Jeg sidder på gulvet i min hule. Det er ikke længere en stue, et rum i en lejlighed, men en hule langt ude i skoven, hvor jeg har gjort det rart og hyggeligt. Her slæber jeg alle de skatte, som jeg finder, hen, så her er smukt og pænt. Jeg samler forråd, tæpper og puder og bygger en rede. Skaber en hule, hvor jeg kan gå i hi og overvintre. Her er blødt lys fra stearinlysene skær, og her dufter af fyrretræ og rosmarin. Stille musik og en stor bunke bøger. Her føler jeg mig helt tryg og afslappet.
Jeg elsker virkelig den hule, som jeg har bygget omkring mig og indeni mit hjerte. Det er sjovt, som de virker til at hænge sammen. Være det samme sted. Uden om mig og indeni mig. Måske sidder jeg i virkeligheden indeni mit eget hjertes trygge hule og skriver dette indlæg på min computer. Jeg ved det ikke, men udenfor min lille, hyggelige hule er verden mørk og sovende. Der er ingenting udenfor lige nu. Alting sover. Alt er gået i hi. Alting venter. Regenerer. Samler sig sammen igen efter at have skilt sig af med alt det, de ikke længere skulle bruge. Trækker sig sammen om sig selv og opgraderer til nyt. Udvikler sig. Vokser. Gør klar til et nyt forår med ekspansion og overdådig blomster-regn. For de kan ikke stråle ordentligt og fuldt ud, hvis de skal gøre det hele tiden.
Så hvorfor har vi fundet på, at vi skal det? Hvorfor skal vi stråle og stå i fuldt flor og yde vores bedste året rundt? Der er ikke noget at sige til, at jeg er træt. Min krop og min sjæl længes efter at gå i hi. Længes efter at kysse Månen godnat og kravle søvnigt ind i hulen, trække et forhæng af stjernelys for indgangen og grave mig godt ned i de varme dyner med kun næsen stikkende op, så jeg kan dufte, når den første, hvide sne begynder at dale ned over landskabet ude foran min hule.
Så vil jeg ligge og lytte til lyden af dalende snefnug, og jeg vil liste hen til hulens indgang og stikke snuden ud i den frostkolde luft. Se, hvordan verden er forvandlet til en hvirvlende snekugle, hvor der ikke længere findes noget op eller ned. Alt hvirvler bare rundt i hvid, dansende leg. Og jeg vil løbe ud og få røde kinder og rimende hænder, mens en snemand opstår af den fantastiske, uudtømmelige, gavmilde sne. Og jeg vil liste ud om natten. Lytte til stjernernes tavse sange. Se hvordan Månens projektør får hele snelandskabet til at glitre og lyne og blinke. Høre en gren lade en bunke sne dumpe hult til jorden som den eneste lyd i hele verden. For lige i det øjeblik eksisterer kun jeg og Månen og stjernerne. Alt andet sover. Alt andet er gået i hi. Alt andet venter på genfødsel. Venter i stilhed.
Jeg kravler ind i min hule igen. Jeg har stoppet uret på væggen. Ingen tik-tak, tik-tak. Der er ikke brug for det lige nu, så Tiden er taget et andet sted hen. Den skal nok vende tilbage. Det gør den altid. Før man aner det, står den klar igen og svinger med sit lommeur i den lange guldkæde. Tik-tak, tik-tak, tid til at komme i gang. Men ikke lige nu. Lige nu er der bare stilhed. Og stilstand. I min hule i det smukke, tyste vinterlandskab.
Men sådan er det bare ikke! Nogen har sat et kæmpe slagbor mod bjerget og banket huller i min hule. De har hamret lange kiler af “hverdag” og “produktion” og “vækst” og “handling” ind i revnerne. Lyden af dyttende bilkøer, fortravlede mennesker, summen og buzzen flyder ind gennem revnerne, sætter urets pendul i svingninger og forstyrrer stilheden i det sovende snelandskab udenfor indgangen til min hule. Jeg prøver at dække revnerne til, tysser på dem, skubber de lange, ravende arme tilbage gennem revnerne. Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor kan vi ikke bare sætte os lidt her i halvmørket og bare nyde stilheden og lade Tiden gå i stå? Samle energi til virkelig at blomstre. Lade de cykliske bevægelser sno vores samfund rundt i bløde spiraler?
Jeg sidder på gulvet i min hule. Det bløde lys fra stearinlysene og den stille musik. Jeg har stoppet uret på væggen og holder den varme kop te ind mod mit bryst. Mærker varmen. Mærker trygheden og roen i min hule. Nyder mit mini-hi en stund. Inden jeg skal ned og hente vasketøj.
