Så nu er den her igen. Den klare, lyse, blå himmel med de små, puffede, hurtige, hvide skyer. Og den har noget med til os – den blå himmel. Den har frisk, ren energi. Den har håb og nye begyndelser. Den lader os fornemme smagen af et nyt år, der står og venter lige om hjørnet. Det er klar – det nye år. Og det gamle år er ved at være brugt op. Træt og tyndslidt og trevlet i kanterne står det gamle år og hænger. Løfter træt blikket.
Vi har virkelig fået brugt det gamle år, hva’. Måske ikke sådan som vi havde forestillet os og planlagt i starten, da det var helt friskt og ungt. Men for pokker, vi har oplevet noget. Og vi har gjort og ikke-gjort noget. Og vi har fyldt året godt ud – hver måned og uge og dag, ja hvert minut – har vi fyldt ud med planlagte og ikke-planlagte handlinger og ikke-handlinger. Og følelser og tanker. Hold nu op, hvor har der været mange følelser og tanker i år. Så vi kan vist roligt sige, vi har fået brugt året. Fyldt det ud. Vi kan godt klappe hinanden på skuldrene og lykønske hinanden. For det har sgu været noget af en indsats. Godt gået!
Og nu får vi så en smagsprøve på det nye år. Nye energier. Nye muligheder. Der er mennesker, der ikke har skænket det en tanke, at det gamle år snart er ved at være ovre. De fortsætter ufortrødent med næsen godt plantet i sporet fremad, fremad, fremad. En dag ad gangen. Men der er andre mennesker, der løfter blikket. De mærker den friske vind i ansigtet og sniffer begærligt efter noterne af det nye år. Et par stykker slikker sig begærligt om munden, slipper hvad de har i hænderne og styrter af sted for at komme først til det nye år. Så de kan sikre sig den største bid foran alle andre.
Jeg vender bare ansigtet og kroppen mod solen. Lukker øjnene. Lader lyset og vinden feje hen over mig. Lader lyset lægge sig i mine smilerynker, lader vinden kysse mine tårer bort. Lader det nye års energier svøbe mig i håbefulde drømme. Takker det gamle år, mens det langsomt siver ud. Jeg lader de hastigt farende skyer gribe min bevidsthed. Den taber pusten af den hurtige flugt og får alle tanker slået ud af maven.
Jeg takker mig selv. Jeg har gjort det godt. Jeg har fyldt året ud med handlinger og ikke-handlinger. Det blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig eller planlagt. Men jeg opnåede det, jeg sigtede efter; At udvikle mig, at gro, vokse. At finde ind til mig selv, min egen kerne. Åbne mit hjerte, lade mit lys skinne ud i verden, lade min stemme løfte sig og mine historier få form. Der har været meget ikke-handling. Her er jeg kommet dybest. Der har været mange ting, jeg har gjort for allerførste gang. Her er jeg vokset.
Jeg står her endnu. Med ansigtet vendt mod solen og vinden. Solen bleger det blå omkring sig, så himlen bliver helt lys og gul. Jeg har ikke travlt. Jeg har tid til at lade det gamle år integrere og falde på plads, inden jeg tager hul på det nye år.