Når kaos er blevet hverdag, hvad skriver man så om?
Jeg kan ikke helt finde ud af, om alt er gået i stå, eller om alting hvirvler rundt i kaos. Står jeg stille? Eller gør verden? I dag er himlen blå. Uendelig, uforgængelig blå. Som om det altid har været sådan. Og altid vil vedblive at være sådan. Men jeg kan godt huske i går. Og i sidste uge. Og hele december måned, hvor alting var gråt og mørkt og koldt og gråt og vådt. Og gråt. Hvor man gik og tvivlede på, om himlen nogensinde havde været blå i virkeligheden, eller om det bare havde været en forvirret, fiks illusion.
Og sådan er verden lige for tiden. Èn tilstand, der virker urokkelig. Lige indtil den skifter. Vender rundt. Bliver til en helt anden tilstand. Beder os vende op og ned og dreje rundt om os selv. For nu er det denne tilstand, der gælder. Og sådan er det bare. Har himlen nogensinde været andet end grå?
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er oppe eller nede. Om jeg har styr på tingene, et godt, fast tag i årene og på vej i den rigtige retning. Eller om jeg i virkeligheden ligger på bunden. Sunket. Tung. Ubevægelig. Men uden selv at indse det. Begge dele virker lige sandsynlige.
Jeg har accepteret at alle mål ligger for enden af en lang række enkelte skridt. Gerne små skridt. Helt bitte musse små skridt. Ingen grund til at finde utålmodigheden frem her, for udviklingen har ikke travlt. “Et skridt ad gangen“, messer den sløvt. Og tålmodigt har jeg gået de små skridt.
Men nu har jeg glemt, hvor jeg egentlig er på vej hen.
Kaos er blevet hverdag. Alting er nyt og ikke det samme hver dag. Og alting er det samme igen og igen og igen. Dag ud og dag ind. De samme aktiviteter, de samme pligter, de samme tanker, de samme udfordringer, de samme drømme. Ingenting rykker sig. Hverken tættere på eller længere væk. Men alting forandrer sig alligevel. Bytter plads. Men byttes aldrig ud.
Jeg har glemt, hvor jeg var på vej hen. Og hvorfor jeg egentlig ville derhen.
Jeg kan godt huske, hvad jeg var på vej væk fra. Men jeg er i tvivl, om jeg er kommet videre. Er jeg egentlig ikke bare gået i ring? Gået på stedet? Byttet plads uden nogensinde rigtigt at bytte plads med noget. Eller nogen.
Men pyt med det. Nu er jeg her. Julen er i hvert fald fuldstændig som den plejer. Selv om alle siger, den er ekstraordinær, anderledes, underlig, særlig og helt speciel. Måske har jeg bare fuldstændig misset pointen? Alt er helt som altid. Og aldrig før.