation virkede ikke, men cacaoen var overraskende effektiv. Den tog kvalmen. Jeg nåede overhovedet ikke dét, jeg havde tænkt. Men roen er det vigtigste. Så må jeg nå de andre ting i morgen.
