I morges regnede det. Alting var opløst i gråt og vand. Og det fortsatte bare hele dagen. Det var trøsteløst, og der var en underlig overspændt stemning på arbejdet. Én kollega var stresset og bed af alle. Mit humør var underligt vægelsindet, og jeg hørte mig selv forsøge mig med flere halvkiksede vittigheder. De faldt fladt til gulvet. Alle lod som ingenting, eller som om de havde travlt. Jeg kiggede ud af vinduet. Regndråberne fløj gennem luften. Gennemblødte hele verden og opløste alt til en grå, fugtig masse af ubestemmelig ligegyldighed.
En anden kollega havde sidste arbejdsdag. Der var chokoladekage og hvidvin. Chefen gav et par ord med på vejen, kollegaerne gav stive smil, klap på skulderen og velmenende råd. Kollegaen takkede ydmygt for det hele, så flaksede han et par gange rundt i glasfugleburet, fandt den åbne låge og fløj ud. Jeg kiggede efter ham. Det havde været rart, hvis han var blevet. Jeg ville ønske, det var mig, der var fløjet ud. Lågen til glasfugleburet gled langsomt i igen. Jeg sad tilbage. Kiggede på den tomme plads ved siden af min. Kiggede på de flimrende computerskærme, der udsendte deres døde, blå lys og deres strøm af indkomne mails. Jeg kiggede ud af vinduet. Regnen var stoppet.
Hjemme satte jeg mig i sofaen. Regnen var fuldstændig forduftet. Himlen var helt blå udenfor, men den havde toner af snarlig mørkning over sig. Jeg gravede mig ned i sofaens bløde favn. Ventede på Bjørn. Indeni havde jeg bare brug for ro og stilhed og store vidder. Sofaen vuggede mig blidt, mens den blå farve udenfor hele tiden blev en tone dybere, indtil Bjørn trådte ind af døren. Med sorte jakkeærme-vinger flaksede han rundt i stuen. Rundt og rundt. Han havde brug for fest og mennesker, mørke rum, larm og flygtige flash af samhørighed i alkoholtågede stroboskoplysglimt. Jeg greb efter hans vinge og sagde, at jeg ville savne ham. Han flaksede rundt i stuen et par gange mere. Så fløj han ud af døren. Jeg kiggede efter ham. Døren lukkede. Jeg mærkede ensomheden og savnen stille liste ind.
Tonen på det blå udenfor er blevet så dyb, at jeg ikke længere kan se igennem den. Natten har lagt sit uigennemtrængelige tæppe over byen. Der er stemmer udenfor. De har et mærkværdigt ekko over sig, som om natten allerede var frostklingende og hul, og stemmerne var på vej ud i mørket. Altid på vej væk. Som flaksende, sorte fugle. Den susende lyd af biler, der kører forbi ude på den store vej bag hustagene. På vej væk. På vej videre. Der er ingen måne i aften. Den er forsvundet ind i sig selv. I morgen er der en ny måne.
