Så sidder jeg bare her. Sidder og venter. Sidder og bliver gammel, mens jeg sidder og venter. Hvorfor er jeg også altid så træt? Er det normalt? Skal jeg bare altid sidde her og være så træt og vente? Vente, mens livet glider forbi. Hvorfor er der ingen, der tager mig med? Griber fat i mig og svinger mig om bord på en graciøs galej med kurs mod solnedgangen? Eller nogen, der bare skubber min trætte krop ud over skrænten og ned i livets strøm? Bare lader min trætte krop vælte i med et plump. Måske vil den hoppe hjælpeløst og klodset af sted i bølgerne. Måske vil den bare synke til bunds. Tung og træt.
Det er som om, at lige gyldigt hvilken vej jeg drejer ned ad og følger, så ender jeg altid her. Lige her. Træt og tung i sofaen. Ude af stand til at gøre noget. Ude af stand til at samle energi, springe op, gribe muligheder, handle på drømme og bygge nye verdener. Jeg sidder tilbage med en stille undren, for den vej, jeg netop var på vej ned af, virkede så ny og lovende og anderledes. Og nu sidder jeg her igen. Samme sted. Slået tilbage til start.
Men egentlig er jeg også for træt til at undre mig. Og jeg er for træt til at ærgre mig og blive frustreret. Jeg konstaterer bare træt, at nu sidder jeg her igen. Og venter. Venter på, om trætheden mon nogensinde forsvinder. Der er skyer ude på himlen. Måske er det derfor, jeg så godt kan lide skyer. De passer til min træthed. Lige gyldigt om de bevæger sig langsomt eller hurtigt, så er det altid i et perfekt tempo til at observere dem. Så kan jeg bare sidde stille her og kigge på skyerne. Det tror jeg faktisk godt, jeg kunne være tilfreds med.
Men der er noget andet, der vil igennem. Der er livsmissioner og hverdagsopgaver. Der står både “redde verden” og “vaske tøj” på min to do-liste. Og de står i kulissen og tripper. “Hvornår bliver det vores tur? Vi skal til. Vi har ting, vi skal gøre”, mimer de med utålmodige positurer og hævede øjenbryn. Skyerne lægger ikke mærke til noget. De driver bare videre. Ud over scenekanten og videre ned i mørket.
Men hvad stiller jeg op med den træthed? Skal den omfavnes eller bekæmpes? Skal den danses og råbes og hoppes igang, eller skal den have lov til at sove i hundrede år? Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af det. Det virker som om, at lige gyldigt hvad jeg prøver, så ender jeg bare tilbage samme sted. Her. Ventende. Ventende på, at trætheden forsvinder. Ventende på, at nogen rækker hånden ud og trækker mig med. Med ud på livets strøm i en lille, rund jolle lavet ud af ét kæmpe blad. Vi snurrer rundt i strømmens hvirvler, og jeg mærker solen mod mit ansigt, vinden, der frisk og legesyg river en tåre fri fra mit øje. Jeg griner og mærker en æggende eventyrlyst rejse sig i mit hjerte. Sikke et fantastisk landskab, vi driver igennem.
Se, hvor solstrålerne danser ned gennem træernes skygger. Se, hvor strålende de tusinde markblomster står og nikker kækt med deres små hoveder. Se, hvor majestætisk bjergene rejser sig i landskabet. De ænser os ikke, for der er netop faldet ny, gnistrende hvid sne på deres toppe. Se, flodens hemmelighedsfulde bugtninger, der snedigt gemmer landskabets skatte for os lidt endnu. Se, dit strålende smil, dine funklende klare øjne låst fast i mine, mens vi snurrer og snurrer på livets strøm og din varme hånd lægger sig beskyttende og fortroligt om min.
Jeg tror, jeg har en idé om, hvor jeg kan genfinde min energi og blive af med min træthed. Hvor lagde jeg nu mit skattekort og årerne til min kæmpebladsrobåd?
