I morges var himlen lilla. Helt stille og tung lå tågen som en lilla dyne hen over verden. Pakkede verden ind i et øjebliks stillestående, tilbageholdt åndedræt. Jeg smeltede sammen med Bjørn i et langt, søvnigt afskedskram. Gav slip med et smil og et stik af savn. Så ham forsvinde. Af sted.
Mit måneblod kom i morges. Stille og uden smerte sivede det ud af mit skød. Trak den sidste måneds cyklus ud af min krop. Jeg gav slip og så det forsvinde. Af sted.
Jeg havde mest lyst til at gemme mig i en hule under dynen. Bare ligge her og mærke kroppen give slip, mærke kroppen arbejde med sin lille død og genfødsel. Trække et tæppe rundt om mig og sætte mig ud i blødningshytten sammen med de andre kvinder. De nikker en lydløs hilsen, da jeg kommer ind, følger opmærksomt med, mens jeg finder en plads i cirklen. Bare sidde i deres nærvær velvidende, at de ikke forventer noget af mig, og at de ved, jeg ikke forventer noget af dem. Ikke andet end kærligt nærvær og søsterfællesskab. Men der er ikke tid til uproduktiv blødning. Kontoret kalder til samling. Klokken ringer ind.
Der er tomt på kontoret i dag. Ferietomt. Stille, grå verden. Kunstigt lys. Tavse, flimrende computerskærme. Stille meningsløshed. Men mine planter i vinduet har det godt, og mine kollegaer rundt om hjørnet virker til at være ved godt mod. Jeg lader timerne sive ned ad den regnvåde bygning over for. Giver slip, lader dem dryppe. Indtil jeg kan snige mig ud igen.
Jeg længes hjem. Hjem mod min trygge hule. Hjem, hvor jeg kan give helt slip og lade kroppen og blodet og bevidsthed flyde af sted. Bare være uden at skulle forestille at lave noget vigtigt, noget betydningsfuldt. Men hjemme er der stille og mørkt. Jeg går en tur rundt i lejligheden. Kun stilhed og brugte kaffekopper. Mit underliv udvider sig og trækker sig sammen. Det samme gør min bevidsthed. De pulserer i synkron rytme med verdensaltet.
Jeg har lyst til at danse og synge. Jeg har lyst til at pakke mig ind i dyner og ligge helt stille. Jeg har lyst til at ringe til nogen og snakke. Jeg har lyst til at være helt alene i verden. Jeg har lyst til at boble af glæde. Jeg har lyst til at dykke ind i ensomhed og savn og sorg og overgive mig til deres stille, selvmedlidende vuggen. Jeg kan mærke det hele på en gang og hver for sig. Jeg pulserer i rytme med verdensaltet. Jeg rækker ud, ud over min egen krop og bevidsthed, rører ved alle levende væseners kerne. Jeg trækker mig sammen, helt ind i min inderste kerne, hvor savnet gløder i sort-røde nuancer.
Nu falder mørket på. Alt er forbundet. Ingenting er sammenhængende. Jeg er kærlighed og fred. Men hvordan skal jeg sove i nat, når jeg ikke har nogen at putte mig ind til?
