Hvad sker der så i dag? Lige nu. Lige her. Rigtig meget og rigtig lidt. En lille smule udenpå. Virkelig meget indeni. Og måske mest det samme, som der også skete i går. Og dagen før. Og dagen før. Men alligevel hele tiden nye ting, nye tanker, nye impulser. Som dog alligevel minder lidt om dem, der var der før.
Jeg har sygemeldt mig med stress. Nogle dage har jeg lyst til at skrive lange tekster om hvordan og hvorledes. Andre dage føles det mere ligegyldigt. Bare en dagligdagsbagatel. Der er så meget andet, der er større og vigtigere. Alting fortsætter jo. Dagene, trafikken, årstiderne, Instagram. Jeg har også på fornemmelsen at min arbejdsplads fortsætter som den hele tiden har gjort. Den store suppegryde røres stadig rundt og rundt og rundt. Måske bare med lidt andre ingredienser, men det er der ingen, der lægger mærke til.
Det var min krop, der sygemeldte mig. Min krop er nemlig den kloge af os. Den synes, at nu havde vi været i den her tilstand længe nok, og det var ikke noget, vi bare kunne vente på, ville løse sig af sig selv. Kunne jeg have fortsat, som jeg gjorde? Ork ja. Min lide i stilhed-udholdenhed er nærmest uudtømmelig. Det har tidligere generationer og tidligere liv indmejslet i min DNA. Trange kår, hårdt arbejde. Vi holder bare ud, bukker hovedet og fortsætter fremad. Ingen skal have noget at udsætte på os. Så jeg arbejder på at omkode min DNA til en ny tid. Nu skal vi ikke bare længere nøjes og finde os i. Nu er det faktisk i orden at sige stop, sige fra og mærke. Og det er nu, vi skal stræbe efter at have det godt. Ikke bare overleve, men leve.
Så da der stod række efter række af generationer af hårde, firkantede arbejdere og stille, mistænksomme bønder og mumlede mod mig: “Men er du egentlig syg? Er du syg nok? Hvad er der egentlig galt? Tiltrækker du dig ikke bare unødvendig opmærksomhed? Skal du ikke bare slappe lidt af? Har du ikke også gang i lidt for mange ting? Har du tænkt over konsekvenserne? Hvad hvis du bliver fyret? Kan du gøre de ting, du gør, når du er syg?” Så var jeg klar til at møde dem.
Jeg tog en dyb indånding og svarede: “Ja! Ja, jeg er syg nok. Og nej, jeg skal ikke længere bruge min weekend på febrilsk afslapning og hektiske forsøg på at tømme ud af min overfyldte stress-kop for at undgå, at den strømmer over en onsdag formiddag ned over mails og notater og halvlunken kaffe. Jeg skal gøre noget ved det nu og her. Og jeg skal gøre det helhjertet og fuld tid.“
Så det gør jeg. Og jeg mærker en enorm styrke. Jeg føler, at jeg har taget min power hjem. Jeg har taget ansvar for min situation. Og jeg bestemmer, hvad og hvordan og hvornår. Så at melde mig syg med stress er noget af det bedste, jeg længe har gjort. Måske skulle jeg have gjort det noget før? I stedet for at holde ud. Men jeg tror, at jeg gjorde det nu, fordi jeg nu er klar til at håndtere det. Jeg er klar til at møde de indre, kritiske stemmer. Jeg er klar til at gøre de ting, der er gode for mig. Jeg har indsigten i, hvad der foregår indeni mig. Og jeg ved, hvad der fungerer for mig udvendigt. Så jeg er helt rolig og tryg. Jeg har mig selv. Og derfor har jeg nu taget min power hjem.
Jeg samler stille og roligt de stykker af min power, der flyder omkring ude i verden. Stykker, jeg har efterladt eller tabt. Stykker, jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle stille op med. Stykker, jeg har sendt ud for at søge hjælp eller svar. Jeg samler dem indeni mig. Så jeg nu ikke længere behøver at søge ud, men kan finde svarene indeni mig selv. For jeg ved det. Jeg ved, hvad der er bedst for mig. Jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Hvad jeg vil og ikke vil. Og bliver jeg i tvivl, så spørger jeg mig selv.
Så det er bare det, der sker i dag. I min verden. Lidt om stress og power. Men ellers fortsætter verden ufortrødent fremad. Glider ind og ud mellem dag og nat, mens det langsomt bliver lidt køligere og lidt mørkere.
