Pludselig var solen tilbage og smilede mildt og venligt ned på os, som om den bare havde været gemt bag en sky i fem minutter. Den friske frostluft fik mig til at gispe efter vejret. Fik mig til at mærke livet igen efter jeg havde været gemt væk langt, langt nede i november-mørket. Hele verden virkede lettere. Lettet.
Men før solen vendte tilbage, var mørket virkelig intenst. Jeg var dykket så dybt ned mod bunden i min indre, mørke sø, at jeg helt havde mistet retningssansen. Jeg flød rundt i det bløde mørke, men ingenting skete. Ingenting ændrede sig. Alting gik bare i opløsning og blev som før. Og så ramte Håbløsheden mig.
Den mørke november-eftermiddag fyldtes af regndråber. Som guldstriber igennem gadelygtens skær. Som sølvstriber ned ad ruderne. Som opgivende tårer ned ad mine kinder. Endnu engang trådte jeg ind i Håbløshedens Hjul. Endnu engang tog jeg hele turen rundt. Endnu engang lod jeg mig opsluge af håbløshed, opgivenhed, utilstrækkelighed, frustration og en gammel, dyb sorg.
I Håbløshedens Hjul ser jeg mig selv arbejde og kæmpe og prøve hårdt. Igen og igen og igen for at ændre noget, ændre mit liv, bryde ud, bryde normerne, bryde fri. Og igen og igen ser jeg mig selv støde mod en mur af andre menneskers handlinger eller mangel på handlinger. Jeg kan kun komme så langt selv. Nu er jeg afhængig af, at andre mennesker gør eller ikke gør noget. Af deres handlinger mod mine. Men folk driver udtryksløst forbi mig. Jeg skriger af dem, stamper i jorden, river mig i håret. Men de driver udtryksløst forbi mig. Og gør ingenting. Gør, hvad de plejer at gøre.
Så jeg strander her. Her på bredden foran muren af afhængighed af andre mennesker. Og så er det, at Håbløsheden indhenter mig. Med sine tynde fingre peger den bagud på den lange vej, jeg har aset og maset for at komme hertil. Så peger den fremad, hvor der ikke er nogen mulig vej. Den kigger på mig med kolde øjne, når jeg grædende bryder sammen på den kolde jord.
Solen og den friske frostluft gav mig et tiltrængt åndehul. Jeg dukkede op gennem isen og trak vejret og lyset ind i store, tørstige åndedrag. Jeg omfavnede mig selv blidt og forsikrede mig selv om, at nu var jeg igennem mørket for denne gang. Nu havde jeg taget min tur rundt i hjulet. Nu var det tid til lettere energier, lettere tanker, glæde og fest.
Men dagene er korte i denne tid. Og de bliver stadig kortere. Solen er for længst trukket ned under horisonten. Natten er mørk og kold. Stjernerne blinker fjernt. Foruroligende drømme og fremmede minder kryber frem fra stuens mørke hjørner. Nu er jeg alene igen. Og Håbløshedens Hjul drejer stadig.
