I går befandt jeg mig inden i en glasklokke inden i en glasklokke inden i en glasklokke. Jeg betragtede verden ude på den anden side af lagene af glas. Jeg havde egentlig ingen holdning til, om den skulle være god eller skidt – verden. Men jeg betragtede den blot. Kiggede på møblerne, kiggede på de tågede ansigter, der gik forbi mig. Kiggede på de små biler, der kørte frem og tilbage nede på gaden. Kiggede på fuglene, der som sorte stykker papir hvirvlede rundt på den grå himmel. Intet gav rigtig mening for mig. Hvad var formålet med alting? Ingen svarede.
Jeg opdagede, at låsen på toilettet, når jeg havde låst døren for at tisse, nogle gange var rød, andre gange hvid. Jeg betragtede nysgerrigt den lille prik på døren. Den var hvid. Jeg var helt sikker på, at de to sidste gange, jeg havde siddet på toilettet og kigget på døren, havde prikken været rød. Jeg tog i dørhåndtaget. Døren var låst. Det var underligt. “Er det her en drøm?” spurgte jeg. Men ingen svarede.
Jeg vidste også godt, det ikke var en drøm. For mine drømme er ikke særlig gode til at håndtere en telefon. Jeg kan bruge uanede drømmetimer og drømmekræfter på at forsøge at ringe eller skrive en sms fra en telefon, men den bliver simpelthen ved med at gå i stykker. Eller starte forfra. Den kan slet ikke fastholde menuer og kommandoer. Har ikke tid til tekniske detaljer. Men i min tågede hverdagstilstand virker min telefon upåklageligt. Jeg tjekker Instagram. Sender en sms, tjekker min mail, tjekker Instagram. Jeg tjekker LinkedIn, Facebook og reserverer en vasketid. Tjekker Instagram og opdaterer min kalender.
Jeg kigger ud på den kolde, grå by. Kigger ind i mig selv. Mørket falder på udenfor. Jeg falder ned igennem mørket i mig selv. Jeg har lyst til at vende vrangen ud på mig selv, grave helt ned i dybet. Men der er ikke plads i glasklokken. Så jeg vrider mig indvendig, men ingen lægger mærke til noget på ydersiden. Folk går bare forbi med deres tågede ansigter. Jeg strækker triumferende armene i vejret og råber til Universet: “er det alt I kan? Jeg kan ikke mærke noget!” Men ingen svarer.
Jeg føler mig mast flad og drejet rundt. Det snurrer og summer og værker i mine ben. En smerte stikker i højre side. “Det er transformation, jeg mærker“, tænker jeg. Jeg prøver at være i det, glide med det, invitere forvandlingsenergierne indenfor. En lille stemme trænger frem fra skyggerne: “hvad nu, hvis der er noget galt? Hvis du er syg? Hvis kroppen svigter? Hvad nu, hvis den stikkende smerte er din blindtarm, der er ved at sprænge?” Jeg kigger på Frygten og den dukker sig bekymret. “Det er energierne, der arbejder og ekspanderer,” svarer jeg skråsikkert. Men en kile har mast sig ind i min overbevisning, og Egoet kigger hånligt på mig ud gennem sprækken: “Nåh, så du har set opslag på Instagram, hvor energiarbejdere og healere skriver om de stærke energier, der arbejder lige nu. Så du tror, du er så spirituel, så særligt sensitiv, så udvalgt, at du selv er ved at transcendere til et højere bevidsthedsniveau. Sikke høje tanker om sig selv, man har,” spotter Egoet.
Jeg bliver i tvivl. Hvem er jeg? Egentlig. Andet end helt almindelig. Hvad er det, jeg mærker? Mærker jeg noget? Ved jeg overhovedet noget om, hvordan transformationer og energier føles? Det ved jeg ingenting om. Jeg ved heller ikke, hvordan en sprængt blindtarm føles. Men jeg er ret sikker på, det ikke er det, jeg mærker. Blindtarmen. Det, jeg mærker, hvis jeg mærker rigtig godt efter helt ned i dybet er, at jeg er et fucking magisk stjernemenneske med regnbuefarvede energistrømme susende omkring mit stjernekransede hoved. Jeg stikker Frygten og Egoet en fuckfinger og lader dem stå tilbage på den regnvåde gade, mens jeg fortsætter hen til mit mandags-astrologikursus.
