Ååhh, hvor er det besværligt og svært og frustrerende at være menneske. At være nødt til at interagere med andre mennesker. At være afhængig af andre mennesker – og deres handlinger eller ikke-handlinger. Det sker ofte, at når jeg lige har rigtig god fart på, det hele spiller, alting kører, vejen er bare lige ud og let ned ad bakke, så støder jeg ind i en mur af et andet menneskes handling eller undladelse af at handle. Bang! så ligger jeg dér på vejen, men benene i vejret og hjulene snurrende tomt i luften.
For der er rigtig mange situationer, hvor jeg er afhængig af, at der er andre mennesker, der gør et eller andet. Eller undlader at gøre noget. Hvis jeg siger noget, stiller et spørgsmål eller kommer med en påstand, har jeg brug for, at en anden person svarer. Ellers hænger mine ord bare tomme i luften til de mister betydningen og falder fladt til jorden. Hvis jeg sender noget ud, en mail, en jobansøgning, en tilmelding til et arrangement, så har jeg igen brug for, at der er en anden person, der reagerer på det, jeg har sendt. Hvis jeg står i en kø, gerne vil have en parkeringsplads, nå et tog, bestille mad på en restaurant, videre i mit liv, så støder jeg konstant ind i en afhængighed af, at andre mennesker gør eller ikke gør noget.
Et evigt spil tennis, hvor jeg utrætteligt sender den ene gule bold over nettet efter den anden. Nogle af dem kommer tilbage, og kan jeg en gang imellem ramme en af dem, ja så kan vi faktisk have et helt godt spil kørende. For en stund. Men på et tidspunkt når jeg en blindgyde i labyrinten. Jeg kan ikke kravle over, jeg kan ikke kravle under, og jeg kan helt bestemt ikke komme igennem. Jeg har med møje arbejdet mig den lange og snørklede vej frem hertil, bare for at støde ind i et andet menneskes handling eller ikke-handling, der fuldstændigt blokerer min mulighed for at komme videre frem.
Og jeg kan ikke bare stille mig på deres tæer og råbe dem ind i ansigtet, indtil de fjerner deres mur og sender den gule bold tilbage til mig. En af de første læresætninger i Livets Håndbog er nemlig, at jeg ikke kan styre andre. Jeg kan kun styre mig selv og mine egne handlinger. Så hvis jeg rammer en blindgyde af andres handlinger eller undladelser, ja så kan jeg kun kigge på mine egne handlinger. Som en skakspiller kan jeg granske mine egne brikkers mulige bevægelser, vælge en af dem, forsøge at trække mig tilbage på brættet, omrokere, skræve sidelæns og møjsommeligt forsøge at komme hele vejen uden om deres dronning. Men jeg kan kun bevæge mine egne brikker. Aldrig andres. Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre skal handle. Eller ikke handle.
Det er frustrerende. Opslidende. Og det virker overhovedet ikke til, at andre ænser alt det hårde arbejde, jeg har lagt i blot at ende med at støde hovedet mod deres mur. Det kan tværtimod virke, som om de med vilje stiller deres handlinger eller ikke-handlinger op lige dér, hvor de med al tydelighed kunne se, at jeg kom susende.
Jeg forstår godt de mennesker, der melder sig ud af samfundet. Melder sig ud af tennis- og skakklubben. Flytter ud i skoven eller op på et bjerg, hvor der ikke er nogle menneskemure, der kan stå i vejen for deres frihed og deres handlinger. De kan gøre lige, hvad de vil, når de vil. De kan køre for fuld fart ned ad den vej, de vælger. Vind i håret og sol i øjnene, mens verden suser forbi. Ingen mure eller forhindringer eller afhængighed af andres handlinger. Kun frihed.
… Og måske ensomhed.
Hvorfor skal der altid være et valg? Og et fravalg? Et paradoks. Hvorfor kan man ikke få både og? Få det hele? Jeg kigger på mine skakbrikker. Overveje mulighederne. Jeg vil have det hele. Både og.
